Der er saft og kraft i et gammelt udtryk som “en skæbne værre end døden,” men hvor kommer det egentlig fra? Tarzan? Vi løfter lidt af sløret.
Hades bortfører Persefone. Værre end døden?
Når jeg støder på gamle udtryk som ”på herrens mark” eller ”en skæbne værre end døden,” spørger jeg undertiden: ”Hvor kommer det egentlig fra?”
Så mens det rødglødende aktiemarked holder weekend, har jeg brugt tid på den grumme skæbne.
Vendingen blev i 1800-tallet brugt som eufemisme for voldtægt. En kvinde, der ikke kunne gå jomfruelig ind i ægtestanden, var bare færdig. Det var dengang.
I dag vil teatralske sjæle måske bruge udtrykket om forfærdelige sygdomme, hvor man visner hen uden selv at kunne gøre en ende på det, og mindre alvorligt kunne det beskrive frygten for, at zapperen går i udu, når Jesper Langballe toner frem på skærmen. Ord og vendinger ændrer betydning.
Den grumme skæbnes oprindelse
Men hvor kommer udtrykket egentlig fra? En søgning på dansk giver ikke det store udbytte, så jeg søgte på den engelske pendant, ”a fate worse than death”.
www.phrases.org giver Edgar Rice Burroughs æren for, at vendingen blev almindelig i sin nuværende form, da han i sin meget læste ”Tarzan of the Apes” (1914) skrev, at aben:
”[…] threw her roughly across his broad, hairy shoulders, and leaped back into the trees, bearing Jane Porter away toward a fate a thousand times worse than death.”
Det var lige godt pokkers – har Tarzan bidraget til den sproglige udvikling?
Nej, for det passer ikke. Citatet genfindes i hvert fald ikke i den udgave, man kan downloade hos Project Gutenberg. Her står:
”[…] and leaped back into the trees, bearing Jane away.”
Punktum. Det står heller ikke i den danske oversættelse, som vi er de lykkelige ejere af; men måske stod det i en anden udgave? Mærker du litteraturhistoriens vingesus?
Jeg søgte videre og fandt, at vendingen blev brugt i flere victorianske romaner, og mon ikke udtrykket har fundet vej til dansk via oversættelser. En meget tidlig version findes i Dorothy Osbornes kærlighedsbreve til Sir William Temple (nr. 35, 1653):
“[…] when they killed themselves to avoid misfortunes that were infinitely worse than death.”
Så kom vi da 358 år tilbage, og så gik tiden med det, men vendingens oprindelse forbliver uklar indtil videre, for nu må jeg stoppe, inden læsertallet går samme vej som aktiekurserne, og bloggen lider en krank skæbne.
Det er altså ikke kun Google, der er min ven 🙂
Jeg har åbenbart ligget på mit grønne øre, da jeg ledte… men du fandt frem til et resultat – tusind tak for det.
Nej, det er det ikke 🙂 Og det var virkelig så lidt: Siden ringede på som en af de første, da jeg søgte, så Google har nok bare reorganiseret siden dine anstrengelser.
I øvrigt er “på herrens mark” formentlig af nyere dato, men det er en anden historie…
Billedet af Jane, der bliver slemt afsted med af en stor viril hanabe, kunne ellers godt sidestilles med en skæbne meget tæt på – og for en victorianer definitivt – værre end døden. At Tarzan i denne – og en victoriansk – sammenhæng skulle være et væsentligt mere positivt alternativ er mig dog lidt uklart.
Jo da, for Tarzan er ikke blot abernes konge – i virkeligheden er han jo Lord Greystoke og har dermed både gods og gener af ædel byrd. Bedre parti kan man næsten ikke forestille sig for en victoriansk ungmø.
Meget interessant – lige sådan noget, jeg sluger råt. I dag bruger man vist kun udtrykket, når man bevidst vil være lidt teatralsk i sit udtryk.
Men… kan du så ikke også lige finde ud af, hvor vendingen ‘at skrive sig noget bag øret’ stammer fra? Det lovede jeg (i en kommentar ovre hos mig) at google – har også gjort det, men helt uden held. Jeg har brugt laaang tid, så det er jeg åbenbart ikke så smart til, som jeg troede, jeg var 😉
Selvfølgelig – altid til tjeneste. Sprognævnet har et bud her, og jeg kommer næppe nærmere end dem.
Dog vil jeg tilføje, at mange tror, at de husker det bedre, hvis de skriver med grønt.
Ja stop endelig – eller lad os grave lidt i hvordan man finder på sådanne udtryk: Jeg tror du har ret i at det er trykimprægneret med Victorianisme. Sikker nok, ja. De havde jo den tankegang, officielt, at sex var værre end døden, med mindre man kunne gennemskue meningen med alle de indskrænkninger, der var i den sexuelle aktivitet.
I min yndlingsfilm med drejebog af Harold Pinter, “The French Lieutennant’s Woman”, er der en scene hvor skuespillerne studerer Victorianismen og regner lidt: Antallet af prostituerede i London var stort og der var et andet tal, de to tilsammen betød at hver Londoner gik til en prostitueret en gang om dagen eller noget. Det var helt vildt, hvis de tal var bare nogenlunde rigtige. De damer, der blev glædespiger, var ofte “faldne” barnepiger eller tjenestepiger. Hende, der står på molen og kigger på det voldsomme stormvejr (spillet af Meryl Streep) er sådan en kvinde med lidenskaber, og hun drømmer om denne franske løjtnant, selv om han ikke eksisteret, måske er han en erindring fra hovedgaden, måske er han bare et billede.
Så udtrykket “værre end døden” kan meget vel være opstået flere steder på én gang. Så meget for Victorianismen. 🙂
Ja, man skal prædike moral for at kunne være dobbeltmoralsk!
Sådan, det er SÅ godt sagt 🙂
Kære Eric
Din blog vil aldrig lide en krank skæbne, så opfindsom som du er i dit emnevalg. Jeg har det som Lars, jeg vil lægge en hammer klar, hvis remoten går i stykker og Lanballe eller anden DF’er pludselig skulle tone frem i min stue.
Ja, det er ikke sikkert, man kan nå at hive stikket ud, før det er for sent. 😉
For pokker Eric……det gik fint, indtil du nævnte skrækeksemplet med Jesper Langballe….det kostede på stedet og uden tøven en 9,8% Hancock Gambrinus Dark, og fremover har jeg en hammer liggende klar ved siden af TV´et, HVIS uheldet skulle være ude!!!!
Lars, det lyder som en god og pålidelig gør-det-selv-løsning. Vi har jo alle vores fobier!