Udflugt til Urbino

Spadsereturen til busstationen i Pesaro tager en halv times tid. Man kan købe billetter i en lille kiosk på fortovet.

Jeg beder om to returbilletter til Urbino, hvilket damen besvarer med en svada på rablende italiensk. Jeg holder afværgende håndfladerne i vejret og beder hende tale langsomt, men det påvirker ikke kvindemennesket det mindste. Hun fremturer med at snakke over stok og sten, og jeg forstår kun en brøkdel, selvom hun himler med øjnene og stønner et appellerende "Mama!".

Det går langsomt op for mig, at hvis jeg køber returbillet til ekspresbussen, skal jeg også tage ekspresbussen tilbage og er afskåret fra at køre med "bumleren". Eller også går det ud på, at jeg i så fald kommer til at betale et par kroner for meget. Det er da pænt af hende at tænke på min pengepung, men de to enkeltbilletter købes mest for at stoppe talestrømmen.

Urbinos byport

Ekspresbussen ankommer, og i løbet af fem minutter er alle sæder optaget. Der er 36 km til Urbino, og turen tager 35-40 minutter. Der er hastighedsbegrænsning på 50 eller 70 km/t det meste af vejen. Landskabet er frodigt og smukt kuperet. Bussen holder lige udenfor den intakte bymur og byport.

Urbino er velbevaret og står med sine gamle huse næsten som i middelalderen. Den er da også med på UNESCOs lange liste. De fleste huse er gråbrune stenhuse i 2-3 etager med grønne skodder og bølget tegltag. Gaderne er smalle og snoede, og det er bestemt ikke en by for gangbesværede, for der er store højdeforskelle: snart går det stejlt op, og snart går det stejlt ned.

På turistkontoret overfor domkirken og Palazzo Ducale får vi et bykort og en brochure. De studeres over en kop kaffe på Piazza Nazionale. Der er en del turister i byen, men endnu er det ikke overvældende - det er tidligt, både på dagen og på sæsonen.

Tegltage i Urbino Fra Urbino
Klik for større billede"

Palazzo Ducale - nationalgalleriet

Nationalgalleriet (Galleria Nazionale delle Marche) i Palazzo Ducale skal ses. Billetter købes for 8 €/stk. Der er mange rum og sale. Der er kamin i næsten alle, og over kaminen ses familiens våben med en ørn.

Rum efter rum, sal efter sal med malerier af Maria og barnet, barnet og Maria, barnet med Maria og hellige mænd osv. 99 % af motivverdenen er bibelsk. Det fænger ligesom ikke hos os, og vi går ret hurtigt forbi det meste.

Vi tager os dog tid til at beundre bygningen og de fantastisk flotte paneler og døre med indlagt træ (intarsia). Disse motiver er mere verdslige og varierede, og vi er helt benovede af beundring.

Smal gade i Urbino Palazzo Ducale i Urbino Fra Palazzo Ducale i Urbino
Klik for større billede"

Den arkæologiske udstilling er desværre lukket, så vi ofrer fem minutter på det udstillede kirkesølv. Biblioteket rummer ikke en eneste bog, men der er da nogle relieffer på væggene.

Allerinderst inde finder Helle det, vi hidtil ikke har set, men som måtte være et eller andet sted: en lille niche i væggen med et sæde med hul i! Lidt højere oppe på væggen er der et lille hul med plads til et lys, og hvad man engang brugte som toiletpapir.

Et par postkort frister, men der er ingen til at betjene i den lille souvenirkiosk. Først da en efterladt mobiltelefon ringer, dukker en dame op som trold af en æske, og da hun er færdig med at snakke i telefon, kan hun jo dårligt undslå sig at betjene kunderne.

Frokost og retur til Pesaro

Tiden er inde til en tidlig frokost. Det er ikke umiddelbart klart, hvor man finder et spisested i denne labyrint, men heldigvis er der skilte, som viser vej. Her og der åbner husene sig for smukke udsigter. Vi falder ind på ristorante Al Contuccio i Via F. Budassi. Vi er de første gæster og bydes hjerteligt velkommen.

Helle får pastaskruer (fussili) med kæmperejer og asparges, og jeg får gnocchi med pesto og kæmperejer. Hertil friskbagt brød. Det er meget lækkert.

Klokken er nu omkring 1, og det er for varmt at trave rundt, hvis man skal ha' det godt, så vi enes om at snuppe bussen 13:35. Billetterne købes i en lille kiosk overfor holdepladsen. Det er normalbussen, "bumleren", og ikke ekspressen. Her er ikke aircondition og mindst 35° C. Pyh!

Bussen kører en omvej via flere småbyer, og der går ca. en time, før vi kan hoppe af i nærheden af hotellet. Det er også den eneste fordel i forhold til ekspressen, som kører direkte til stationen.

Sidste aften i Pesaro

Sukkerpose fra Bar Carlo

Ved 18:30 tiden går vi hen på Carlos Bar på corsoen. "Vin og vand, tak, og ned med forkølelsen!". Her får man heldigvis ikke det enorme opbud af snacks som visse andre steder - kun et par småspyd med eddikesyltede grøntsager og en lille skål med chips. Vi slapper dovent af, til klokken nærmer sig otte.

Det planlagte spisested, Felici e contenti, viser sig at holde lukket mandage, og det samme er tilfældet for C'era una Volta og Da Sante. Så vi må prøve noget nyt.

I Via Venturini, en sidegade til Piazzale Lazzarini, finder vi Osteria degli Artisti. Vi er de første gæster og bydes velkommen med udsøgt høflighed af en ung mørkhåret skønhed med dådyrøjne.

Sulten er ikke nagende, men noget skal der til. Vi deler en portion bruschette miste, som er lækre stykker ristet brød med tomat, olivenpasta, røget ost, svitset zucchini og en med en svitset blanding af svampe, zucchini og pebre.

Osteria degli Artisti

Helle får risotto med havets frugter, og det er rigeligt. Jeg får friterede blæksprutter og rejer. Nogle skal pilles, og det er altid noget snask. Min mixed salat ankommer som en ret for sig.

Der er kommet to gæster mere. Når man er så få i et restaurationslokale, dæmper man uvilkårligt stemmen, men jeg tror, de snakker finsk. Det er ellers ikke mange udenlandske turister, vi har set og hørt i denne by udover nogle få amerikanere og nogle få tyskere. Ved døren til toilettet står et bur med en dværgkanin. Vi gætter på mor i køkkenet og datteren til at servere. Buret med kaninen lader ane, at servitricen først for nylig er vokset fra lillepige-stadiet.

Vi kan ikke klare dessert og slutter af med kaffe og grappa. Pigen spør', om grappaen skal være "secco" eller "morbido". Jeg ved, at secco betyder tør, og morbido er jo så nok det modsatte. Hun taler ikke engelsk. Jeg siger: "Non secco!" og i øvrigt hvad hun vil anbefale.

Hun er for ung til at have den store personlige erfaring, men grappaen i den halvfulde flaske (med husets logo), som stilles på bordet, smager fortrinligt. "Ned med forkølelsen!"

Vi bonnes for ca. 37 €. Der var dressing på den salat, jeg levnede, så jeg efterlader en skilling til kaninfoder.