Igen og igen hører vi påstanden om, at der er flere på offentlig forsørgelse, end folk der arbejder. Men passer det, eller er det bare spin?
Vi bombarderes med ”fakta,” som spændes for den ene eller anden politiske vogn, men ofte er disse ”fakta” uden skygge af dokumentation.
Fx påstår Magrethe Vestager, at mere end halvdelen af befolkningen er på offentlig forsørgelse. Andre siger, at det er flere, end der er folk i arbejde.
Men kan det virkelig passe, eller er det udokumenteret spin? Lad os spørge Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet. Det kan vel ikke være så svært at finde ud af.
De nyeste tal fra Danmarks Statistik siger, at der er 5.579.204 indbyggere i Danmark. Halvdelen heraf er 2.789.602. Altså er mindst 2.789.602 + 1 på offentlig forsørgelse, hvis påstanden passer.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet var der 2.763.000 personer i beskæftigelse i 3. kvartal 2011. Nu er det tal nok afrundet, men pyt, det rykker ikke det store.
Der er 3.628.235 personer i den såkaldt arbejdsdygtige alder, 15 – 64 år. Lad os se bort fra, at man ved lov nu har udvidet dette åremål til 67 år – det ændrer intet. Af dem er 3.628.235 – 2.763.000 = 865.235 uden beskæftigelse, fordi de studerer, er på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension osv.
Lad os bare antage, at alle 865.235 er på offentlig forsørgelse, selvom det ikke er tilfældet.
Oven i disse personer har vi 961.748 personer over 64 år. Lad os bare antage, at de alle er på offentlig forsørgelse, så har vi i alt 865.235 + 961.748 = 1.826.983 personer på offentlig forsørgelse. For at nå op på de magiske 2.789.603 mangler vi altså 962.620 personer.
Disse kan kun findes blandt børn under 15 år, da alle 15 – 108-årige er ”brugt”.
Der er 989.221 børn under 15 år, og hvis påstanden passer, er 97,31 % af alle børn under 15 altså på offentlig forsørgelse. Tager man den alternative påstand, at der er flere på offentlig forsørgelse, end folk der arbejder, er det 94,62 % i stedet for 97,31 %.
Hvis Magrethe Vestagers (og andres) påstand passer, har folk i beskæftigelse foruroligende få børn.
Nu kan der selvfølgelig være usikkerhed om, hvordan man præcis opgør antallet af folk i beskæftigelse og på offentlig forsørgelse, men for at sige det diplomatisk forekommer det mig, at påstanden har ringe troværdighed.
Det er vist mere troværdigt at påstå, at nogle politikere har et liberalt forhold til sandheden, hvis det kan fremme deres politiske mål.
Pingback: Mette Frederiksens usande påstand
politikere og offentligt ansatte bør vel også tælles med når man regner med folk på
Overførselsinkomst
@Eric og Niels.
Yep. Kunne ikke have være mere enig.
Vedr. Førtidspension. I dag hedder det sig, man ikke kan få førtidspension, hvis der alene er tale om fysisk nedslidning/arbejdsskade. Min egen sag er et udmærket eksempel. Jeg kom til skade på mit arbejde i 1992!. Siden da, har jeg været on and off på arbejdsmarkedet. Jeg har været forsøgt revalideret, og haft 2 fleksjob. Intet af det har jeg kunne fastholde, da jeg år tilbagefald, og min ryg skade bliver værre for hver gang. 5 overlæger, i hver sin ende af landet, har anbefalet pension.
Næstved kommune siger nej. Jeg har et par gange mistet min og min søns bolig, da kommunen flere gange har taget mine dagpenge, og sat mig på kontanthjælp. Man vil ikke yde mig hjælp til at blive boende, da det kun er den forældre, der har barnet tilmeldt på adressen, der har ret/krav på hjælp. Det selvom jeg har del i forældremyndigheden, og han bor hos mig 5 dage hver anden uge. Dermed skal jeg både betale bidrag til hans mor, og hun får samtidig børnechecken, mens han spiser hos mig de 5 dage hver anden uge. Man skulle ellers mene at leverpostej, og lokumspapir, koster det samme for far, som for mor!.
Kan i i øvrigt huske det byrådsmedlem fra Næstved kommune, (Samira Aziz), fra Irak, der udover at sidde i byrådet, hævede førtidspension, samtidig med hun pendlede mellem Danmark og Irak, hvor hun stillede op til parlamentet, efter sadam?. Nuvel, – hun blev bedt om at tilbagebetale 800.000,- til kommunen, da hun nu fik ca. 20.000.000,- i Irak, som hun så skulle klarer sig for, og ganske vist betale bodyguards, samt chauffør. Men mon ikke der var råd til det også?..
Jeg forsøgte at få at vide, hvad hun fik førtidspension for, da jeg mente det ikke kunne være så slemt, når hun orkede at sidde i byrådet, og føre valgkamp i Irak samtidig. Men ak. Den slags bliver holdt tæt til kroppen.
Efter nu 20 års kamp, har jeg så i tilgift fået en depression, og nu vil kommunen have mig til psykiater, selvom de jo ikke har troet på de overlæger der har udtalt sig om min ryg skade.
Man får jo derfor den fornemmelse, at kommunerne bevidst har en del af denne type sager, alene for at kunne bevise, der er brug for DEM, og altså ikke skal spares i administrationen!.
Selv siger de, ‘de skam er til for at hjælpe mig’…
Det er blandt andet også sådan noget vores allesammens skattekroner går til..
Fortsat god søndag, og jeg syntes det er nogle meget fine emner der tages op på ‘dette og hint’, – så ‘keep up the good work;)
Historien om din sag lyder som et ekko af flere andre sager, man har hørt om. Ikke mindst det der med at kommunerne ikke lytter til lægerne, men trækker folk rundt i manegen.
Ja, der bliver manipuleret med tallene, både af politikere, men også af både arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer, så ingen – eller de færreste – ved hvor mange, der reelt er ledige, og hvor store de offentlige udgifter i den forbindelse er.
Således bliver der også manipuleret med tallene for beskatningen.
Det hævdes fra forskellig side, fortrinsvis fra den politiske højrefløj og fra arbejdsgiverne, at den danske befolkning bliver brandbeskattet.
Der er jo det særegne ved de danske og skandinaviske velfærdsydelser bliver finansieret af skatterne.
Sådan er det ikke i de øvrige europæiske lande.
F.eks. er det sådan at italienerne betaler 25% i skat, men lønmodtagerne der betaler derudover omkring 30% i sociale bidrag (til pension, fratrædelsesgodgørelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygesikring m.v. – som arbejdsgiverne skal fratrække lønnen, inden den går til udbetaling), dvs. omkring 55%.
Det er der ingen danskere, der betaler!
I følge en artikel i Politiken i går er 756.545 på offentlig forsørgelse (og i dette tal er ikke medregnet folkepensionister, SU-modtagere, personer på feriedagpenge og på barsel).
Det må være rystende læsning for de fleste.
Og endnu mere rystende når man ser nærmere på tallene. F.eks. udgør personer på dagpenge kun godt 10% af disse (81.564).
Man har således i årevis manipuleret med tallene og kaldt de arbejdsløse for noget andet.
Særlig chokerende er det at læse, at der er næsten en kvart million førtidspensionister (237.469).
Hvem er de? Formentlig er ikke ret mange af dem nedslidte? En stor del er sikkert helt unge, som er opgivet af systemet, og som ikke på noget tidspunkt vil kunne komme tilbage i arbejdslivet og samfundet.
Derudover er der 94.500 kontanthjælpsmodtagere, igen en gruppe, som mere eller mindre permanent er sat uden for systemet.
Når man læser disse tal, forstår man bedre Mette Frederiksens barske udmelding om, at de unge må tvinges i uddannelse eller arbejde.
Går man ind på statistikbanken.dk kan man slå op (lave en tabel), at antallet af førtidspensionister i 2011 var 245.566. Af disse var “kun” 11.682 under 30 år. Der var 24.374 i alderen 30 – 39 år, og resten (209.510) var over 40 år. Aldersgruppen 50 – 59 topper med 92.554.
Aldersfordelingen kunne godt tyde på, at nedslidning spiller en væsentlig rolle. Relativt er gruppen af helt unge forholdsvis lille.
Generelt synes jeg, at Mette m.fl. har alt for pokkers travlt med at sparke nedad i disse tider. Det skaber ikke en eneste arbejdsplads til de marginaliserede.
Politikerne bruger jo også statestik, i deres forsøg på at manipulere os. MEN hvis regnestykket skal gå op, må det være fordi man har medtaget børnechecken, og i statestikken sat børnene på overførselsindkomst.
Der hvor kæden er hoppet af for politikerne er, når de sætter folk i bås, ved at udpege en bestemt gruppe, som modtagere af overførselsindkomst, når vi reelt alle er på overførselsindkomst!.
De fortæller jo f.eks aldrig hvem der betaler for boligejernes fradrag på milliongælden.
Men pengene kommer jo når alt kommer til alt fra samme kasse.
Men igen, – det brede vælgersegment, er børnefamilier, og boligejere..
Tanken om børnechecken strejfede også mig, men så er det jo absurd at tale om folk i beskæftigelse og folk på overførselsindkomst som adskilte grupper. Skæg for sig og snot for sig – ellers giver det ingen mening overhovedet.
Hvor er det bare godt, at nogen – læs: du – orker at udarbejde den slags statistikker.
Jeg tænkte det samme som dig, da jeg hørte den påstand: det kan simpelthen ikke passe. Det kan det så heldigvis heller ikke, så jeg takker for beregningerne og arbejdet.
Til din sidste bemærkning: her kan ‘nogle’ til gengæld sikkert godt erstattes med ‘over halvdelen’ 😉
Jamen velbekom da. Regnestykket er jo helt simpelt, når man først har fundet nøgletallene. Egentlig er det utroligt, at man farer ud med sådanne påstande uden mindste tilløb til dokumentation; men det viser nok bare, hvad de – måske med rette – regner os for.
Hvad synes du om den apanage som folketinget bevilger medlemmer af kongehuset 🙂
Når et klart flertal af befolkningen åbenbart ønsker et kongehus, er det vel fair nok, at regenten og hendes efterfølger får en hyre for tjansen. De yder trods alt et stykke arbejde, selvom det siges, at kronprinsen er på stærkt nedsat tid.
Hvad jeg ikke begriber er dog, at en god del af den øvrige familie (fx Grev Ingolf) skal have fyrstelig socialhjælp, ene og alene fordi de tilhører en familie.