Fyringer og modløshed

Endnu to kollegaer er sagt op. Knalddygtige folk jeg har arbejdet sammen med i mange år. Det er så deprimerende. Så træls.

Organisationsændringer, effektiviseringer, outsourcing, krisetider, køb, salg. Jeg har efterhånden oplevet det så mange gange: Store fyringsrunder, små runder og klatfyringer.

Hvad baggrunden end er, kommer der hver gang en tågebanke af grå modløshed og irrationel dårlig samvittighed. Man kender jo de mennesker og kommer til at savne dem. De er ikke statistik.

 

4 thoughts on “Fyringer og modløshed

  1. Stegemüller

    Du har min fulde forståelse – og medfølelse. Fyringer lægger sig som en sky over en organisation, og vi, der er tilbage, skal finde en måde at komme videre på uden de to, fem eller 100 kolleger, vi har mistet. På en af mine tidligere arbejdspladser har jeg oplevet, at vi fyrede 80 i 1. runde og ca. 20 i 2. runde (eller også var det omvendt). Samlet set svarede det til godt en trediedel af organisationen. Det tog lang tid, før vi var på fode igen!

    Svar
    1. Eric Bentzen

      @ Stegemüller
      Tak! Jeg anfægter ingenlunde, at det kan være nødvendigt. Det er bare så deprimerende, og det bliver værre for hver gang.

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Kan sagtens forstå din aktuelle frustration. Jeg har selv i min erhvervsaktive tid måtte fyre folk for at holde “bundlinie” og besparelsesprocenter. I starten var det “nemt nok”, fordi der var afgang for nogle mindre dygtige/sympatiske. Senere blev det værre, da det gjaldt “gode folk”, faglige som menneskelige.

    Hele den proces omkring “fyring” er dybt ubehagelig for alle parter. Og for mange (de fleste?) sætter det sig som en “mental livsvarig myose” med lablen “Jeg var ikke god nok længere”!

    I lidt større virksomheder/organisationer var der ofte nogle “sinecure-poster”, men også de er barberet væk i den hellige bundlinies navn.

    Forhåbentlig bestemmer du selv, hvor længe (endnu) du sidder på “pinden” 😉 !

    Svar
    1. Eric Bentzen

      Du misforstår måske. Det er ikke mig, der har fyret nogen. Gudskelov. Men du har helt ret i det, du skriver: Det er hårdt for alle.

      Men hver gang tror man, at nu må det da være slut, og det er det så ikke. Deraf modløsheden.

      Jeg bestemmer suverænt, hvornår jeg vil forlade pinden, men andre kan komme mig i forkøbet – det har jeg ingen indflydelse på.

      Svar

Skriv et svar til Eric Bentzen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *