Vi sidder på terrassen på hver vores side af bordet. Jeg rækker hånden over mod Helle i en øm gestus, og kærlige fingerspidser mødes.
”Michelangelo” siger jeg, og vi griner. Det berømte billede (fra det Sixtinske Kapel) er ikke helt ved siden af som illustration, men jeg kan dog forsikre, at jeg har mere tøj på.
Man ligger for pokker ikke i adamskostume på terrassen i september, mens mørket falder på.
Årh, hvis du føler dig varm nok, er det vel ikke noget problem med årstiden?
Sagt i al fortrolighed er jeg ret kuldskær.
Vi så det godt. Med et blev der sådan et klart lys på himmelen nordpå, bare i et øjeblik….
🙂