Min kærlighed til espresso

Efter mange kopper kedelig dansk filterkaffe var min første espresso en smagsåbenbaring. Det var kærlighed ved første kop.

Jeg tror, jeg var 15, før jeg begyndte at drikke kaffe. Det var jo næsten ikke til at begå sig uden. Det krævede for mange svar på undrende spørgsmål.

Jeg vænnede mig til den bitre drik og kom til at holde af den. Indtil jeg en dag smagte espresso. Espresso var en åbenbaring af smag: koncentreret, aromatisk og næsten chokoladeagtig i konsistens. Med ét var dansk filterkaffe en mat afglans af den ægte vare. Jeg var solgt!

Det sker da stadig, at jeg drikker en kop brun tissevand, men kun hvis jeg ikke kan få espresso.

Den bedste espresso, jeg har smagt, var nok den hos bageren på torvet i Greve (Toscana) og så den på busstationen i Taormina på Sicilien; men selvfølgelig kan man få fremragende espresso overalt i Italien. Portugiserne laver også god espresso – de kalder den bare ”bica”.

Espresso er som oftest bare et fingerbøl, så det hænder, at jeg bestiller en doppio – en dobbelt. Det var nok ikke hverdagskost for servitricen på caféen nær Københavns bymuseum.

Tre kopper espresso hører til mit faste morgenritual. Det giver ordet ”øjenåbner” ny betydning.

Pling!

3 thoughts on “Min kærlighed til espresso

  1. Eric Bentzen

    @ Erik
    Servitricen er undskyldt – jeg sagde “OK” og trøstede hende.

    Ikke overraskende er Greve i Toscana venskabsby med danske Greve! Greve (Toscana) er en dejlig lille by med atmosfære af livskvalitet – “Greve, slow city” skrev de om sig selv.

    Helle faldt i staver foran en ejendomsmæglers vindue, og hvis jeg ikke havde brudt tranchen med et: “Øh, bussen kører snart!”, havde hun nok købt en toværelses med to altaner.

    Og hvad kunne der ikke være kommet ud af den historie 😉

    Svar
  2. Erik Hulegaard

    Servitricen burde expresso have “ordnet” kaffekoppen i de højkulturelle omgivelser på Vesterbrogade!

    Kommentatoren er også en stor “kaffesøster”, men veksler mellem forskelligt; dog ikke den brune urin-blanding ;-).

    Sjovt at erfare, at der også er en Greve i Toscana! 😉

    Svar

Skriv et svar til Eric Bentzen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *