Motiveret af piraterne eller søværnet?

To gidsler omkom, da det danske krigsskib Absalon beskød et skib, kapret af somaliske pirater. Men blev gidslerne motiveret til at dø?

En kommandør i Søværnets Operative Kommando blev interviewet til TV avisen i aftes. Mit ærinde er ikke at hænge kommandøren ud, for enhver kan sikkert komme til at sige noget fjollet, når man ikke er vant til at få stukket en mikrofon i næsen. Men hans formulering var bemærkelsesværdig:

”Vi er ikke sikre på, at det er Absalons beskydning der har … der har, fået dem til at afgå ved døden.”

Han har sikkert ledt efter en passende mild og respektfuld formulering – bemærk pausen og gentagelsen af ”der har”.

Men ”Fået dem til”? Som om de blev motiveret eller tilskyndet til at gøre det af egen vilje.

Agensstrygning er et kendt fif, altså hvor man ikke nævner det agerende subjekt, men benytter en passivform. Det blev fx Radioavisen kritiseret for at gøre under vietnamkrigen: ”Hanoi blev bombet i nat.” – Hvem bombede Hanoi?

Kommandørens formulering går et skridt videre og vender den helt om, så ofrene bliver agerende subjekt. Selvom det næppe var tilsigtet, er det en finesse, jeg ikke har bemærket før.

Hvis jeg var skrupelløs politiker, ville jeg straks tage teknikken til mig. Jeg ved ikke lige hvordan, men der melder sig nok nogle ideer.

 

4 tanker om "Motiveret af piraterne eller søværnet?"

  1. Donald

    Nu skal du ikke give politikerne gode idéer!

    “Bankerne har forårsaget krise” bliver alt for let til:

    “Krisen har ramt bankerne, og vi må stå sammen og bankerne og sikre os at de ikke får lyst til at afgå ved døden for at udløse livsforsikringen og direktør-pensioner.”

    Men for at blive ved sagen, så hørte jeg også den kommandør-vending og tænkte at det måske var en meget sød måde at mindske dramatikken, eftersom han jo ikke vidste ret meget andet end at to gidsler var døde. Han vidste ikke engang om de var dræbt eller døde af andre kvæstelser.

    Jeg tror at jeg ville have sagt “om det er Absalons beskydning, der har … der har … der var årsag til dødsfaldene.”

    Svar
  2. Erik Hulegaard

    Kanske denne form for lingvistisk artisteri også vil være mere efterspurgt, når den aktuelle stilling som forsvarschef skal besættes. Det forlyder, at adskillige generaler har afstået fra at søge stillingen, samt flere der kommer fra næste cheflag i forsvaret, herunder niveau: SOK-kommandør. 😉

    “(….)politiker” – blogejerens evner for skak, generelle (sprog-)begavelse samt samfundsindsigt burde måske åbne op for en mulig lokal opstilling til K-valg 19.11.2013, så hans evner for agensstrygning kunne udvikles. 😉

    Svar

Skriv et svar til Erik Hulegaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *