Det er blevet så kvalmende popsmart, at man altid skal være POSITIV. Selv kritik skal pinedød være positiv, selvom det som regel er naturstridigt.

Resultatet er, at man konstant går rundt og bliver positivt overopladet, og så trænger man pludselig til at vrisse og få negativt afløb.

Når det sker, mødes jeg gerne på et værtshus med en af mine venner. Så sidder vi og vrisser af tingenes forfald. Emner er der ikke mangel på.

Vi brokker os ikke – tag ikke fejl af det. Brok er f.eks., hvis man lakonisk siger:

“Hvorfor pokker lærer de ikke at stave på den dersens journalisthøjskole?”

Se, det er jo helt uden perspektiv og negativ konstruktivitet.

Derimod vrisser man rimelig anstændigt, hvis man siger:

“Journalister er ikke, hvad de har været. For 40 år siden kunne de da skrive nogenlunde, men i dag kan de jo ikke engang stave til husbehov. Se nu f.eks. tekst-tv i går, hvor de skrev…bla-bla.”

Mens vi sådan sidder og vrisser, får vi det bedre og bedre. Det kan ske, at vi ved en fejl kommer til at sige noget positivt – om øllets temperatur eller sådan noget, men det sker ikke ofte.

Når vi så har vrisset af og har fået øl nok, trisser vi af hver til sit.

Parate til en ny positiv periode.

/Eric