Svigtende vandtryk og stigende blodtryk

Pludselig kan vandhanen i køkkenet kun svagtisse. Hvad er der sket? Er den gal med hanen, eller…?

Jeg lukker for den spinkle stråle og farer ned til vanduret i kælderen. Nej, det står helt stille, så ingen rør fosser i det skjulte.

I badeværelset på 1. sal kommer der slet ikke vand. Trykket kan ikke løfte de ekstra meter.

Køkkenhanen pibler stadigt svagere, og vi begynder at hamstre i spande og skåle. Hvem ved, hvornår vandet forsvinder helt, og hvornår det kommer tilbage?

Sidst vi fik skiftet vandur, antydede blikkenslageren, at stikledningen ude fra vejen led af åreforkalkning. Har den mon fået en blodprop?

Mens vi spiser, tænker jeg på, hvornår blikkenslageren mon kan komme, og hvad vi skal gøre indtil da uden vand. Og hvor er det træls, hvis der skal graves op.

Jeg håber så inderligt selvisk, at det er vandværkets pumpeværk eller sågar et ledningsbrud, så hele bydelen er tørlagt. Bare problemet ikke er her i huset.

Da de sidste tortellini er gledet ned, er vandtrykket gledet op. Alt er normalt igen. Pyha!

Jeg ved nu, at vandtryk og blodtryk er omvendt proportionale.

3 tanker om "Svigtende vandtryk og stigende blodtryk"

  1. Ellen

    Vi har ikke prøvet det i DK, men kender det så glimrende fra Sverige, hvor vi har prøvet at løbe tør for vand – om sommeren pga. decideret mangel på vand og om vinteren pga. frost.
    Så er vi meget glade for naboens gammeldags vandpumpe, som endnu ikke er hverken løbet tør eller frossen.
    Det værste er at mangle vand til toiletskyl, for husholdningsvand kan man få mange steder fra i nødtilfælde.
    Jeg forstår så glimrende jeres nervøsitet og hyggede mig over dit nyopdagede forhold mellem vand- og blodtryk. Det er garanteret aldrig blevet undersøgt systematisk 🙂

    Svar
  2. Eric Bentzen

    @ Hanne
    Ja, humøret var langt nede en overgang, og igen blev man mindet om, at der er så mange ting i hverdagen, man tager for givet, indtil…

    Svar
  3. Hanne B. Stegemüller

    Pyh ha! Sikke en forskrækkelse. Nogle gange kan man tillige blive forskrækket over, hvor dejligt egoistisk man kan være for at redde eget skind. Bare hele bydelen mangler vand… Vi kender det alle, men kan/vil/tør ikke altid “stå frem”.

    Svar

Skriv et svar til Hanne B. Stegemüller Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *