Home > Rejser > Italien 2007 > Loppemarked og museer i Pesaro

Loppemarked og museer i Pesaro

Vi er i centrum kl. 9. I Via G. Rossini stilles der op til loppemarked, og hele Piazza del Popolo er snart forvandlet til marked. Det er ikke kun skrammel og ragelse - langt fra.

Uden at have forstand på de dele ser meget ud til at være ægte antikviteter eller vil være det om ikke så mange år. Der er sandelig også en stand med Bjørn Wiinblad og porcelæn fra den kongelige. Der er også gamle LP-plader, bøger, tegneseriehæfter, smykker, piber og meget andet.

Vi besøger bymuseet i Via G. Rossini. De virker overstrømmende glade for at få gæster, og en "frivillig" guider os rundt i paladsets kælderhvælvinger, som huser samlingerne.

Han taler "ferry littel Inglish", men er flink og venlig. Han fortæller, at en af de gamle romerske sarkofager blev fundet på en mark, hvor den blev brugt som vandingstrug for bondens kvæg.

Udover de antikke marmorting er det mest arta sancra, kirkekunst og -regalier, der udstilles. Men der er også fragmenter af de gamle (400 & 1600 e.kr.) mosaikgulve, man afdækkede på pladsen foran katedralen.

Efter kaffe på Piazza del Popolo er turen kommet til byens kunst- og keramikmuseum. Der er gratis adgang i dagens anledning, og billetten gælder også til Rossini-huset, komponisten Rossinis fødehjem. Billetten til bymuseet gav også adgang til en kirke et sted, men det får vi næppe udnyttet.

Kunstmuseet er ganske imponerende. Samlingen af lokalfremstillet keramik (porcelæn) er omfattende og illustrerer fornemt, hvordan teknikken med tiden udviklede sig til at blive særdeles avanceret.

Frokost og pasta-påklædning

Efter denne kulturelle appetitvækker er det tid til frokost på C'era una Volta, et pizzeria/osteria nær Piazza Lazzarini.

Servitricen taler ikke engelsk, men det går fint endda. Båndspaghetti med ragú til mig og bucatini amatriciana til Helle. Ved nabobordet sidder en far og søn. Knægten får spaghetti med blåmuslinger, som alle ryger over til far.

Selvom jeg er meget forsigtig, slår pastaen et sving med halen og stritter på min T-shirt. Man burde planlægge sin påklædning, før man spiser pasta. En sort eller tomatfarvet T-shirt er hensigtsmæssig, men allerbedst er nok en våddragt.

Hjemme på hotellet er airconditionen i central kontrol og kan ikke startes. I stedet startes loftsviften.

Aften

Ved halvsekstiden forlader vi hotellet og går op mod centrum. En af gaderne er ret trafikeret, og det er svært at komme over. Rækken af biler synes endeløs i aften, og her holder kun få tilbage for et fodgængerfelt. Man tør ikke bare træde ud og stirre bæsterne i øjnene, som man kan gøre i Rom, for de kører for stærkt til at kunne bremse i tide.

Det er lidt underligt, at man her viser langt mindre hensyn end i Rom, hvor trafikken er langt mere tæt og stresset. Det harmonerer heller ikke med det generelle indtryk af, at folk her er utroligt rare og imødekommende.

Casa Rossini

Rossini-huset er et smalt treetagers hus. Rossini er byens helt. Hvert år i august afholdes en Rossini festival, og i dette hus blev han født. I levende live var han ikke så populær i Pesaro, og han boede andre steder, men i dag har tonen fået en anden lyd.

Museet er ikke særlig interessant. Det er mest billeder af samtidige kunstnere, og al forklarende tekst er på italiensk. Det mest interessante er måske den gamle køkkenregion. Der er også lummert og trykkende herinde, så vi bliver ikke længe.

Loppemarkedet er overraskende nok stadig i gang. Vi har mærket et par regndråber, og de handlende får travlt, hvis det bryder løs; men det tyder det nu ikke på vil ske.

Vi drysser ned ad corsoen og slår os ned på Carlos Bar med en hvidvinsaperitif og den obligatoriske buffet af snacks og småretter. Ved syvtiden cykler den amerikansk-talende tjener fra da Sante forbi og vinker ivrigt, da han ser os. Han er nok på vej til arbejde.

Pizza på C'era una Volta

I aften står den på pizza på C'era una Volta. Servitricen taler stadig ikke engelsk, men kan da forstå at jeg vil prøve en af de lokale røde flaskevine. Hun anbefaler én af de to, jeg har peget spørgende på. En halv liter af husets karaffelvin ville have kostet 3,8 €, hvor denne koster 13, men er man på ferie eller ej?

Vi når lige at sige til hinanden, at vinen er vel varm, før servitricen dukker op med en flaskeskjuler fra dybfryseren. Det er nu ikke fordi den køler ret meget, men hun skal have ros for tanken.

Stedet er populært og snart fyldt op. Der er fire til at servere, og de har nok at lave. En yngre kvinde slår sig ned ved siden af os. Hun dyrker et femme fatale look i sort kjole og støvler, og når hun ikke snakker i mobiltelefon udenfor, flænser hun pizzaen i store stykker, som sluges i grådige mundfulde. Forinden har hun overøset pizzaen med hylende stærk chiliolie.

Hjemme på hotellet bestiller vi en godnatter i baren. Jeg kan fra den første aften huske, at den gavmildt skænkede Vecchia Romagna koster 3,6 €, men négressen skal som de andre gange slå priserne op. "Ned med forkølelsen!"

Jeg går ud for at ryge og nikker til et andet medlem af broderskabet. Det er en ældre herre som ryger tynde cigaretter. Han spørger, om jeg er italiano, og det bliver indledningen til en konversation, som vanskeliggøres af mit mangelfulde italienske. Han er 80 år gammel og har bl.a. arbejdet i Brasilien, Sovjetunionen og det gamle Jugoslavien i Titos tid.

Da han hører, at jeg er fra Danmark, siger han misundeligt noget med: "Aaah, fresco!". Han synes, der er lige vel varmt her, og det ville jeg måske også synes efter nogle år.

Airconditionen står stadig i central og kan ikke startes. Det klares heldigvis med en opringning til receptionen.