Farfar var møbelsnedker og viste mig en dag sit svendestykke. Tilsyneladende bare et lille bord med skuffer, men i virkeligheden ren magi.
Farfar ved sommerhuset i Blokhus, 1960
Nu jeg er ved minderne, må jeg hellere fortælle historien om farfars svendestykke.
Min farfar, Carl Oluf Rosenius Nielsen, var allerede en gammel mand, da jeg kom til landet i 1959, og han boede stadig i huset i Kærby, min fars barndomshjem.
Han var møbelsnedker og havde haft eget værksted i Aalborg. Som min far skrev i sine erindringer, var farfar en fantastisk dygtig håndværker, som kunne lave alt med sine hænder. En gave, jeg desværre ikke har arvet.
Det var vel omkring 1964, han trak mig ind i sin hule på 1. sal og viste mig sit svendestykke. Jeg husker ikke, hvordan det præcis så ud, men det var et lille bord med skuffer.
Bortset fra at det var håndværk med en finish, man i dag kun ser på antikviteter, var det et lille og uanseeligt bord. Ikke just prangende.
Barneøjnene anno 1964
Men bordet bar på en hemmelighed: For mine måbende barneøjne afslørede farfars snilde fingre det ene hemmelige hulrum efter det andet.
Jeg husker ikke, hvor mange der var, men det var mange, og de var skjult overalt i det lille møbel.
Intet kunne ses med det blotte øje, så fint var sammenføjningerne lavet, og kun ved at trykke og dreje helt bestemte steder og vistnok også i den rette sekvens, kunne man afsløre og åbne de hemmelige rum.
Det var ren magi, og jeg var tryllebundet.
Om det magiske bord eksisterer i dag, ved jeg ikke, men man kan jo håbe. Hvis det gør, gad jeg nok vide, om ejeren kender til hemmeligheden.
Sådan et bord gad jeg godt finde, det er jo næsten magi 🙂
Ja, det med hemmelige rum taler til fantasien!
@ Erik, tak for rundturen, og vi blir’ vel alle nostalgiske en gang imellem 😉
@ Ellen. Formentlig gik bordet i arv, men om hemmeligheden også gjorde, er et åbent spørgsmål. Bordet var ganske rigtigt som et romanmysterium. “Tror du, der er fler’?” – og det var der!
Hvor er det synd, når sådant et helt unikt møbel en dag ikke er i familiens eje mere.
Din nostalgiske beretning sendte mig lige tilbage i barn- og ungdommens spændings- og kriminalromaner, hvor der næsten altid ‘deltog’ et eller andet møbel med et skjult rum, som gemte på hele hemmeligheden.
Jeg ville også have været totalt tryllebundet med sådan en farfar 🙂
Blogejeren er sandelig i det nostalgiske hjørne ved indgangen til anno 2011. Familierødderne bliver gravet fri og vi læsere får et interessant indblik i fortidens generationer.
Det gælder også billeder af blogejeren som ca. 9-årig (ovenfor) og for dem, der klikker videre til Canada-årene også een af blogejerens allerførste måltider i området af en af verdens mest multikulturelle byer, samtidig Canadas største by . 😉
Et bord er ofte et samlingspunkt og en platform for måltider og tanker. Der er langt fra Kærby via den verdensberømte Yonge Street til nutidens Vesterbro i Danmarks 4de største by ved indsejlingen til “Klisterkanalen”.
Spændende (gen-)læsning af blogejerens faders liv; genkendes den rastløse (?) trang til rejser hos junior?
Carpenter eller Engineer blev ikke efternavnet for blogejeren, derimod det solide danske Bentzen, men procestekniker- og de analytiske kompetencer i s/h kunne givetvis også have været velkommen andre steder, f.eks. i Philips hovedkvarteret i den nederlandske by Eindhoven ( i dette århundrede Amsterdam)!
Det magiske bord – gode refleksioner!