På dansk bruger vi med største selvfølgelighed stumt og ikke stumt H, men hvorfor egentlig ikke stumt K?
Vi tænker ikke over det, men bruger automatisk stumt H foran konsonanter, og når H afslutter ordet.

Billedet har intet med indlægget at gøre, men kan betragtes som en forsmag.
Som i julspin, forjul, vem, vad, vor, vorfor og jortens flugt med jælpemotor. Foran vokaler antyder vi H’ets eksistens med en ustemt udåndingslyd som i ”hulens halshalløj”.
Uden undtagelser ville det være for nemt, så der er thi, Thisted, Thy, Thyra og nogle stykker mere.
K lyder næsten som H, blot starter det med et ganeklik. K derimod får aldrig vile, og det er synd. Man kunne som et eksperiment bruge stumt K efter de samme regler.
Med stumt K ville ronprinsen hedde Frederi, og Lars og Mette ville være Løke og Frederisen. Løke er statsminister, vilket mange belager, og Frederisen er forvinde for Socialdemoratiet, som i en periode hed Socialdemoraterne.
Der er stidåser, ristjørn, elsti, korgulve, grished, tushandel, kyshed, billedtest, socialistis og træfugle. Man kan blive helt rørstrøms over mulighederne med stumt K, men dans er en svær en.
For at blive danslærer skal man være lar over, at det ike er no at kunne løse ryds og tværs. For nogen ræver det en raftanstrengelse, før de kan loge sig på dans og mestrer tungearobatiken. Kun få bliver evilibrister.
Nogen larer det ike, og så falder øsen ved danslæreresamen. Det er selvlart reperligt for dem, men er no alligevel det bedste.
Det niber jo i forvejen med elevernes matematikundskaber, og så er det da helt galt, hvis de heller ike kan srive korrekt dans. Det er ike et lususproblem, stavning er sprogets lamusprøve.
Læder skaber fol, også blandt busmænd, men nu diterer omstændighederne, at jeg må stoppe, og der er ingen lageinstans.
/Eric

Lus er ikke noget, man gerne taler om i dag, men sådan har det ikke altid været. I hvert fald er der rigtig mange navne på lus – især på ældre dansk.