Home > Rejser > Italien 2007 > På opdagelse i Pesaro

På opdagelse i Pesaro

Det varer en evighed, før vandet bliver varmt. Måske er jeg den første gæst i bad, og da vi bor på tredje sal, er der nogle meter rør op til min bruser.

Morgenmaden starter officielt kl. 7:45, så vi bliver enige om at gå en morgentur inden. Men da vi kommer ned 7:30, har de første gæster allerede overfaldet buffeten, så vi udsætter spadsereturen.

Gæsterne er næsten udelukkende italienere. Italienerne er vist det folk i Europa, som bruger flest penge på tøj (målt i procent af indkomst), men når de har ferie, gælder åbenbart et helt andet dress-kodeks end til daglig. Så er de normalt så velklædte mennesker i shorts, sandaler og T-shirts. Stemningen ved morgenbordet er afslappet, og der hilses på kryds og tværs.

Vi iværksætter den udsatte spadseretur og går nordpå langs strandpromenaden. På højre hånd funkler det blå Adriaterhav, og på stranden står parasollerne tæt. Endnu er der kun få mennesker - det er for tidligt. På venstre hånd står badehoteller i geled. Vi fortsætter til havnen og går så tilbage.

Til banegården i Pesaro

Vi går til banegården for at købe billet til Venedig. Turen går først videre på tirsdag, men der er ingen grund til at vente med billetkøb. Der er vel et par kilometer fra hotellet til stationen. På vejen passerer vi byens centrale torv, Piazza del Popolo, og der synes at være flere restauranter i centrums vestlige side.

Billet plus pladsbillet trækkes uden problemer i en automat. Billetten gælder en måned og skal derfor stemples på rejsedagen. Det undrer os ikke, at automaten accepterer kreditkort som betalingsmiddel, men at man ikke skal indtaste PIN-kode er mystisk. Det skulle vi heller ikke, da vi købte billet i Rom. Hvis jeg var kreditkort-tyv, ville jeg straks købe en stak togbilletter og holde udsalg.

På strandpromenaden

På vejen tilbage køber vi et ordenligt bykort i en boghandel. Det turistkort, vi fik på hotellet, er upræcist og fyldt med fejl. Vi passerer de indhegnede rester af en romersk villa. Der er nu ikke meget at se.

Turistkontoret ligger på Piazza della Liberta tæt på stranden og lige ved den globe-skulptur, som er blevet byens vartegn. En brochure på hotellet har fortalt om guidede ture til et palads lidt udenfor byen, Villa Imperiale, og vi vil melde os til. Men turen er aflyst - vi er de første, som har vist interesse.

Jeg får en busplan over forbindelserne til Urbino, middelalderbyen som ikke ligger langt herfra. Damen forklarer, at man ikke behøver tage med fra busstationen. De busser, som ikke er ekspresbusser, kan man stige på i Pesaros centrum, som ligger nærmere stranden og hotellet.

Frokosten indtages på et cafeteria på strandpromenaden. Et skilt siger, at der er 34° C i solen. Det føles varmere. Tid til siesta.

Aften i Pesaro

Vi går ud lidt over 7 og ned til den fornemme restaurant Lo Scudiero nær Piazza del Popolo. Menukortet er slået op på døren, men det er ikke let at gennemskue, bortset fra at priserne er høje. Skal vi spise her, skal vi guides 100 % af tjeneren, og det har vi ikke lyst til.

Nede omkring Piazza Lazzarini har vi set flere restauranter. Vi vælger én, men får først en aperitif under parasollerne på Piazza Lazzarini. En stor og meget træt tjener serverer.

Ristorante Felici e contenti

Alle borde udenfor Ristorante Felici e contenti er optaget eller reserverede, da vi vender tilbage. En meget høflig ung tjener, som taler glimrende engelsk, anviser os plads indenfor, hvor temperaturen er behageligere end de 31° i det fri. Menukortet er kun på italiensk, men vi skal endelig sige til, hvis vi skal have hjælp. Det er nu ikke nødvendigt.

Lokalet er pænt og rustikt med gamle bjælker i loftet. Som forret deler vi en platte med forskelligt godt og koldt fra havet. Chardonnay'en får en isspand ved siden af bordet. Den er rigtig god. På platten er der sprutte, krabbe (vistnok), store rejer i kryddermayonnaise og et par små skarpe sardin- eller ansjosfileter som er marinerede i vinedikke.

Hovedretten er grillede godbidder fra Adriaterhavet: en tunge (eller fladfisk af en art), sprutte og store rejer på spid. Rejerne skal ha' pillet rustningen af, og det er noget gratværk, fordi de er vendt i en ganske tynd dej før stegningen. Jeg savner en skylleskål og en tallerken til den voksende køkkenmødding. Efter endt afrustning går vi ud og vasker hænder.

Vi kan ikke klare dessert, men får kaffe i stedet. Hertil amaretto/grappa. Til slut en iskold limoncello på huset. Regningen lyder på 62,5 €, og heraf udgør vinen 11 og de skarpe til kaffen 6. Et glimrende sted.

Hjemme på hotellet er der musik og dans. Det elektriske orgel spiller slagere, og det ældre klientel valser begejstret. En af de unge tjenere forsøger sig med "O sole mio" og høster ufortjent bifald. Vi går, da han lægger an til et ekstranummer.