Som dreng regnede jeg en gang ud, at jeg ville blive 50 år i 2005, hvis jeg da levede så længe. Jeg nævner det ikke som en matematisk bedrift, men blot som noget jeg husker.
Det føltes dengang som et helt uoverskueligt åremål, en veritabel rumrejse i tid. Jeg havde slet ikke forestillingsevne til at se mig selv så gammel.
Nu er det snart 5 år siden, jeg mellemlandede på 50-årsplaneten. Jeg kan stadig se mine fødder, når jeg står op, men når jeg ser tilbage, er årene passeret hurtigere og hurtigere.
Fornemmelsen for tid ændrer sig, jo ældre man bliver.
Fortiden
Jeg har netop genlæst slægtsbogen for min fars familie, og igen får jeg en ny fornemmelse for tid. Så mange generationer, så mange liv. Det er svimlende.
De fleste spor ender i 1700-tallet med brændte kirkebøger, men enkelte går tilbage til 1600-tallet. Om de fleste aner er der kun sparsomme oplysninger om fødsler, giftermål og død, men om mine oldefædre er der en del at læse.
Den ene, Mads Peter Bentzen, var bogholder i Hvetbo Laane- og Sparekasse og blev myrdet af en bankrøver i 1917. Det var en drabelig historie, som aviserne skrev meget om.
Den anden, Jesper Nielsen, var indremissionær i Thy fra 1876. Han vandt mange af de fattige fiskere for Herren, før han døde i 1896. Det er sælsomt at tænke på, at hans arbejde på en måde lagde grunden til Hans Kirks debutroman ”Fiskerne” (1928).
Har man læst Fiskerne, og har man det mindste kendskab til Indre Mission, må man undre sig, når nogen i dag taler om fundamentalisme som noget fremmed i Danmark. De må mangle fornemmelse for fortiden.
En dag vil jeg skrive om fortiden. Den er mere end blot en fornemmelse.
Ah, Per!
Skak har aldrig krævet min tålmodighed (det skulle da lige være, når jeg tænkte: “Giv nu op for pokker!”), men også det har at gøre med fornemmelse for tid. Under et parti er jeg så koncentreret, og kampen er så intens, at tiden går alt for hurtigt.
Slægtsforskning derimod kræver timer på landevejen for at besøge arkiver, læse tingbøger med gotisk skrift og hvad ved jeg. Det kræver tålmodighed af en helt anden kaliber.
Men man kan vel sige, at al slægtsforskning starter med selvstudium 😉
En skakspiller uden tålmodighed … tja 😉
Da jeg var dreng, regnede jeg bestemt ikke med at kunne/ville arbejde, når jeg blev 50, men sådan ændrer tingene sig nemt.
Nu er man så gammel, at slægtsforskning nærmest er nærliggende 😀
Selverkendelse er en god ting! Og du har ret i, at det er en meget tålmodighedskrævende og langsommelig proces.
Ja, det kunne være spændende, men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at tålmodigheden ikke slår til.
Når du vil skrive om fortiden så skal du da i gang med at slægtsforske – og når nu det hele er lavet på din fars side, må du selv i gang på din mors side. Men pas på – det er en stærkt vanedannende og omsiggribende hobby; fx er det et par måneder siden jeg har læst i en ærlig kirkebog (kender vi nogle “uærlige”), men jeg har til gengæld fået lært en masse Photoshop 🙂