Vi har ikke råd, men hvem er vi?

Vi har ikke råd til at forlænge dagpengeperioden, siger regeringens ministre, men hvem er ”vi” egentlig?

”Vi der ikke har råd”, må vel være dem, der skal betale til ”dem”. Det lyder som en ligning af de lettere med én ubekendt: ”Vi” kan kun være os, der arbejder og betaler skat.

Beskæftigelsesministeriet siger, at det vil koste 800 millioner at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med endnu et halvt år.

Vi, der har arbejde og betaler skat, og som iflg. ministrene ikke har råd, slipper frem mod 2022 med 14 mia. i skattelettelser. Det var den der skattereform, du ved nok.

Men når vi slipper 14 mia. billigere i skat, kan det alligevel ikke være os, der iflg. ministrene ikke har råd. Vi er alligevel ikke ”vi”. ”Vi der ikke har råd” må være nogle andre, men hvem?

De eneste, som for alvor ikke har råd til noget som helst, er de dagpengemodtagere, som står uden kongens mønt fra nytår. Mange af dem kan end ikke få kontanthjælp.

Men dem kan det selvsagt ikke være, for de er jo ligningens ”dem”. Andre borgere på offentlig forsørgelse er også en slags ”dem”. De har heller ikke råd, men hører ikke til ”vi der ikke har råd”.

Samfundet plejede at være os alle sammen, det store OS, men nu er der altså officielt en delmængde, som er ”vi” og ikke os eller dem. Der er også nogen, der har råd, men som hverken er ”vi” eller ”dem”.

Pludselig er der flere vi’er, os’er og dem’er. Sådan har det selvfølgelig altid været, men nu er det som matematiske delmængder uden fællesmængde.

Det er ret forvirrende – og trist.

 

11 thoughts on “Vi har ikke råd, men hvem er vi?

  1. Gowings

    Det er så ind i h…… forstemmende når socialdemokrater går med til at opdele ‘os’ i ‘vi’ og ‘dem’. Årsagen til flugten fra socialdemokratiet (og tildels SF) skyldes at partiet ikke længere eksisterer – simpelthen.

    Svar
  2. Ellen

    Se, dette sidste bekræfter jo samtlige mine fordomme mod Rød Stue: spar den mindste smule op, og du bliver straffet. Brug alt hvad du har, og du skal få! Har du hus? Så spis mursten!

    Svar
  3. Ellen

    Du milde, hvor er det skræmmende. Jeg har nu meget svært ved at forestille mig, at vi (og ‘vi’ er ikke du og jeg … burde måske være ‘man’?) i DK vil acceptere, at folk sulter eller sættes på gaden, hvilket vel må blive resultatet, hvis man hverken kan få dagpenge eller kontanthjælp. Hvad er der så tilbage?

    Svar
    1. Eric

      Jeg kender mindst én, som i bogstavelig forstand må gå fra hus og hjem efter nytår. Magrethe Vestagers (generelle) kommentar er:
      “Sådan er det jo”.

      Ja, det er dæleme skræmmende, og ironisk nok straffes de sparsommelige, mens de, der har brugt hver en krone, straks opfylder betingelserne for kontanthjælp.

      Svar
      1. Henny Stewart

        Jeg har hørt om tilfælde, hvor folk sad langt billigere i eget hus, end de ville kunne gøre i selv den beskedneste lejlighed hos et boligselskab, hvor de så til gengæld kan få boligstøtte … Nej, vores alle sammens penge bliver ikke altid brugt lige fornuftigt.

        Svar
  4. Stegemüller

    Jeg har det ganske som Henny – også jeg vil ved næste årsskifte (altså 2013/14) havne på kontanthjælp, med mindre det lykkes mig at finde et ordinært job inden. Jeg vil således også skifte fra den ene gruppe ‘dem’ til den anden gruppe ‘dem’ – og jeg er hundeangst for det. Jeg søger alle de jobs jeg kan, og håber selvfølgelig på at det vil lykkes for mig, men optimistisk er jeg ikke ligefrem.

    Svar
    1. Eric

      Det er bestemt ikke muntre udsigter. Politikerne er ikke blåøjede optimister eller uoplyste – det er kynisk fordelingspolitik og et ønske om at skabe en gruppe af arbejdende fattige, som man har det i fx USA og Tyskland.

      Svar
  5. Henny Stewart

    Ja, selv kan jeg gå hen og blive ganske skizofren ved tanken om, at jeg ved næste årsskifte sandsynligvis går fra at tilhøre den ene gruppe, der ikke har råd, til at tilhøre den anden gruppe, der så heller ikke har råd. Men det ender vel med, at man lader arbejdsløse, syge, gamle og andre “nassere” sejle deres egen sø. Puf! Det var så velfærdssamfundet, der røg sig en tur.

    Svar
    1. Eric

      Det bærer tydeligvis den vej, at kun “kernevelfærden” skal bevares. Det er komfortabelt uklart, hvad dette begreb dækker over, men robotstøvsugere er indblandet på en eller anden måde.

      Og skulle du føle dig skizofren, er det sgu’ ikke så underligt!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.