Home > Rejser > Italien 2007 > Pantheon, Piazza Navona og kvarteret Monti

Omkring Pantheon og Piazza Navona

Helle åbner vinduet til gården, og ind toner en koncert af fuglesang. Morgenmaden serveres i en nyindrettet salon med cremegule farver og kvalitetsmøbler. Der serveres fra kl. 7:30, og da vi træder ind 7:32, har 35 danskere allerede gang i tyggemusklerne. To danske patere med gejstligt kravetøj er rejseledere. De skal nok på kirke-crawl.

Det kan svare sig at købe ugekort til busser og metro, selvom vi kun skal være her i 4 dage. En billetautomat på Termini afprøves; det er nemt at købe togbillet til Pesaro, og automaten kan stort set alt undtaget dansk.

De nye buskort bringer os til Argentina-pladsen. Der synes ikke længere at være så mange katte blandt ruinerne i det antikke hul midt på pladsen, men de gemmer sig måske i skyggerne? En gademusikant lader op til dagens arbejde, og en mand sover på en marmorbænk.

Vi går rundt i kvarteret omkring Pantheon og Piazza Navona. Det er ligesom blevet et ritual, når vi kommer til Rom, at vi skal hilse på Berninis elefant på Piazza Minerva samt tilbringe en stund under Pantheons mægtige kuppel, hvor lyset står i en stråle ned gennem centerhullet.

Turistflokke myldrer på Piazza Navona. Alle har en guide, som enten keder sit publikum med lærde fakta om Berninis springvand eller agerer førerhund med en højt hævet genstand. De stemningsfulde sidegader med okkerfarvede huse, værksteder og vasketøj står næppe på listen over seværdigheder.

I kvarteret Monti

Hjemme i vores eget kvarter går vi ned på Piazza d. Madonna dei Monti for at få frokost, en udmærket spaghetti carbonara, men selvom der er parasolskygge, er der ret varmt. Siestaen drager.

På vejen stopper vi op og betragter en katolsk procession. En lettere spastisk tigger vender sig mod os i et ryk, og fra hans fremstrakte plastickop står en gylden regn af småmønter ned over de sorte brosten. Jeg overvejer kort at hjælpe ham med at samle op, men går i stedet videre - min hjælpsomhed kunne misforstås og udløse paranoia. Længere henne ad Via Urbana lyder der salmesang fra den evangeliske kirke. Kirkekoret synger ikke så lidt bedre end processionsdeltagerne, men forstummer desværre for at lade præsten komme til orde.

Efter en siestastund vender jeg tilbage til Via Urbana og besøger internetcaféen. Jeg skal ikke vise ID og bliver ikke registreret, som loven kræver. Jeg får heller ingen kvittering, da jeg går. De vil nok skåne skattevæsenet for besværet, og så er det billigt - vistnok 2 euro i timen.

Skal vi finde ekstra læsestof, skal det nok være her i Rom. Der er varmt på øverste etage i Terminis store boghandel, hvor de engelske bøger står, så da Helle har fundet en Hornblower-roman, som nok kan slå nogle timer ihjel, dikterer jeg afgang.

Vi vil igen spise på en af de restauranter, Helge Kamp anbefaler i sin "Spisesteder i Rom". Stedet hedder Osteria Tempio di Mecenate og ligger i Largo Leopardi, en lille sidevej til Via Merulana. Det er dog endnu for tidligt, så vi finder en fortovscafé i kvarteret bag Santa Maria Maggiore, hvorfra der ikke er for langt at gå.

Der er meget trafik på dette strøg, men der er skygge, og så lufter det. Fire nussede amerikanere drikker øl ved nabobordet, og fem italienere slår sig ned og pludrer livligt. Vi spadserer en tur i den grønne parkstump, Piazza Vittorio Emanuele. Der er mange mennesker i parken, og rundt om er der boder med blomster og tøj. Dette er bestemt ikke et velhaverkvarter.

Osteria Tempio di Mecenate

Restauranten åbner kl. 19, og da vi kommer 10 minutter i otte, er der næsten fyldt op udenfor. Inden længe er der også fyldt indenfor, og folk stiller sig ventende i kø på fortovet. Det må være et populært sted.

Vi får en kande af husets røde plus vand og brød. Helle får parmaskinke til forret, og jeg får grøntsagssuppe. Der er masser af fyld og helt bogstaveligt top på. Det er et helt måltid i sig selv. Suppen er god, men lidt fersk og jeg formaster mig til at bede om salt. Hjemme er vi vant til, at der altid står salt og peber på bordet, men det er ikke nogen selvfølge hernede.

Helles hovedret er scaloppine (kalvefilet) i citronsauce, og min er abbacchio al forno (lam i ovn) med kartofler. Vi deler en mixed salat og mine kartofler. Det er rigtig godt. Lammet er smørmørt med fin aroma af rosmarin og en anelse hvidløg.

Dessert må vi simpelthen have! Blandet is til Helle og citronsorbet til mig. Sorbet'en serveres i en udhulet citron, hvor den frosne skal er det sidste, som tør op. Til slut kaffe og Vecchia Romagna. Det sidste er lidt længe under vejs, indtil seniortjeneren med overblik bjæffer vredt af ungtjeneren, som har glemt bestillingen. Et rigtig godt sted, og for tre retter plus kaffe med avec bonnes vi for 70 euro.