Prikkerunde og fokus

Så skete det igen. Organisationsændring. Prikkerunde. Kabalen lagt på en ny måde med kort i overskud. Der er lagt en del kabaler gennem årene.

Cheferne informerer: konkurrencehensyn, tilpasningsevne, omkostninger og fokus. Det er sikkert rigtigt – det er jo det, de er ansat til at holde øje med.

Det er bare så pokkers abstrakt i forhold til fyresedlerne. Der røg ikke så mange denne gang, men lige deprimerende er det. Man føler den der dårlige samvittighed over, at man selv gik fri. Følelsen er aldeles irrationel, men den er der alligevel. Hver gang.

Mens cheferne informerer, sidder jeg stille og irriteres over den gentagne brug af ordet ”fokus”. Alle har fået flere og flere opgaver, og fokus på alt er per definition meningsløst.

Fokus er at rette særlig opmærksomhed mod noget, og man kan i sagens natur ikke rette særlig opmærksomhed mod alt. Så er opmærksomheden ikke længere særlig.

Det er måske ”bare” ord, men præcis kommunikation kræver præcise ord. Ellers ryger fokus, og næste gang udløser ordet blot skuldertræk.

Det var en rigtig træls dag. Farvel til kollegaerne. Og tak.

 

19 thoughts on “Prikkerunde og fokus

  1. Stegemüller

    Sådan en dag er altid trist og mærkelig. Selv er jeg også lige blevet prikket, men det var kun mig og fordi man var utilfreds med mit fravær og min indsats i det hele taget. Jeg har endnu ikke kunnet tage mig sammen til at skrive et blogindlæg om det – det er som om det skal lidt mere på afstand, før jeg kan skrive ‘neutralt’ om det.

    Svar
    1. Eric

      Kære Hanne

      For pokker da også! Øv hvor træls. Der er ikke noget at sige til, at du skal have det mere på afstand, før du sætter sejl igen. Varme hilsner herfra.

      Svar
  2. Lupo

    Det Ellen siger.
    Man kan godt i sådan en situation få ondt af dem, der ellers “slap denne gang”
    – Nu skal færre hoveder og hænder nå opgaverne, som nok ikke er det: Færre
    Suk…

    Svar
    1. Eric

      Det er jo så der, den nye kabale skal vise sin styrke – at den kan gå op med færre kort. Den gamle kan i hvert fald ikke…

      Svar
  3. Madonnaen

    @ Eric

    Av, for den da…næh, du har ret, den kan faktisk kun bruges i matematiske discipliner, for ellers duer den ikke, kun hvis man vil løbe fra noget.;-)

    Svar
  4. Madonnaen

    Pyhaaa… trist at befinde sig i en sådan atmosfære, og så lige før ferien, selvom det jo naturligvis er værst for den ‘prikkede’.

    Kan heller ikke fordrage alle de smarte managementord, der ikke gør tingene bedre, men udelukkende er til irritation.

    Har bemærket brug/misbrug af at skulle ‘fokusere’ på alt muligt, førhen kunne nogle ikke sige en sætning uden ‘alt andet lige’ forekom.;-)

    Svar
    1. Eric

      “Alt andet lige” er mit yndlingsudtryk! Så kan ingen hænge mig op på noget, for det er det jo aldrig undtaget i algebra og den slags 😉

      Svar
  5. Ellen

    Øv.
    Det værste er næsten, at den samme mængde arbejde derefter ofte skal udføres af færre personer, men så længe folk parerer ordre, måske af frygt for ellers at blive fyret, har ledelsen jo frit spil. Næsten.

    Svar
  6. Petaas

    Underlig dag at komme tilbage fra ferie, totalt uvidende om hvad der skal foregå, finde så stille ud af at der er en “runde” igang. Er man selv “byttet” denne gang, da man ikke vidste en pind på forhånd. Tiden gik og melding om at alle der skulle fyres nu var prikket. Man følte sig lettet over at slippe, dette blev så ret hurtigt afløst af en forvirring over hvor kasketterne var placeret i fremtiden. Mange opgaver og daglige rutiner skifter plads denne gang.

    Svar
  7. MIKE

    Hej Eric
    Ja man møder jo op til en hvad man venter er en “normal” arbejdsdag ! forbereder sig til møder og pludselig render chefen ligbleg rundt og prikker folk på skulderen tydelig utilpas ved situationen .. og så er hele dagens program vendt på hovedet, og før man ved af det har man fået en ny kasket.

    Nu bliver det jo så spændende og se om den nye “flade” organisation kommer til at fungere som det var tiltænkt ??

    Bare man havde haft ferie i denne uge 😉

    Svar
    1. Eric

      Ja MIKE, havde man bare haft ferie. Det er altid interessant, om nye organisationer kommer til at virke efter hensigten. Man får sjældent det endelige svar, for når tingene efter 2-3 år igen begynder at fungere med færre folk og nye kasketter, starter det som regel forfra. Så ved man ikke, om det er fordi, det ikke fungerede efter hensigten, eller om det er fordi virkeligheden har overhalet hensigten.

      Og det er lidt underligt, for begrundelserne er altid et ekko med kun små variationer (konkurrencehensyn, omkostninger, fokus osv.).

      Svar
  8. Erik Hulegaard

    Erindrer, da blogejeren fortalte om sidste fyringsrunde. Der kommer måske flere i takt med, at “konjukturerne kræver den nødvendige tilpasning”.

    Med “focus” på de fyrede – var det overraskende eller forventet og/eller blev modtaget med resignation eller vrede eller gråd?

    Svar
    1. Eric

      For mig var det overraskende og bekymrende, når jeg tænker på dem i min sfære. Man spekulerer uvilkårligt på, hvordan den og den opgave nu skal løses, og hvad de menneskelige omkostninger bliver herved.

      Reaktionerne er altid blandede, og meget gemmes med garanti, til man er kommet hjem i hulen, hvor man kan slikke sårene.

      Svar
  9. Inge

    Øv.. den slags dage trækker tænder ud. Du har ret, man får den der underlige og ubrugelige følelse af dårlig samvittighed over at være med på holdet endnu.. Det skal du nok ikke have fokus på.. 😉

    Svar
    1. Eric

      Ja, øv. Der er kun fokus på følelsen som irrationel. Jeg ved af erfaring, at det går over. Det bliver altid hverdag igen, blot er hverdagen en anden.

      Svar

Skriv et svar til Eric Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *