Så har jeg købt flybilletter til Rom, hvorfra vi flyver videre til Sicilien. Det er ganske vist først til maj, men når beslutningen er truffet …
SAS går nok ikke konkurs, men skulle det ske alligevel, stiger priserne sikkert, så jeg kunne lige så godt købe billetterne nu. Beslutningen om at tage til Sicilien var jo taget.
Fra Aalborg er det billigst at flyve til Sicilien med KLM, men KLM er berygtet for at overbooke. Det vrimler med historier om folk, der er blevet afvist ved gaten, og det er nok kun toppen af isbjerget.
Det vil jeg ikke risikere endsige støtte, hvis jeg kan undgå det, så i stedet flyver vi til Rom med Norwegian (som ikke overbooker) og videre til Catania med Alitalia. På hjemturen tager vi en overnatning i Rom.
Norwegian nægter dumstædigt at tilbyde konkursforsikring, så i stedet købte jeg billetterne hos Travellink. Ved at bestille den ene overnatning i Rom samme sted er det nemlig en pakkerejse, og vi dækkes ind af rejsegarantifonden.
Jeg lod mig registrere som bruger hos Travellink, og det gav sørme 300 kr. i bonus, som jeg så sparede på prisen. Det var en uventet tillægsgevinst, og tippet er hermed givet videre.
Til gengæld kan de slet ikke konkurrere på turen Rom-Catania (momsen?), så den billet køber jeg på Alitalias hjemmeside. Da det så er Visa-/dankortets kreditkort, der bruges, er jeg også dækket ind, hvis Alitalia krakker (igen).
Når det er gjort, mangler jeg bare at booke lejligheder i Siracusa og Giardini Naxos. Vel tager det tid at arrangere sådan en rejse selv, men svært er det ikke nødvendigvis, og jeg hygger mig med at finde de bedste priser og tider.
Vi får det præcis, som vi vil have det, og turen bliver billigere end en charterrejse, som ikke ville give os mulighed for at bo i Siracusas gamle by endsige nyde en eftermiddag i Rom.
Ih, hvor jeg glæder mig! Og Etna, du sørger for at bøvse af i god tid, før vi skal lande og lette. Tak!


Jeg har været i Rom for mange, mange år siden – med min mor helt alene. Måske af den grund, jeg husker det som noget ganske særligt, udover at Rom også er dejlig. Vil gerne igen, ligesom jeg gerne vil til Sicilien. Vi får se, hvornår det bliver. Svært at sortere i alt det, man gerne vil 🙂
Ja, det kan være svært at sortere – derfor gaber jeg også over så mange rejser som muligt. 😉
Dejligt med forventningens glæde 🙂
Efter flere rejser Billund-Amsterdam-Bangkok og retur med KLM må jeg sige, at jeg ikke rigtig kan genkende det med overbookningen. Tværtimod er vi meget glade for at flyve med dem 🙂
Jeg har ikke selv fløjet med KLM, men jeg kunne huske, at jeg havde læst noget om det, og lavede så en søgning, som gav temmelig mange hits. Om de så er værre end så mange andre, skal jeg ikke kunne sige, men de er med garanti værre, end selskaber der ikke overbooker.
Fortsat god ferie derude i den østre ende 🙂
Det tager måske nok længere tid, men tid er penge, siger man jo, og kan man spare lidt ved at gøre arbejdet selv, er der måske til en ekstra tur om året på den konto.
Når tid er penge, må fritid vel være penge til rådighed 😉
Hold da op – hele 3 rejser har I nu at se frem til – det er dejligt for jer – og tak for tips – det er nyt for mig at KLM overbooker, og jeg noterer mig også lige dit tip med Travellink.
Yes, det er bare en dejlig fornemmelse, når drømmene udmøntes i noget så håndfast som billetter! Mht. KLM så prøv en søgning på “KLM overbooking,” og du vil se frustration og arrigskab emme fra skærmen.
Jeg synes, det var et fint træk at belønne en simpel registrering med 300 bonuspoint = 300 kr., så det vil jeg godt reklamere gratis for. Om de 300 så var kalkuleret på grundlag af bestillingen, skal jeg ikke kunne sige. Mit første forsøg på at bestille strandede på en teknisk fejl, og det lykkedes først i anden omgang, hvor jeg så blev opmærksom på pointene. Så måske skal man registrere først og bestille bagefter.
@Gowings, Stegemüller og Inge: Nemlig, forventningens glæde på vej mod at blive realiseret – ingen grund til at vente! Billetterne mellem Rom og Catania er købt, og jeg mangler kun respons vdr. den ene af lejlighederne, så er alt klappet og klart.
Jeg glæder mig, så det bobler – Siracusa, Giardini Naxos og Rom er bare dejlige steder, og vidunderlige ved forårstid!
Rom og Sicilien lyder som en god plan i foråret.. 🙂
Du har helt ret i, at når først beslutningen er taget, kan man lige så godt begynde at arrangere rejsen og det er jo også helt tydeligt at du hygger dig med det. God tur!
Rom er ikke at foragte. Det er der heller ikke nogen grund til, med de andre steder I har udset jer. Forventningens glæde o.s.v., men det er nu også dejligt, når det faktisk bliver til noget 🙂