Mental opvarmning med ferieplanlægning

Mens sneen vælter ned og strammer sit kolde greb, holder jeg den mentale varme og ligevægt ved at planlægge ferier i det kriseramte Sydeuropa.

Kald det bare feriekrisehjælp.

Snart skal vi til Tenerife på antivinterkullerkur. Det var godt sidste år, og Puerto de la Cruz på nordkysten var ikke så ”turistet” som frygtet. På denne årstid kan De Kanariske Øer blive ramt af møgvejr, men jeg skal i det mindste ikke skovle sne.

Restferien overvejede vi at bruge på en forlænget weekend i Riga, men Riga er nok for kold i marts, så vi har i stedet købt billetter til Rom.

Rom bliver vi aldrig trætte af, og vi skal bo i det dejlige Monti-kvarter. Vi har ikke boet på hotel Raffaello før, men det ligger godt og får gode anmeldelser. Nogle amerikanere brokker sig over brusekabinens størrelse, men det kan min livvidde ikke tage alvorligt.

For nogen tid siden så jeg, at SAS fløj til Sicilien for rimelige penge. Vi besluttede derfor, at det i maj kunne være rart med en uge i det historisk spændende Syracusa og en uge i Giardini Naxos lige syd for Taormina. Således kombinerer vi det nye og spændende (Syracusa) med det velkendte.

I går opdagede jeg så, at SAS ikke længere har Catania som destination. Cimber flyver dertil, men lander så sent at den sidste rutebil til Syracusa er kørt, hvis der tilstøder den mindste forsinkelse. Cimber flyver også så sent hjem, at det kræver overnatning i København.

Så nu ligner det i stedet returbilletter til Rom med indlagt tid på udturen, så vi kan nå at få vores bagage og checke ind hos Alitalia, der har mange afgange til Catania. Det er ikke til at undgå en overnatning på hjemturen, men den kan vi så tage i Rom i stedet for København og samtidig få en dag ud af det 🙂

Sensommerferien til Grækenland er også på tegnebrættet. Det nye islæt bliver nok den lille ø Tilos mellem Kos og Rhodos. Der bor omtrent 300 sjæle og en masse geder (mums!).

Hvis vi flyver til Kos, kan vi overnatte og så snuppe den ugentlige færge. Efter en uge går der færge fra Tilos til Kalymnos, og så er vi kun en taxitur fra pragtfulde Telendos. Igen: noget nyt kombineret med det velkendte.

Det blev et noget længere indlæg end normalt, men der er også lang tid til september, og det har sneet længe. Hvornår holder det mon op?

 

8 tanker om "Mental opvarmning med ferieplanlægning"

  1. Stegemüller

    Yes – det var en blogpost, der ville noget! Sol, varme og nye destinationer kombineret med det trygge. Jeg læser mellem linierne, hvorledes du – og sikkert også din hustru – har hygget jer med at få hele logistikken på plads. To sæt arbejdsgivere, der skal gå ind for at I holder jeres ferie “skævt”?, er der nu en færge?, passer flytiderne?, skal overnatningen være i København eller i Rom? Herlige småbekymringer som man kan bruge lang tid på internettet på at løse.

    Jeg ønsker jer begge en god ferie!

    Svar
    1. Eric

      Tak for ønsket Hanne 🙂 Og ja, jeg hygger mig med disse puslespil, hvor man skal have check på, at den sidste rutebil kører kl. 20:40. Internettet er virkelig en gave, som tillader en at skræddersy en rejse til mindste logistiske detalje og samtidig vide, hvor meget plads man har til det uforudsete og spontane.

      Svar
  2. Erik Hulegaard

    Riga i marts. Det lyder da, som om selv Riga-balsam (smager sjovt) ikke engang er nok til at få varmen.

    For en Italiens-elsker som blogejeren er Rom et naturligt (og sikkert) valg. Det samme er de næsten 100 pct. solsikre Canarie-øer, herunder den smukkeste Tenerife. Efter hjemkomsten fra Canarie-øerne er det rart i det kolde og mørke DK-9000 at tænke på næste feriekalenderkrydser i form af (Rom) samt mere lunt og solrigt Sicilien og senere en ny græsk ø Tilos!

    Kan sagtens forstå “ferie-logikken” :-))))

    Svar
    1. Eric

      Rart med forståelse 🙂 De fleste plejer at udbryde:

      “Skal I nu på ferie igen?”

      som om vi har mere ferie end andre. De glemmer helt, at vi fører et nøjsomt liv uden børn og bil og troligt knokler, når de er på ferie i skoleferien, hvor det er allerdyrest, varmest og mest overrendt.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    @Per# 051210-1503:
    Det smut har man ventet længe på, medens is og fugle beses på din blog. Nu må der snart komme nogle små lækre thai´er osv. 😉
    Og god ferie!!

    Svar
  4. Per

    I overmorgen når jeg smutter til Thailand 😉
    Ellers var det lige et indlæg til at holde varmen i disse arktiske tider.
    God ferie 😀

    Svar
    1. Eric

      Jo tak Per – i lige måde! I Thailand kan du tilmed få hot varm mad, så der er dobbelt varmesikring 😉

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *