Home > Rejser > Italien 2007 > Fra Pesaro til Venedig

Fra Pesaro til Venedig

Vi skal til banegården, og taxien kommer kl. 10 som bestilt. Chaufføren kan nogle få tyske gloser, og turen koster "sieben" penge. Han er stolt af sit ordforråd, og jeg nænner ikke at sige, at vi er danske.

To mænd flytter sig lydigt fra vores vinduespladser til kupéens midtersæder. Et par stationer senere må de helt ud på gangen. Sådan er det ikke at have pladsbillet.

Den behårede mand, som har sat sig ved siden af Helle, har en ånde som sennepsgas. Under vejs er han ude på toilettet og klæde om fra strop-undertrøje og shorts til skjorte og bukser. Ånden gør han ikke noget ved.

Toget ankommer til Venezia San Lucia ved tretiden. Turist-malkemaskinen slås straks til: det koster 70 cent at tisse på stationen - på Pesaros banegård var det gratis. På kajen udenfor stationen er der billetkontor for vandbusserne. Jeg køber to 72-timers billetter, og vi hopper på en etter til San Silvestro. Herfra er der kun få minutters gang til hotellet, Ca' Arco Antico.

Værelserne har navne efter kunstnere i stedet for numre. For tre år siden boede vi i "Tiepolo", og denne gang er det naboværelset "Tiziano". Værelset har gyldent stoftapet og en aircooler, som straks startes. Badeværelset er nydeligt.

Spritz

Vi slentrer hen på den lille plads før San Tomà og får en spritz hos Ciak. Publikum er internationalt; til højre øldrikkende amerikanere, i front øldrikkende venetianere og til venstre to danske kvinder, der snakker om sagsanlæg, som var de alene i verden.

Ad Canal Grande til Markuspladsen

Vi hopper på en etter og sejler ad Canal Grande til Markuspladsen. Eftermiddagssolen skinner på basilikaens facade, så guldet gløder. Med engangskamera må jeg tage billeder af to smilende amerikanske familier foran kirken. Der er duer i tusindvis, og de lugter. Orkesteret i hvide jakker spiller uden for Florians, men der er ingen gæster - i hvert fald ikke udenfor. En måge sidder på hovedet af Markusløven.

Klik for større billede

Tilbage til San Polo

Vi sejler til San Tomà, og går op til ristorante Il Giardinetto på Fondamenta del Forner. Her spiste vi flere gange i 2004. Vi reserverer bord udenfor til kl. 21 og går ned på Bar ai Nomboli og får en forfriskning ved bordene på gaden.

Her sidder man godt. Turister kommer forbi med næserne begravet i deres kort, kigger på gadenavnene og prøver at orientere sig. Lokale kommer hjem fra arbejde med deres indkøb og siger: "Ciao Francesco" til værten, som står i døren. Et par turister kommer asende med kufferter. Han er middelsvær, og den grå T-shirt er gennemblødt. De går rundt om hjørnet og vender så søgende tilbage. Pigen spørger Francesco, om han ved, hvor Hotel Alex er henne. Francesco forklarer, at de skal til højre, til højre og så til venstre. Fire arbejdsmænd får sig en hurtig ved baren og går så igen.

Ved halvnitiden fornemmer jeg lukkeaktivitet og spørger Francesco, hvornår de lukker. Det gør de sådan set nu, siger han, men vi skal bare tage det roligt.

Aftensmad på Il Giardinetto

Vi er hos Il Giardinetto lidt i ni, sætter os under figentræet og bestiller forskellig kold fisk til forret - én portion til to ("uno per due"). Som hovedret bestiller Helle venetiansk baccalà (klipfisk) og jeg venetiansk fegato (lever).

Tjenerens håndbårne bestillingscomputer kender ikke til venetiansk baccalà, og fegato er kun om onsdagen (eller whatever). Helle kan dog få baccalà med tomat og polenta. Hun slår til, og min plan B er en bistecca med frites. Hertil en vernaccia fra San Gimignano.

Fiskeplatten ankommer, men jeg må bede om to tallerkner, da vi ikke vil spise som Lady og Vagabonden. Maden er nogenlunde, om end en tredjedel af bøffen er sener. Helles baccalà smager godt. Betjeningen er faldet meget af på den side 2004 (andet personale), og hvor der dengang lød romantisk fuglekvidder fra en voliere inde bagved, kommer der nu pop/rock som akustiske dum-dum kugler.

Et par damer sætter sig ved nabobordet. Tjeneren spørger: "Eat or drink?". De svarer: "Eat", hvorpå han siger, at køkkenet er lukket. Tja...

De får vin og grissini til trøst og bliver forskrækkede, da en figen falder ned lige ved siden af dem. Det griner vi noget af. "I bad jo om mad!", siger Helle. De fortæller, at de er med i et orkester og har lidt dårlig samvittighed over at drikke vin, men når de nu ikke kunne få noget at spise?

Vi siger "Gute Nacht" til de tysktalende spillekvinder og går hjem i seng. Kaffen og grappaen skvulper veltilfreds.