Problemer er ikke udfordringer

Det er blevet moderne ledersprog at tale om udfordringer i stedet for problemer, men det er ikke udfordringsfrit at forfladige udfordringen.

Problemer eksisterer snart ikke på danske arbejdspladser. Problemer er blevet til udfordringer.

Det må være noget, man bilder lederne ind på lederkurser: at de ved at kalde en spade for en skovl kan få medarbejderne til at angribe opgaverne med proaktiv sang på læben.

Det er lykkedes managementguruerne, eller hvem det nu er, at give problemet en negativ og pessimistisk klang.

Problem er ellers sådan et godt gammelt ord, der præcist tilkendegiver, at en tilstand afviger fra det ønskelige. Problemet skal løses for at nå til den ønskede tilstand.

Hvis f.eks. en kunde får leveret et produkt, som ikke lever op til den lovede og forventede kvalitet, har producenten et problem, som skal løses. Kunden skal gøres tilfreds, man skal finde ud af, hvordan det overhovedet kunne ske, gentagelser skal forhindres osv.

Det kan være en udfordring at løse problemet, men fejlleverancen er ikke en udfordring i sig selv – det skulle da lige være for kunden, der bliver sur og utilfreds. Problemer fjernes ikke ved at kalde dem noget andet, som forfladiger alvoren.

Eksempler på problematiske erstatninger

Nogle få eksempler kan vise, hvor problematisk det er at erstatte problem (eller afledte ord) med udfordring.

  • Han har alvorlige helbredsudfordringer.
  • Lille Jens Vildbasse er et udfordringsbarn.
  • Hans forhold til konen er bestemt ikke udfordringsløst.
  • Virksomheden havde økonomiske udfordringer og gik konkurs.
  • Vi søger en udfordringsløser – en proaktiv udfordringsknuser.
  • Kønssygdomme er en udfordring, og sex uden beskyttelse er derfor udfordrende.

Man kan problematisere noget, men at udfordre er noget ganske andet, og hvis stigende fattigdom er en udfordring, er det da for min retfærdighedssans.

Det er en udfordring at udtrykke sig præcist og et problem, hvis man ikke kan. Lad os tage problemerne alvorligt og kalde en spade for en spade.

/Eric

13 tanker om "Problemer er ikke udfordringer"

  1. Ronald Nielsen

    Tak til Eric – og Hip hip hurra! for din kamp for et præcist sprog. Indlægget er skrevet for mange år siden, men budskabet stadig sørgeligt aktuelt – erfarede jeg i en diskussion forleden. “Udfordring” er desværre fortsat et meget anvendt floskel-ord, nu ikke blot inden for management-industrien og blandt “positiv tænkning”‘s pseudo-filosoffer. men også hos de “folk på gulvet”, hvis opgave det er at løse problemerne i praksis. Nu hvor vi er i gang, kan vi så ikke få aflivet en anden “smart” vending, som forpester sproget, nemlig “i forhold til”, som i dag bruges i sammenhænge, hvor vendingen ikke har noget at gøre. Ikke mindst af politikere og deres rådgivere.

    Svar
    1. Eric

      En anden aversion er det skrækkelige “fremadrettet,” men aversionerne er nok kommet for at blive, desværre.

      Svar
  2. Mikkel

    Politikere, ledere, journalister mm. taler om at vi skal “løse nogle udfordringer” og pga krisen får vi økonomiske udfordringer. Nej vi skal løse et problem og finde løsninger på økonomiske problemer. Børn, der har adfærdsproblemer har ikke udfordringer, nej de har problemer. Det er en udfordring at løse dem. En udfordrende adfærd er, når man fx tjatter til en – ikke når man opfører sig negativt. Tag ikke ja-hatten på, men den virkelighedsnære hat og kald en spade en spade.

    Svar
  3. Deborah

    Jeg kan kun sige “Amen”!!! Det er til at få fnidder af, det der skubben PROBLEMERNE ind under gulvtæppet med ordet udfordring! Vi er helt enige, kald en spade for netop det!

    Svar
  4. Hanne B. Stegemüller

    Årh undskyld Eric jeg blev så grebet af alt det NLP-pladder, så jeg i bar befippelse ikke kunne bogstavere mit eget efternavn korrekt i første indlæg. Er du sød at rette det for mig?

    Svar
  5. Hanne B. Stegemüller

    TAK – hvor er jeg dog enig! Skønne eksempler du kommer med.

    Jeg hader når en eller anden kommer stormende ind på mit ellers dejlige kontor og siger “vi har en udfordring” for det betyder “du har et problem Hanne – løs det”. Jeg troede bare kun fænomenet var udbredt i Miljøministeriets koncern, for det er det første sted, jeg selv har mødt det.

    Efter min opfattelse er det en omgang NLP-pladder (neolingvistisk programmering). Når noget er et problem, så kald det dog et problem.

    Svar
  6. Ellen

    Jeg har kæmpet imod brugen af det tåbelige ord (i den sammenhæng) i årevis på arbejdet. Som du siger, så kald dog en spade for en spade. Nu gider de da i det mindste ikke rette mig mere, når jeg siger ‘problemer’. Og de fleste sætter et skævt smil op og tydelige gåseøjne omkring, når de siger ‘udfordringer’, så måske er det ved at gå af mode igen.

    Svar
  7. Henny

    Den der med, at problemer skulle være udfordringer, irriterer også mig grænseløst. Det gør sproget mere fattigt og forplumrer tingene.

    Svar
    1. Erik Hjetting

      Du har så evigt ret.
      Det er en nem måde at fjerne problemerne på, ved at omskrive dem til udfordringer.
      For år tilbage brugtes betegnelsen “problembarn”. Hvis man skal følge strømmen, så skal “problembarn” måske omskrives til “udfordringsbarn”
      Det er meget bedre at kalde en spade for en spade.

      Svar

Skriv et svar til Erik Hjetting Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *