Den græske gæstfrihed er kendt, men det var alligevel en overraskelse, at den skulle komme fra den græske morlil, som gør rent i lejligheden.
(En anden) Græsk morlil på Telendos’ mole.
Søndag formiddag stod den græske morlil på lur, da vi kom ned ad trappen fra lejligheden. ”Keys? Clean?” spurgte hun og rakte hånden frem.
Lørdag låste jeg, da vi gik. Dels er man jo storbymenneske, dels er det er den eneste måde at lukke døren ude fra. Kun indvendig er der et håndtag, som kan dreje palen.
Jeg havde ikke forestillet mig, at rengøringen ikke havde nøgle, og i øvrigt stod den anden dør på fløjen pivåben for at få gennemtræk, så hun kunne bare gå ind den vej.
Men hun fik selvfølgelig nøglerne, og de sad i døren, da vi kom hjem. Siden har vi ikke låst. Her er der ingen, der løber med min pyjamas.
Der er rengøring hver anden dag, og tirsdag ville morlil nok ingen chancer tage, for hun troppede op på bal-balkonen med favnen fuld af linned, netop som vi var ved at gå.
Om hun eller manden er Mikes’ ”cousin” er svært at greje og ret beset også ligegyldigt. Her er alle i familie med hinanden i en eller anden grad. Morlil er ca. 1,60 høj, tynd og senet. Ansigtet er furet og brunt som træbeskyttelse. Kjolen er blå og nistret, så hun hører ikke til de konservative, der bærer ensfarvet sort eller brunt, og hun bærer heller ikke tørklæde, men derimod en snehvid kasket.
”Clean?” spørger hun, børster nogle imaginære krummer af bordet og lægger stablen af net sammenfoldede håndklæder.
Jeg blev ikke overrasket, da hun pludselig stod der, men hun overrasker mig, da hun ud af ingenting, som en taskenspiller, pludselig rækker en fin papæske frem mod Helle. Om æsken er et nydeligt bånd med sløjfe.
”Åh, tak!” og hvad man ellers kan finde på at sige. Æsken indeholder fire cupcakes og nogle stykker hjemmebag med chokoladecreme og -glasur, stykvis indpakket i guldpapir.
Da vi kommer hjem, sidder nøglerne i døren, og lejligheden dufter af rengøringsmiddel. Jeg spiste en cupcake med mandeldrys til eftermiddagskaffen, og den var så frisk, at det næsten kun kan være hjemmebag.
Vi må huske at glemme æske og bånd på køkkenbordet. Guldpapiret er nok et nummer for snasket.
Relateret:
@Donald & Stegemüller, ja, man oplever dejlige ting, når man kommer, hvor livet ikke er så kompliceret. Der er en umiddelbarhed hernede, som vi sjældent finder hjemme.
Jeg kan også se hende for mig ud fra din gode beskrivelse; hun er et dejligt menneske. Gaveæsken og båndet kan helt sikkert genbruges, så det er godt, at I planlægger at glemme det. Det var en fin gave!
Ja, se medmenneskene – gør dem glade, skab fred, hun er jo et menneske, der kan være stolt af sig selv. Jeg synes det er en skøn beskrivelse, kan næsten se det for mig (og mærke varmen).