Umiddelbart skulle man tro, at refleksive verber havde noget med reflekser eller refleksion at gøre, men sådan er det slet ikke.

Udsagnsordet ”reflekterer” er ikke en pind refleksivt i sætningerne: ”Jeg reflekterer over livet” og ”Jeg reflekterer på jobannoncen.”

Det er heller ikke spor refleksivt at spjætte, fordi man bliver kildet, eller jokke på bremsen, fordi tossen foran ikke kan holde afstand.

Refleksive verber er noget så kedeligt som udsagnsord med tilbagevisende (refleksive) stedord, der viser tilbage til sætningens grundled. For eksempel:

”Han vasker sig”

hvor ”sig” viser tilbage til ”han.”

Jamen dog! Og hvad kan vi så bruge det til?

Jo, på f.eks. italiensk betyder det, at man ikke siger ”si lava,” men derimod ”lavarsi” i ét ord. Det er da nyttigt at vide, hvis man er i Italien og får brug for at sige: ”Han vasker sig.”

På dansk betyder det derimod ikke en dyt, så hvorfor det har en plads i vores grammatik, aner jeg ikke.

Men når det nu er sådan, burde det være super refleksivt at sige:

“Hun spejler sig.”

Undskyld, jeg spildte din tid, men du kan så refleksivt tænke: ”Jeg fjernede mig jo ikke.”