Vi deler trivia på Facebook som aldrig før, og det er sågar automatiseret. ’Er her: xx’ eller ’Endomondo 3.91 km run’. Hvad bliver det næste?
Kliker af teenagere med mobiltelefon implanteret i håndfladen har altid styr på, hvor de andre i stammen er henne, og hvad de laver, uanset hvor banalt det er.
Og det spreder sig til sociale medier som Facebook, hvor smartphones kan opdatere din status: ”Er her: Café den kolde Røv”. Fint, så ved man, at Bo Bredballe formentlig indtager en bøfsandwich med hele svineriet.
Nogle løber eller cykler, og så uploader et program rute, tid og kilometertal. Nu vil jeg nødig fornærme nogen, men altså hvor spændende er det lige, hvis det ikke ledsages af en historie eller spøgefuld kommentar?
Hvis man fx kan følge Bo Bredballes indædte kilometerkamp mod overvægten, giver det mening. Så kan man støtte moralsk og heppe, det er vel det, man har venner til, men hvis det bare er x,z kilometer på y tid, er det bare ligegyldigt. Who cares?
Måske breder det sig sådan, fordi dimserne kan, og det satellitdokumenteres, at man har bevæget sig x,z kilometer eller har været på Café den kolde Røvs koordinater.
Det gør mig ikke noget i den forstand. Jeg går let hen over selv de hårdeste strækninger, men jeg tænker på, hvor det mon fører hen.
Når jeg engang får en e-bogslæser, vil jeg sikkert med et fingertryk kunne fortælle Facebook, at jeg lige har læst ”Tarzan abernes konge” for 3. gang, og mit fremtidige fjernsyn kan fortælle verden, at jeg ser ”Æde med glæde”.
Det er nemt og bliver endnu nemmere at være på hele tiden. Der skal selvfølgelig være plads til hverdagen, for livet er jo ikke en perlerække af højdepunkter, men det banale kan sgu’ også gå hen og tage overhånd, så det andet drukner.
På et tidspunkt.
Det meste er ganske rigtigt beskæftigelsesterapi og overspringshandlinger.
Måske ville de unge mere villige til at være medhjælpende med at handle, vaske osv. i deres respektive hjem, såfremt vi ikke befandt os i disse højteknologiske tider?
Og dog, når mine i teenagealderen skulle vaske op o.lign. skulle de liiige over til veninden, til fest eller i ungdomsklubben, så der kan nok altid findes en grund, til at undgå det man finder kedeligt…..;-)
En fordel ved ikke at have børn er, at man frygtløst kan kaste boomerangen efter andres, men her vil jeg alligevel melde et forsigtigt: “pas”. 😉
Jamen Eric, alt, hvad jeg laver, er da interessant. Skulle jeg så ikke delagtiggøre resten af verden i det? Jeg ved at mange har glæde af Facebook, men jeg hører også om flere, der som du synes, at det måske ikke er nødvendigt at logge tilværelsen i mindste detalje.
Det meste af det, vi laver, er uinteressant for alle andre end måske mor, hvis hun lever, og det bliver ikke interessant, fordi det formidles via et program, en smartphone eller en anden dims.
Nemheden frister til en flom af ligegyldigheder, og ligegyldigheder kan også nå en kritisk masse.
Eric, du har med dette indlæg beskrevet fuldstændig præcist, hvorfor jeg ikke gider FB. Jeg orker nemlig heller ikke alle de totalt uinteressante banaliteter af netop den nævnte karakter, folk fyrer af.
Helt derude er jeg endnu ikke, og jeg værdsætter FB’s muligheder for kontakt og sjove input, men der er en tendens mod det ligegyldiges overtag, som kan ende med at blive FB’s kiste.
Elsker simpelthen bare, når Hulegaard ikke er ordknap.;-)
(Men jeg trykker bare på den samme knap…..)
Det bliver man ikke trykket af. 😎
“Det er nemt og bliver endnu nemmere at være på hele tiden” – jovist – tænk blot på, når vi med tiden får skudt en RFID-chip ind i kroppen. Hvilke uanede muligheder for opdateringer af alskens topprioriterede og betydningsfulde daglige meritter og hvilke uanede muligheder for kontrol og forskning.
Det varer nok lidt endnu; reelt kommer det nok nogle minutter senere til den østlige forstad Bredballe i Vejle, hvor Bo bo(r). I hans område associerer det inderligt elegante og smukke cafénavn med en socialsindet café i den konkurrerende mest dynamiske by i 3kants-området; kendt for Koldinghus og den danske udenrigsminister (ihvertfald lidt endnu).
Selvom Facebook-brillerne er taget på, har kommentatoren ledt forgæves i indlægget efter en bestemt knap, der kunne trykkes på. Men den er der ikke, så derfor er det nødvendigt at skrive det:
“Synes godt om”
Endnu er det heldigvis kun kartoffelchips, vi skyder ind i kroppen, men når man tænker på kæledyr, som gøres scanbarlige med den slags, fremmaner du unægtelig nye perspektiver!
Det glæder mig, at du fandt en ordknap. 😉