Jeg står ved kassen i Brugsen og skal have løgene i nettet. Da jeg tager fat i løgene, er der hul i nettet, altså nettet med løgene, altså nettet som løgene var i, før de så deres snit til at hoppe ned på gulvet og rulle væk det bedste de har lært i planteskolen.

Tililende kunder indfanger springløgene og aflever dem, før jeg kan sige: ”Halløj, zittauerne zmuttede zørme!”

Løgene kommer i nettet, indkøbsnettet altså, og nu ligger de bag tremmer i en kurv i et lukket køkkenskab og afventer deres skæbne efter flugtforsøget. Den bliver grum, kan jeg forsikre, og jeg vil ikke fælde en tåre, når det sker.

Før jeg rister dem over en sagte ild, skal jeg bare gøre op med mig selv, om de skal rives, hakkes eller snittes.