Bedst som vi sad i skyggen og nød, at der var for varmt til at lave noget, trak det op med skumle skyer, og så kom der regn. Meget regn.
I starten var det ikke værre, end at vi bare rykkede ind under terrassens halvtag, men så tog det til i styrke. Afløbet på terrassen opgav ævred, og vandene steg, så vi måtte rykke indendørs.
Det væltede ned, og det var til ringe trøst, at det iflg. DMI var værre i København, dengang du ved nok. Det var slemt nok, og det er i den slags vejr, at afløb og tagrender skal stå deres prøve.
Det gjorde de så – og dumpede. Som allerede nævnt svigtede afløbet på terrassen, hvilket dog ikke afstedkom ulykker. Værre var det med afløbet i en af lyskasserne og tagrenden ovenover.
Tagrenden sendte kaskader ned i lyskassen, hvor vandet steg så meget, at det begyndte at pible ind ved kældervinduet. Jeg måtte i al hast ud at øse med en gulvspand i den ene hånd og en paraply i den anden (og nej: Paraplyen brugte jeg ikke til at øse med).
Gennem kældervinduet kunne Helle tørfodet heppe på min kamp mod vandmasserne. Senere prøvede jeg at rense afløbet, men nej. Dette er ikke et gør-det-selv-job. Det er et decideret få-andre-til-at-gøre-det-job.
Det kalder på højtryksspuler, slamsuger, nye tagrender og nedløbsrør. Og nu vi er ved det, skal der også nyt tag på udestuen. Det sidste kræver dog mere planlægning.
Nå, men nu skinner solen igen, og jeg fik afløb.

Nej, vi fik ingen skader, men der forestår kontakt til afløbsrensere m.v. Jeg er blot glad for, at det skete i en weekend, hvor vi var hjemme.
Puha, Eric – så var det jeres tur! Jeg håber ikke, I fik alvorlige vandskader, men at det kan klares med lidt forebyggende arbejde inden det næste skybrud indfinder sig. For det gør det sandsynligvis, siger de kloge.
Det er ikke rart, når udstyret ikke står sin prøve! og det lyder dyrt!
Nej, det er ikke så rart, men har man hus, kommer vedligehold oveni huslejen. Sådan er det bare, og det piver jeg ikke over. Jeg er mere træt af bøvlet med at skulle aftale tider, tage fri fra arbejde og have folk rendende.