Home > Rejser > Italien 2007 > Fra Rom til Pesaro

Fra Rom til Pesaro

Vi skal til Pesaro. Pesaro er en by på Italiens Adriaterhavskyst og et populært feriemål for italienske badegæster. Det var i øvrigt her komponisten Rossini blev født, og hvert år i august afholdes en Rossini festival.

Toget kører fra Roms hovedbanegård Termini mod Ancona kl. 9:36. Det er et såkaldt Eurostar-tog og ganske behageligt. Sæderne er magelige med god benplads, og så er der aircondition. Turen er smuk gennem bjergene og det italienske landskab.

Kl. 12:48 er vi i Falconara Marittima, hvor vi skal vente en halv time på forbindelsen til Pesaro, som i øvrigt fortsætter helt til Milano. Med udsigt til det blå Adriaterhav kryber de ventende sammen i den smule skygge, der er på perronen, indtil toget ankommer med lidt forsinkelse.

Vi hopper af i Pesaro ved 14-tiden og snupper en taxi til Hotel Clipper, som er et af mange langs stranden. Værelset er klart. Det er ikke stort, men pænt og lyst og så er der altan med havudsigt. På stranden står kulørte parasoller ganske tæt. Altanen er i skygge om eftermiddagen, og lige nu lufter det herligt.

Vi får pakket lidt ud og skiftet tøj. Den søde fru Gasparini som passer receptionen passer også baren på denne tid. Efter en kop espresso er det tid at se på byen - ikke badestranden. Centrum er pænt og ganske hyggeligt. Der er forholdsvis stille, men det kan skyldes, at siestaen knap er overstået. Det vrimler ikke ligefrem med restauranter, men nogle må der jo være.

Vi nyder en forfriskning på Corso'en: 1 cola, 1 glas vin + vand med brus for 6 €. Prislejet er godkendt. Vi går en omvej hjem og finder et trattoria i en sidegade, Via Giovanni Bovio. Det skal prøves i aften. Spisekortet domineres af fisk, og stedet åbner 19:30.

Trattoria da Sante - en fiskerestaurant

Vi er der 20:20 og bydes hjerteligt velkomne. Da jeg spør' tjeneren, om han taler engelsk ("parla inglese?"), svarer han på flydende amerikansk. Det viser sig, at han har boet 4½ år i New York.

Menukortet er både på italiensk og engelsk, og så kan han måske forklare, hvad det engelske "squills" betyder? - Jeg kender heller ikke det italienske ord. Han griner og forklarer, at det er en stavefejl; der skulle stå "squids" - det er en særlig slags blæksprutte.

Vi bestiller spaghetti med krabbe, og grillspyd med kæmperejer og sprutte. Først kommer salaten ind. Vi har bedt om at dele én portion ("uno per due"). Skålen er stor nok til at huse en middelstor guldfisk med familie.

Bestillingen af det varme er misforstået, for tjeneren bringer én portion spaghetti og én portion grillspyd. Vi havde forestillet os en spaghetti hver og en portion grillspyd hver. Men misforståelsen er naturlig (og heldig), for portionerne er enorme. Vi beder ham rådsnart dele både spaghetti og grillspyd, for der er rigeligt til os begge.

Det smager fremragende. Spaghettisaucen med krabbe har intens smag og aroma, og så kan man sutte krabbekløer. Spyddene er lige til at dele. Rejerne er faste i kødet, og sprutten er fyldt med en krydret brødfars. Husets hvide karaffelvin løber let og landligt uden at forstyrre med avancerede smagsindtryk.

Der er ikke mange gæster i aften. Ved det næste bord sidder et - vistnok tysk - ægtepar med et meget lille barn, og ellers er der kun nogle få lokale. Lokalet er ikke pynteligt, og lyset er småskarpt. På væggen henne i hjørnet hænger et fjernsyn, og gæster såvel som tjenere følger med i sporten.

En flok, som tydeligvis er familie til i hvert fald én af tjenerne, kommer ind. En tjener tager faderstolt en unge på armen, og der dikkedikkes og vises frem. Familien sætter sig omkring et bord i forstuen, og snart flyder en jævn strøm af retter fra køkkenet. De lokale bestiller ikke fra kortet; de snakker med personalet om, hvad huset kan byde på i dag, og så sammensættes menuen i fællesskab.

Vi levner noget salat til guldfisken og slutter af med citronkage til Helle og citronsorbet til mig samt to små stærke espressi med grappa til.

Aftentur langs strandpromenaden

Vi går en tur langs strandpromenaden. Her er lys og disco og cirkus og gøgl. En vrimmel af mennesker går aftentur. Er man til fredfyldte ture langs havet, hvor man kan høre brændingens beroligende brus, skal man finde en anden strand.

Hjemme på hotellet skal hotelbaren lige prøves af. En uniformeret négresse servicerer de eneste gæster: os. Uden at ryste på hånden skænker hun en mega Vecchia Romagna til farmand, og da hun ser, at flasken næsten er tom, hælder hun resolut det sidste oveni.

Godnat.