På Tenerife bliver man antastet i tide og utide af personer, der vil sælge billetter, udflugter, timeshare eller lokke dig ind på en bestemt restaurant.
I mangel af et platuglebillede får I et af en almindelig due.
De fleste giver op, hvis man ryster på hovedet eller bare går videre, men nogle er bandsat ihærdige og plager dig med spørgsmål, som kun har til formål at få dig til at stoppe, så de kan prakke dig noget på.
Man kan fortabe sig i sentimentale overvejelser, om at de har det hårdt og skal leve osv. Vi vil gå langt for at forklare og forstå grænseoverskridende adfærd, men tilbage står, at du for dem er et byttedyr. Slet og ret.
Platiglen
En dag mødte vi en af de værre af slagsen, en rigtig platigle.
En ung mand med en blå brochure i venstre hånd tiltaler mig på tysk 50 meter før supermarkedet. Der er mange tyske turister hernede, men han er ikke en af dem, han er en platugle.
Jeg ignorerer ham og fortsætter, som jeg plejer, men han følger ihærdigt efter og spørger, om jeg taler tysk? Engelsk? Hvor jeg er fra?
Jeg vifter afværgende med hænderne og sætter farten op, men han ignorerer alle signaler, forfølger mig og bliver ved med sine insisterende spørgsmål. Han kommer tættere og tættere på, bevæger sig langt ind i min sikkerhedszone og næsten kropsnært ind i min bane.
Nu rækker han ud efter mig, og jeg tænder af: ”Fuck off!” hvæser jeg, lige før han rører ved mig.
Han træder straks til side, og da afstanden er vokset til ca. 10 meter, råber han: ”Have a nice day you too!”
Jeg kan ikke fordrage den slags kryb.
Relateret:
Ufda, jeg afskyr også den slags slimede personager … troede faktisk, det var værst i Grækenland, men det er åbenbart blevet slemt andre steder. Krisen?
Jeg reagerer præcis som dig – prøver først med det gode, men jeg eksploderer nærmest, hvis de fremturer.
Vi har ikke oplevet det i Grækenland, men det skyldes nok, at vi undviger masseturismens foretrukne destinationer. Lønniveau, arbejdsløshed og konkurrencesituation spiller sikkert en rolle.
Uanset hvad, er de en pestilens, fordi de konstant bringer en i defensiven, hvor man bare ville have lov til at have det rart i ro og fred.
Eric, jeg er enig med dig i dine synspunkter. Jeg hader disse undermennesker. Disse kryb findes især ikke i fjernøsten – sikkert på grund af deres kultur. Derfor elsker jeg at komme i dette område.
I Europa findes de vel også kun nogle steder, hvor der er rigtig mange turister. I Italien har jeg kun oplevet generende “gæstefiskere” i en enkelt restaurantgade i Trastevere i Rom. I Grækenland har jeg ikke været ude for det, men der tager vi også ud og vender med kragerne. I Pafos på Cypern er det slemt, og i Larnaca er de pågående på en bestemt strækning langs strandpromenaden.
På Tenerife er det kammet helt over, men ellers er vi sjældent ude for det, og ingen andre steder har jeg været ude for så ihærdigt et kryb som ham, jeg har beskrevet ovenfor.
Det er så dødhamrende irriterende med både platugler og -igler. Ham du har været ude for, var det også en af de værre af slagsen. De plejer dog at holde sig ude af ens komfortzone.
Ja, heldigvis, selvom den verbale nærkontakt også er træls.
Det der med, hvor tæt man kan gå på folk, rent fysisk, er kulturbestemt. Her i norden er der tale om en arms længde eller mere, mens folk fra f.eks. Mellemøsten synes, man kan stå eller gå meget tæt. På jobbet har jeg været nødt til at forklare det, for ellers kunne man risikere at skulle gå baglæns i lang tid, inden en besked var afleveret. Da jeg jo som regel skulle se de samme mennesker allerede næste dag, kunne jeg jo ikke bruge din metode ,,,
Det kulturbestemte har du fuldstændig ret i, men man skal være ualmindelig fladpandet, hvis man lever af at genere nordeuropæiske turister og ikke fornemmer deres ubehag ved nærkontakt.
Ja, fladpandet, eller også har man haft heldet med sig somme tider. Eller også er man i en helt fortvivlet situation. Men det tager selvfølgelig ikke noget fra, at det føles ubehageligt med sådan en “igle”.
– Og tænk at man skal drives dertil. Jeg bliver som regel i tilgift så gal på mig selv, at jeg bliver dobbelt så gal over at krybet får drevet mig til at blive så gal…
Platuglerne benytter sig netop af, at de fleste ofre per refleks reagerer høfligt og fx svarer eller “overholder spillereglerne,” når de bliver tiltalt. Det er hele grundlaget for deres forretning, hvor de selv groft overtræder de selvsamme spilleregler.
Så ja, man bliver gal på sig selv, fordi det er så uvant, men når de usynlige grænser ikke respekteres, må man gøre dem synlige.
Når dragen spyr ild, flygter både ugler og igler.. 🙂
Det kunne jo være et kinesisk ordsprog. 😉