En af mine kollegaer mistede sin 19-årige datter ved en trafikulykke i denne weekend. En overskrift i aviserne er kommet tæt på.
Vi læser dagligt om trafikuheld og ulykker, men abstraherer på en måde. Det er for fjernt og for dagligdags til rigtigt at vække følelser, indtil det rammer en selv eller en, man holder af.
Først når dét sker, får tragedien virkelige dimensioner. Først da bliver det andet end en overskrift.
Jeg ville så gerne gøre et eller andet. Jeg har pludselig et kæmpe overskud at øse af, men det hjælper ikke. Ikke lige nu. Og det, jeg kan give, batter så lidt.
Vi må se, når han kommer tilbage. Måske er det bedste, man kan give, parathed til at tage imod?
Vi får se.
Det er nok noget af det, mange af os frygter allermest: Frygten for at overleve sine børn. Det må bare være så forfærdeligt, og der ikke findes dækkende ord for det.
Det gør muligvis en forskel for de efterladte, om der er nogen, der har en ‘skyld’, som f.eks. trafikulykken her, eller døden skyldes sygdom. Man mister under alle omstændigheder, men hvis man samtidig har en person, der kan bebrejdes det skete, reagerer man mon så anderledes?
Det ved man selvsagt ikke på forhånd.
Du har ret i, at vi normalt lægger afstand til den slags, men det kan nok ikke være anderledes – man kan jo heller ikke gå rundt og føle for alle de ulykker, der sker.
Jeg har ikke noget godt råd til, hvordan du skal forholde dig til din kollega – andet end at være der, hvis han får brug for dig, for hvordan han eventuelt får brug for dig, ved han måske ikke engang selv endnu, den stakkels mand.
Årh, det lyder så frygteligt. Børn skal ikke dø, de skal leve, længe!
Jeg kender ikke din kollega, ved ikke hvor tæt du er på ham, men måske et kort, bare en linie eller tre, så han ved, at du sender ham en tanke og er der, hvis han kan bruge dig til noget.
Tanker til ham og til dig.
@ Skumle
Det lyder som en god idé.
Skumles forslag og argumentation er helt rigtig!