Home > Rejser > Italien 2007 > Murano og Castello

Murano og Castello

Der er først morgenmad kl. 8. Jeg er oppe 6:45, og efter badet må jeg ud og have en smøg. Dette er et ikke-ryger hotel.

Canal Grande ligger ca. 30 meter fra hotellet. En flerfarvet kat sover i en tom blomsterkasse på en havemur. Den fylder blomsterkassen helt ud, som var det en sandkageform. Missen vågner, da jeg stopper op, plirer med øjnene og begynder så på sit morgentoilette - stadig siddende i blomsterkassen.

Nede ved kanalen har en stor havmåge hakket hul i en sort plasticsæk og roder i affaldet. Nogle duer gør den selskab, men holder sig respektfuldt på afstand. Hos bageren på hjørnet af Calle della Madonnetta får lokale sig en kop espresso eller cappuccino på vej til arbejde. Alle synes at kende alle. En stående kop espresso koster 80 cent.

Til glaspuster-øen Murano

Etteren tøffer til Ferrovia, og herfra sejler DM-båden ("Diretto Murano") til Murano. Murano er glaskunstens ø og har mange glasværksteder. Vi hopper af ved Faro.

Der er en stor glasforretning ("Fri entré" !) med foruroligende få prismærker, men en ret enkel karaffel til 450 € giver en forestilling om, hvad en sopran kan splintre for med en motiveret arie. Ved siden af er produktionen i gang, og man kan kigge ind af en åben dør.

Bredden langs kanalen mod centrum ligger i skygge, og da vi krydser broen, slår solen til uden nåde. Efter at have set vinduernes udbud af glasting bliver vi enige om, at det der tilbydes her også kan findes i Venedig. Vi finder tilbage til den skyggefulde bred og køler af med espresso og vand. Priserne er ikke blufærdige: 2,5 € for en kop espresso og 2,5 € for en halv liter vand.

I et butiksvindue spotter vi et pænt hængesmykke, og inde i forretningen bliver det til endnu et. 16 € rundes ned til 15, fordi damen ikke har byttepenge. Vi havde egentlig tænkt os at finde et frokoststed her på Murano, men der er drønvarmt, og vi kan ikke udholde tanken om at skulle gå søgende rundt.

Frokost i Castello

Linie 42 sejler tilbage til Venedig og øst om mod San Marco. Vi hopper af ved S. Elena i Castello. Her har vi ikke været før. Der er en pænt stor park, og sammenlignet med det centrale Venedig, hvor husene står tæt, er der forbløffende megen fri plads og luftighed.

Osteria al Granghelo på Via Garibaldi har borde i skyggen, og vi bestiller spaghetti til frokost. Portionerne er små, og vi forstår bedre tjenerens forundring over, at vi ikke skulle have andet. Ragúen er kønsløs og spaghettien overkogt. Inklusive en øl og en cola kommer vi af med 28 €. For dyrt.

Fra Arsenale sejler vi hjem til en tiltrængt siesta. AC'en får fuld skrue.

Aften i San Polo

Området ved Rialtobroen er en myretue af turister og souvenirbutikker. Vi tilkæmper os en udsigtsplads på broen og finder så tilbage til vores eget kvarter, hvor vi damper af udenfor Bar ai Nomboli.

Lige overfor er der en butik med Muranoglas og souvenirs, som Helle raider, før vi går hen på Da Ignazio i Calle Saoneri og bestiller bord.

Trattoria da Ignazio

Stedet er anbefalet i bogen "Chow Venice", så det vil vi prøve. Jeg vil gerne have bord til 20:30, men den unge tjener overtaler mig på en eller anden måde til kl. 20 i stedet for. Han spørger om navnet, og da jeg ved, at "Bentzen" altid volder store kvaler, siger jeg, at han kan skrive "il danese" (danskeren).

Den unge mand i ulastelig hvid jakke skriver langsomt stavelse for stavelse: "il Danesi", mens jeg får et muntert øjekast fra hans ældre kollega.

Vi vender omklædte tilbage klokken otte. Der er kun fem minutters gang fra hotellet. Den ældre tjener bænker os ved et bord i gårdhaven, og da bordet vipper en smule, får det en trækile under det ene ben.

Gårdhaven er i vinkel og dækket af en grøn pergola, som drysser nogle fine frø af og til. Hvide plasticstole og borde med gule duge. Rart og stemningsfuldt. Henne i hjørnet under køkkenvinduet sidder en solid kvinde og renser småfisk. Brillerne balancerer på næsetippen, så de mørke øjne kan holde øje med, hvad der foregår.

Tjeneren er venlig og rar. Jeg tror egentlig ikke, han er så gammel, men han ser brugt ud. Let krumbøjet krabber han rundt, og det venstre øje er tillukket bag brillerne. Vi får et glas prosecco og så skinke med melon som forret. Skinken er pragtfuld, og melonen super. Helle får sig en steak og jeg fegato alla veneziana. Hertil salat og husets røde.

Helles steak er en lille tynd og tør sag, som ikke giver rosende omtale. Leveren smager godt, men er stegt til den tørre side og de to små terninger hvid polenta rækker ikke langt. Husets røde er lidt saftevandsagtig, men letløbende.

De fleste gæster er amerikanere, men ved to naboborde sidder enlige italienske mænd. Den nærmeste har medbragt en gråkrøllet hund af ubestemmelig race. Den ligger fredeligt under bordet det meste af tiden.

Den ældste tjener har drøntravlt i det amerikanske hjørne, og hans yngre kollega drysser rundt og laver så lidt som muligt. Da jeg fanger hvalpens opmærksomhed for at bede om dessertmenuen, markerer han, at det ikke er hans bord, og går videre. To forladte borde bliver ikke ryddet af, selvom han i modsætning til kollegaen har masser af tid. Han burde fyres på stedet.

Da den ældre tjener får tid, bestiller vi jordbær med is til Helle og sgroppino (citronsorbet med vodka og prosecco) til mig. Regningen er på 83 €. Venedig er ikke billig, og jeg reflekterer over, hvorfor portionerne altid synes at have en størrelse, der er omvendt proportional med prisen.