Vil man være sikker på billige flybilletter, skal man være tidligt ude. Jeg har nu købt til Italien i forsommeren og Grækenland i september.
Forsommerferien går til Sicilien via Rom. Billetterne til Rom købte jeg den 21. december, og omkring afrejsetidspunktet var der allerede to dage med kun én billig billet. Så havde vi ikke været fleksible, var jeg faktisk for sent ude.
Til september vil vi til Grækenland, men når jeg søgte på Aalborg – Kos, ville SAS kun sælge dyre billetter til business class. Hvis jeg derimod delte billetkøbet (til præcis de samme fly) op i to hos hhv. SAS og Olympic Air, var der ingen problemer med at få de billigste billetter.
Jeg slog det hen som en fejl og lod gå et par uger, før jeg ringede til SAS for at få en forklaring. Det var salgsafdelingen, så jeg kom hurtigt igennem. Damen prøvede, men sådan er det altså bare – et eller andet uforståeligt med EDB-systemers kommunikation.
Så nu har jeg booket hos SAS til Athen og hos Olympic Air videre til Kos. SAS-damen sagde, at vi kan checke bagagen ind hele vejen, selvom det er to separate billetter. Fint!
Det kan være lidt omstændeligt at være sin egen rejsearrangør, men det indebærer også mange fordele sammenlignet med charterrejser, fordi man er helt sin egen herre.
Som regel kan vi få det, som vi vil ha’ det, og prisen er konkurrencedygtig med charterrejser, medmindre det er charter fra Aalborg. Skal vi med charter fra København, kommer transport og overnatning oven i prisen.
Nå ja, og så er der glæden ved at planlægge og få tingene til at falde i hak, hvis man da kan lide den slags. Jeg sutter i hvert fald glad på forventningens bolsjer. 🙂
Det er nemlig et herligt arbejde at planlægge sin ferie – på den måde kan man forlænge den begge veje – først planlægning, så afholdelse og til sidst alle snakkene og billederne.
Jeg ved ikke, om septemberbilletterne er billigere nu end om et halvt år, men der er selvfølgelig altid risikoen for, at der er udsolgt på det tidspunkt, man ønsker, hvis man er for sent ude.
Jeg har fra forholdsvis pålidelig kilde (jeg betiller mange rejser på mit arbejde), at flybilletter har samme (billige) pris indtil seks uger før afrejsedato, hvorefter prisen stiger nærmest dag for dag.
Ja, og man får det, som man vil ha’ det!
Hvis flyet ikke fyldes op, er der sikkert flere pladser, som (for)bliver billige. Problemet er, at man ikke ved en dyt om, hvor mange billetter der er solgt, og hvornår det bliver “kritisk”.
Når der på et givet tidspunkt kun er én billig billet til salg, og jeg skal bruge to, så køber jeg ikke den ene og læner mig tilbage i forventning om, at der nok kommer en til! Derfor: vil man være sikker…
Åh suk, jeg har i høj grad udrejselængsel. Endda i en grad at jeg har overvejet en chartertur (men DEN overvejelse skyndte jeg mig at viske ud igen…!). Jeg elsker nemlig at være min egen rejsearrangør og pytter på besværlighederne – det er meget, meget sjovere med “gør-det-selv”.
Kender du den DVD med Joan Lumley i Grækenland, som jeg skrev om på bloggen for nylig? Den kan anbefales og er vel også værd at se, når man skal have forventningens bolsje til at vare ved til september… 😉
Udlængslen kender jeg så vel, men ikke DVD’en af Lumley. Heldigvis har jeg et bolsje i hver kind: Først Sicilien (Siracusa og Giardini Naxos) og siden Grækenland (Kos og Telendos). Uhm!
Tak for et godt tip.. Forventningens glæde er den største.. 🙂
Velbekom. Jeg er fuld af gode tips, bare du ikke forventer nogen om fodbold, sport eller tøjmode.
Jeg er ikke helt enig i, at forventningens glæde er den største. Jeg ved godt, at det er et mundheld, men det burde kun bruges af dem, der blev skuffet af the real thing. – Undskyld, sådan er jeg så kværulantisk 😉