I går opdagede jeg igen, at teksten på en af mine websider var blevet kopieret råt. Er det virkelig så svært at plagiere kreativt?
Kan det virkelig passe, at folk ikke kender begrebet ”ophavsret,” eller er de bare ligeglade?
Når jeg kan se i logfilerne, at nogen linker til et billede på en af mine websider, ved jeg, at jeg har fundet endnu en snylter på min båndbredde.
Det er ret udbredt, at folk ser et billede, de kan bruge, og lægger det på deres egen webside med link til billedets originale adresse. Så kan jeg forsyne snylteren med både billede og båndbredde. Sådanne links kaldes hot-links.
Jeg spottede et nyt hot-link i går, men til min overraskelse var det ikke bare et hot-link, nej stort set hele siden var kopieret fra en af mine rejsesider og uden formildende kildeangivelse.
Jeg skrev til vedkommende:
Hej
Din side om […], http://xxx.blogspot.dk/xxx.html, er direkte kopi af min side: [xxx].htm.
Du krænker dermed min ophavsret, og jeg vil bede dig slette/fjerne indholdet omgående. Hvis det ikke sker, vil jeg rapportere det til blogspot.dk, der har krystalklare regler for den slags.
Eric Bentzen
Samme aften modtog jeg en mail fra bloggeren:
Jo det kan jeg da godt, vidste ikke det var en personlig side, det må du undskylde…
Den er slettet…
Indholdet er slettet, og undskyldningen accepteret, men jeg undrer mig såre. Som om det gør en forskel, at det er en ”personlig side”.
En djævel for i mig – er der mon andre derude? Jeg kopierede en stump af teksten og spurgte Google, og minsandten: Et af landets største rejsebureauer har et længere uddrag af min tekst på en af deres sider. Igen uden kildeangivelse.
Det drejer sig om en speciel tur i samarbejde med en højskole, og mit gæt er, at højskolefolkene står bag den kreative brug af copy og paste. Lad os se, hvad bureauet svarer på min mail, når de møder efter weekenden.
Jeg forbeholder mig retten til at være forarget. Det er så plat at kopiere. Hvis man ikke vil skrive selv, kan man da i det mindste plagiere lidt kreativt.
P.S. Jeg har anonymiseret URL’erne, da det ellers ville være nemt at finde frem til dem, der har kopieret, og jeg ønsker ikke at hænge nogen ud. I hvert fald ikke endnu. 😎
Utroligt frækt, at hugge andres arbejde, er bange for moralen er stærkt dalende i Dannevang og andre steder, selvom det just er bekræftet at Penkowa også snød i sin forskning.
Hvor mange vil ikke fremover snuppe andres værk (og måske ændre en smule) for at spare tid, og hvor mange elever vil fremover kunne snyde til eksamen med brugen af internettet?!
Man kan blive skræmt ved tanken, om både læger og advokater m.v. virkeligt har lært noget brugbart på rygraden, når man har brug for deres hjælp, eller de også bare er kommet igennem eksamen via brug af andres viden.
Ja, det er bestemt et problem på flere måder, og med digitaliseringen er det også så nemt. Vi låner da alle fra hinanden, det er derfor summen af viden vokser eksponentielt, men grænsen går ved tyveri.
Opdatering
Jeg har i dag modtaget en oprigtig beklagelse fra rejsebureauet. Som jeg gættede på, var materialet udarbejdet af samarbejdspartneren. Samarbejdet er ophørt, men de havde ikke fået slettet filerne fra serveren. Det er gjort nu. Jeg er tilfreds.
Nå ja – Men når det viser sig, at en toppolitiker i et af vore nabolande har fået sin universitetsgrad ved at kopiere en andens arbejde, så kan man jo forvente sig hvad som helst. Fra kolleger i diverse dele af uddannelsessystemet ved jeg, at kopiering er et stadigt stigende problem. Faktisk er der mange af de unge mennesker, der slet ikke kan se noget forkert i det. Hvorfor i alverden skulle de bruge energi på at skrive noget selv, når der allerede er skrevet udmærkede tekster om alverdens ting?
PS: Jeg kan godt lide din alternative definition af “copyright”.
Det med toppolitikeren kender jeg ikke til, men det lyder pikant. Og ja, holdningen til kopiering af andres arbejde er deprimerende slap.
Det handler om Karl-Theodor zu Guttenberg, Merkels udenrigsminister.
http://www.information.dk/261023
Åh, ja den sag. Der har været en del gennem årene, men selvfølgelig er det særlig pinligt i Tyskland, hvor man lægger så stor vægt på titler og den slags – der er jo så mange doktorer diplom mig ditten og datten, at man knap kan finde en praktiserende læge.
Det undrer mig såre … men du er jo god til at formulere dig, så det er sikkert en hel del nemmere at stjæle end selv forsøge at frembringe en læsesværdig tekst.
Men igen: kildehenvisninger! På ens arbejdsplads giver det da næsten mere credit, hvis man ikke lægger skjul på, hvem der har den egentlige ære for, at man selv har kunnet gøre det godt nok.
Hehe … excellent forklaring på copyright 😉
Ja, vi kan undre os. At det netop er den side, der kopieres, skyldes (desværre) nok mindre min formuleringsevne end det prosaiske faktum, at siden rangerer i toppen af Googles søgeresultater for en række (danske) søgeord.
Med andre ord: gemen dovenskab. Det skal være hurtigt og nemt, man gider ikke trawle for mange sider igennem, så man vælger det første, en anden (her Google) har valgt.
Jeg forstår slet ikke, hvordan det kan være sjovt, spændende og udfordrende at lave hjemmesider med kopieret indhold. Jeg forstår heller ikke, hvordan et stort dansk rejsebureau tør undlade at tjekke deres kilder. I det mindste kunne de have henvendt sig til dig og spurgt om de måtte henvise til dig med behørig kildeangivelse, så havde du nok været mildere stemt.
Jeg har selv en masse slægtsforskning på nettet, og oprindeligt var det inklusive alle de noter, jeg havde skrevet om hver enkelt person, altså alt det, der giver kød på slægten. Pludselig opdagede jeg, at en eller anden klamphugger havde kopieret en stor del af mine noter. Fx havde han pludselig om min morfar: “Jeg husker morfar havde det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave…” Pludselig så det altså ud som om, at det var klamphuggerens egen morfar, der blev skrevet om. Jeg for op, og fik ham vist til at slette alt det, han havde hugget fra mig. Så nu er min slægtsforskning stadig på nettet, men personlige noter er nu skjult.
Jeg tror efterhånden at det har udviklet sig sådan, at den dag man lægger noget på nettet har man opgivet ejendomsretten og ophavsretten, for der bliver nemlig kopieret i stor stil. Det er smadderærgerligt, men det er sådan det er.
Vi kan synes, det er underligt, men andre har det åbenbart fint med lånte fjer. Fx findes der en dansk hjemmeside om de græske øer, og sidst jeg var derinde, var mindst halvdelen af ø-beskrivelserne sakset fra det nu hedengangne Skibby Rejsers katalog.
Du har ret i, at man skal forvente det værste, når man lægger noget på nettet. Copyright forstås af mange som retten til at kopiere.
Som jeg skriver, tvivler jeg dog på, at det er en ansat i det kendte rejsebureau, der har været kreativ, og at det snarere er samarbejdspartneren. Har jeg ret heri, viser det blot vigtigheden af at stille krav til sine medspillere – især når der som her er tale om, at siden hostes på bureauets domæne, og at bureauet derfor er retlig ansvarlig for krænkelsen af min ophavsret.
Det er fa…. frækhed, men der findes rigtig meget af den slags derude på nettet..
Du kan selvfølgelig også vælge at tage det som en kompliment, at nogen synes du skriver så godt, så det er værd at kopiere.. 🙂 Det ville dog klæde dem meget at kildehenvise.
Ja, man kunne tage det som en kompliment, men jeg bliver vred, når det sker. I andre og større sprogområder er det dog langt værre.
Der findes ligefrem robotter, såkaldte scrapers, der “høster” websites, så der kan laves kopier, for skal man have besøgende, skal man have indhold. Hvad båtnakkerne åbenbart ikke fatter er, at Google ved alt og straffer dem (og måske også originalsiden) for “duplicate content”. Det er det tragikomiske element.