Nye stillingsbetegnelser. Dansk er en svær en #23

Gastronomer er astronomer, der spiser stjerneskud. Nye stillingsbetegnelser og betydninger gør dansk til en svær en. Her kan du se eksempler.

Professionernes endelser er mange. Der er fx loger, nomer, ører, anter og ister. Hvor loger og nomer lugter af videregående uddannelse, er brugen af fx ører og anter mere liberal.

Sproget er i stadig udvikling, og her følger nogle eksempler på nye stillingsbetegnelser eller gamle, som har fået ny betydning. Der er mest tale om specialister.

  • Autonom: Bilsagkyndig. Kan trods nom-endelsen godt være autodidakt.
  • Ergonom: Logiker.
  • Indenom: Specialist i indeklima.
  • Metronom: Taktfuld specialist i undergrundsbaner.
  • Auditør: Audi-reparatør.
  • Markør: Landmåler med speciale i landbrugsejendomme.
  • Operatør: Operaarrangør.
  • Analog: Rectumspecialist.
  • Epilog: Seismolog med speciale i epicentre.
  • Urolog: Specialist i mobiler, men bruges også om børnehavepædagoger.
  • Weblog: Specialist i www.
  • Drabant: Specialiseret kriminaltekniker.
  • Ekstravagant: Instruktør i fysisk genoptræning.
  • Galant: slang for psykiater.
  • Medisterforeningen: DJØF.

Økolog, økonom og økonoma er hæderkronede professioner, som har det tilfælles, at de ikke vil sætte noget til. En kendt restaurant med høje priser har derfor strøget det med øko, så den kun hedder Noma.

Ovenstående er blot et udpluk. Der er mange flere, som jeg ikke taget stilling til.

 

4 tanker om "Nye stillingsbetegnelser. Dansk er en svær en #23"

  1. Henny

    Jeg lod mine kursister på Sprogcentret læse dit indlæg om stemmegaffel, valgflæsk og hvad har vi. De kunne faktisk godt se det sjove i en hel del af det. Men dette indlæg er for avanceret. Det vil jeg holde dem langt væk fra! 😆

    Svar
  2. Ellen

    Haaahaha – den kommer direkte på opslagstavlen uden for mit kontor, så folk kan stå og grine, mens de venter 😀
    (Hvis det er okay med dig?)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *