Man kan snart ikke spise noget som helst uden at få dårlig samvittighed. Maden er enten truet af udryddelse eller produceret uetisk.
Nu er det ålen, sværdfisken og den blåfinnede tun der trues af udryddelse.
Torsken fra Newfoundlands fiskebanker er for længst spist op, men i det mindste har hvalerne fået nogenlunde fred, når man ser bort fra japanernes fangst til videnskabelige sushiformål.
Men det er ikke gjort med det. Hvis lækkerierne ikke er truet af udryddelse, er de udsat for tvangsfodring, skuldersår, små bure, traumatisk transport, génmanipuleret resistens mod sprøjtemidler, konkurrenceforvridende landbrugstilskud eller sågar sødmælk.
Når man som forbruger har forvisset sig om, at den forsvarsløse ingrediens kommer fra en talrig bestand og er produceret etisk og miljørigtigt, er der stor sandsynlighed for, at den har belastet klimaet med metanprutter eller kommer fra et land, som undertrykker menneskerettighederne.
Som bæredygtig forbruger skal man holde sig orienteret og have tjek på alt fra bestandsstatistik og økologisk balance til klimabelastning og geopolitik.
Det er noget af en opgave at løfte, og derfor skal man være bæredygtig.
Jeg fik smagt tun, sværdfisk og ål før det blev for sent. Jeg har taget min bid af bestanden. Det var ikke så godt og samtidig vældig godt. Nu ved jeg, hvad jeg går glip af.
Det er næsten ikke til at bære.
@ Erik
Ja, tænk hvis det viser sig, at også fiskene belaster klimaet – det vil være skælsættende!
@ Ellen
Nej, jeg så ikke udsendelsen, du refererer til. Jeg er netop hjemkommet fra en miniferie i Rom, og dette samt de to foregående indlæg var skrevet forud, for at bloggen ikke skulle ligge død.
Jeg synes bestemt ikke, at rovfiskeri eller -drift er i orden, og indlægget var faktisk tænkt som en resignerende konstatering af, at det er ganske krævende at være forbruger, hvis man skal følge sin samvittighed.
Det ironiske ligger i, at hvis man af skinbarlig uvidenhed køber en truet dåse, skal man nok få læst og påskrevet. Fordømmelse ligger i tidsånden som knive i nattelivet.
Tilbage står, at det er vi forbrugere, som må agere. Ellers sker der intet, før det er for sent. Desværre 🙁
@ Hanne
Tak, det glæder mig 🙂
Du er en pokkers dygtig og inspirerende “sprogbehandler”. Også jeg nyder dine causerier.
Det er altid godt at sætte tingene på spidsen; specielt med det mere end anstrøg af humor, du lægger for dagen her. Jeg nyder dine causerier og jeg kan sagtens følge dig i din ironiseren, men så alligevel… Det er jo ikke i orden at drive rovfiskeri på den måde, vi så forleden dag, synes du? (Hvis det ellers er det samme, vi har set, men det har jeg lidt på fornemmelsen, at det er).
At det så åbenbart er fuldstændig umuligt at gøre noget ved, når ikke engang lovgivning har nogen effekt – jah, så kan man ikke meget andet end ryste på sit hoved. Og blive vegetar.
Eet af tidens ulidelige buzz-words er “bæredygtighed”. Et andet er “momentum”.
Med indlæggets udmærkede vinklingér står tilbage, at fiskehandleren fremover må have en længerevarende universitetsuddannelse, dog som minimum ph.D. i metanprutter, før jeg tør købe rødspætte i forretningen.