Næste gang du ligger på en strand ved Middelhavet og nipper til en kølig drink så tænk lige på, at 10 % af alle tsunamier rammer i Middelhavet!
For de fleste er tsunamier noget, der rammer Stillehavet, Det indiske Ocean og “derovre,” men faktisk rammer 10 % af alle tsunamier i Middelhavet, og i gennemsnit er der hvert århundrede én tsunami med katastrofale følger.
Der er intet overraskende i, at der kommer tsunamier i Middelhavet, for hele regionen er seismisk og vulkansk aktiv – især det østlige Middelhav og ved Sicilien. Men folk har det med at glemme.
Historisk er der dokumenteret mange tsunamier i Middelhavet. Bedst kendt er måske den, der fulgte efter vulkanen Thiras eksplosion (Santorini) for omkring 3600 år siden. Man mener, den knækkede den Minoiske civilisation.
Men der er mange nyere hændelser. Så sent som i 2003 blev Algeriet og Mallorca ramt af en tsunami, som dog ikke forvoldte større skader.
Værre gik det i 1956, hvor de græske øer Amorgos og Astypalaia blev ramt af en tsunami med bølgehøjder på hhv. 25 og 20 meter. 53 mennesker omkom.
En af de største katastrofer i nyere tid ramte den sicilianske by Messina i 1908. Et jorskælv blev hurtigt efterfulgt af en tsunami, og byen blev jævnet med jorden. 70.000 mennesker omkom, og det var tsunamien, der tog de fleste liv.
Vulkanerne nord for Sicilien – såvel de synlige som dem under havoverfladen – udgør en latent risiko for tsunamier i området. Ikke blot fordi Europas største ”undervandsvulkan,” Marsili, kan kollapse, men jordskælv er også hyppige i området.
En tsunami kan såmænd også opstå ved jordskred fra Stromboli, som det skete i 2002. Det var heldigvis den 30. december, hvor det var småt med badegæster.
Så tænk lige på det, næste gang du daser på stranden under sydens palmer. Hvis havet pludselig trækker sig tilbage, var det nok en god idé selv at gøre det samme – og i en vis fart!
Herunder links til nogle sider, som behandler emnet mere indgående:
- The situation in the Mediterranean (Bolognas universitet)
- Occurrences of Tsunamis in the Mediterranean (Tsunami Alarm System)
- The Potential for Tsunami Generation in the Eastern Mediterranean Basin and in the Aegean and Ionian Seas in Greece (Dr. George Pararas-Carayannis)
- Tsunami in Mediterranean Sea (Guiseppe Mastronuzzi, universitetet i Bari, 2010).
- Experts: Undersea volcano may collapse, cause tsunami (CNN news blog)
- Wikipedia: List of historic tsunamis
- Impact on Calabria and Sicily of a large tsunamigenic scenario collapse of Stromboli volcano (Stefano Tinti og Elisabetta Bortolucci, University of Bologna, 2001)

Den første gang jeg var i Grækenland var det netop for at besøge de græske to øer Amorgos og Astypalaia. På Astypalaia havde vi igennem dagbladet Information fundet et dejligt hus, som vi lejede i fire uger. Inden vi kunne betale det hele, måtte vi male vinduer på akkord hele sommeren, men det gjorde ikke noget, for vi var unge og solen skinnede.
Nåh, men tilbage til dine tsunamier. Det er helt nyt for mig, at de også findes i Middelhavet og at det er hele 10 pct. af dem, der rammer her. Naturen er dog vældige kræfter, som man ikke sådan skal kimse ad (hvordan man så end gør det). Jeg vil i hvert tilfælde være opmærksom, næste gang jeg daser under sydens palmer.
Netop Amorgos og Astypalaia er på min liste over potentielle rejsemål, da de ligger udenfor alfarvej – pudsigt at du har været der!
Efter katastrofen i 2004 i Det indiske Ocean lærte folk en masse om tsunamier, men underligt nok er den almene viden om, at truslen også findes i Middelhavet, vist meget beskeden. Det er som med sovende vulkaner: folk glemmer.