Drengen bag mig brøler med hver udånding, sparker uden ophør i ryggen på mit flysæde og klaprer med bordpladen. Han larmer helt ekstremt.
Min skulder får et prik, og jeg vender mig om. ”Han er handicappet”, siger en mand på rækken bagved, på den anden side af flyets midtergang. Det er vel faderen. Drengen er måske hjerneskadet, det er mit gæt. Han er vel en 10 år gammel.
Det står på i tre timer, til han bytter plads med sin bror. Så er det ikke længere mig, han sparker i ryggen. Der bliver ro et øjeblik, da bleen skal skiftes, og to gange falder han til ro et kvarters tid. Han er vel besvimet af udmattelse.
Havde det været et ”normalt” barn, havde jeg sagt noget til knægten eller forældrene – eller måske kabinepersonalet, hvis faderen havde hagekors-tatoveringer. Der må være grænser for, hvad man skal finde sig i.
Men dette barn er hinsides verbal kommunikation, og hvad skulle det hjælpe at sige noget til forældrene? De ved jo, at drengen er en plage for alle i nærheden og for mig i særdeleshed.
Turen til Tenerife tager fem timer. Jeg havde håbet på en blund undervejs, men det kan jeg glemme alt om. I stedet lukker jeg øjnene og fantaserer om, hvad jeg kunne udrette med en rulle gaffatape.
Men sådan må man ikke tænke. Man skal være tolerant og vise hensyn over for handicappede. Forældrene må leve med det hver dag, så hvad betyder 5 timer? Herregud.
På den anden side er jeg ikke blevet spurgt, om jeg vil lade mig genere på det groveste. Skal jeg smile tolerant, eller er det i orden at være møgsur over, at familien gør rejsen til et helvede? Det er et dilemma.
Men spørgsmålet om min tolerance er akademisk, for kun forældrene har et valg. De har fx fravalgt kør-selv-ferie eller en plads ved nødudgangen, hvor benene ikke kan nå stoleryggen foran.
Dilemmaet er et samvittighedsspørgsmål uden betydning, for om jeg har det godt eller skidt med at være intolerant ændrer ikke en tøddel. Jeg kan ikke gå min vej.
Vatdimserne hjalp lidt, men på den næste charterrejse bliver det ørepropper af god kvalitet. Når gaffatape er udelukket, er der kun passivt forsvar.
/Eric
Det var sandelig et betragteligt problem. Især fordi det ikke blev løst. Jeg havde sikkert ikke selv været bedre til det, men problemets omfang har nu fået gang i associationerne.
Det ser ud til, at der er tale om afvisning. Afvisning af problemets eksistens. Derfor kommer der ingen løsning. Forældrene forholdt sig passivt til problemet, du forholdt dig passivt til det, personalet gjorde det samme.
Jeg kan forstå du gjorde det, men at forældrene også gjorde det er ubegribeligt. Uanset om det var deres første flyrejse med deres handicappede barn eller ej, kan man ikke antage, at de har været uvidende om barnets reaktioner og derfor er det helt upassende, at der ikke er etableret en løsning hvor barnet ikke sad bag en sagesløs medpassagerer og sparkede. Det kan godt være at man kan købe sæder med plads, men flyselskabet burde naturligvis vide at der kunne være behov for særlig plads i dette tilfælde, selvsagt i samarbejde med rejsebureau, hvis et sådan var involveret. Det kan ikke være første gang man har været ude for passagerer med særlige behov.
»Han er handicappet«, sagde manden bag. Det var invitationen til passivitet, men reaktionen på den bemærkning kunne have været »Lad os bytte plads, så kan han sparke på dit sæde«. Jeg kunne måske have fundet på det, men er ikke sikker, jvf. min første bemærkning om, at jeg nok ikke ville have gjort noget.
Afvisning som begreb knytter sig til Transaktionsanalyse, som jeg fagligt set brugte en del da jeg arbejdede. På engelsk hedder det Discount. Den øverste halvdel af side 1 i følgende dokument, giver et indtryk af begrebet:
http://www.ta-psychotherapy.co.uk/pdf/discounts.pdf
Jeg tænkte faktisk på at spørge, om vi skulle bytte plads, men droppede det, da jeg så, at han ofte rørte kærtegnende ved drengen tværs over midtergangen. Tænk, hvis drengen var “relativt” rolig pga. dette, hvad kunne det andet så ikke udløse?
Men du har fuldstændig ret i, hvad du skriver om afvisning. Blot tror jeg, at personalets muligheder var små – jeg tror ikke, der var ét ledigt sæde. I så fald skulle de spørge nogen af dem, der sad ved nødudgangen, og de havde garanteret betalt for den ekstra benplads.
I øvrigt var det ikke første gang, familien var af sted. Efter nogle af de første spark, kom moderen med en bemærkning om, at han var vokset, siden han nu kunne nå stolen foran.
Suk.
For mig at se handler det om forældrenes manglende respekt for andre mennesker.
Fordi man selv er i den ulykkelige situation at ha’ fået et multihandicappet barn, er det en misforståelse, at omgivelserne også på en rejse/ferie (andre måske endda på vej til rekreation) skal involveres og udvise opmærksomhed/tolerance overfor deres barn, når de rejser ud for at slappe af.
Forældrenes hverdag er sikkert ikke for let, men en aflastnings familie eller evt. kør-selv- ferie havde været på sin plads.
Fatter ikke ‘moderne’ familier nærmest fryder sig over at irritere andre, hvor vi andre ALDRIG var taget af sted på disse betingelser for møde misbilligende blikke, som man ved man får, og drengen, i den tilstand du beskriver, har garanteret heller ikke noget ud af det, men er mere tryg hjemme i vante omgivelser.
Men nogen forældre angler måske ligefrem efter medlidenhed og opmærksomhed?!
Jeg skal ikke gisne om motiverne. Langt hen ad vejen er man selvfølgelig tolerant over for fx småbørn, der får ondt, fordi de ikke kan finde ud af at udligne trykket, men denne oplevelse overskred klart mine grænser.
Det er en stinker…
Efter selv for mange år siden at have siddet med et overkørt, overtræt barn på 1.5-2 år på vej til Kos, som uundgåeligt har påvirket sine omgivelser, måske knap så meget som du beskriver, men nok til at være pisseirriterende, kan jeg sige: vi traf det valg, at det her skulle aldrig gentage sig. Siden har vi fløjet ozonlaget tyndt med ungerne – men ikke før de var klar til at sidde ordentligt i 3-4 timer uden ballade.
Måske er det første og sidste gang denne familie tager en firetimers flyvetur, før den unge generation er ‘vokset til’?
Det var et bravt valg, I traf. En lavpraktisk løsning var at dele kabinen op og lave en børneafdeling, men det spænder jo i nogen grad ben for selskabernes indtjening på salg af bestemte sæder, så i givet fald bliver det sikkert sådan, at man skal betale ekstra for at sidde i børnefri zone.
Uha.. En rejseoplevelse af de rigtig ubehagelige for alle omkring drengen. Gode ørepropper, rygskjold og tolerance bør være standard indhold i alle rejsetasker. 🙂
Man kan ikke gardere sig mod alt, og det ville da også være trist, hvis man skulle, men høreværn tager jeg med – skrig, skrål og brølen gør mig så tyndhudet.
Et af livets svære dilemmaer. Helt afgjort. Magtesløshed er nok kodeordet, men når det er sagt, burde kabinepersonalet træde i karakter og tvinge familien hen til en nødudgang, for de må vide, til hvor kolossal gene sådan en dreng må være for andre. Man har måttet kunnet se problemet ved check-in og mingeleret lidt med pladserne, inden folk skal borde. Det kan de i andre sammenhænge, så de burde også have gjort det her.
Du har sikkert ret, men her er det delikate, at andre har betalt ekstra for sæderne ved nødudgangene for at have bedre benplads, da charterfly som bekendt er sardinpakkede.
Personalet kan i mine øjne intet gøre udover at appellere til forældrene, der har truffet beslutningen, og som sikkert også er magtesløse uden gaffatape.
Jeg havde helt sikkert ikke været så tolerant som dig Eric 😉
Jeg var ikke tolerant – jeg var magtesløs.
Sikke et dilemma og så i fem timer. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet holde min mund lukket i. Jeg havde sagt et eller andet uanset hvor mange hagekors, han havde tatoveret ind i huden. De kunne jo have valgt en plads ved nødudgangen, som du skriver.
Nu var det med hagekorsene et eksempel på, hvornår jeg nok ville klage via kabinepersonalet; i det gennemlevede eksempel vurderede jeg, at alt håb var ude.
Henny har en væsentlig pointe med det “politisk korrekte”. Havde det været en schäferhund, der gøede (uden at sparke), havde situationen været en ganske anden, selvom hunden vel egentlig er lige så uskyldig som barnet.
Jeg mener, at det er flyselskabet, der bør tildele sådan et barn en plads foran nødudgangen, så han ikke sidder og sparker medpassagerer. Kan man overhovedet selv bestille sådan en plads? Jeg har hørt, at man kan _ønske_ den, hvis man fx har særligt lange ben, men ligefrem bestille den?
Jeg kan godt forstå, at du fantaserede om gaffatape. Selvfølgelig er det ikke politisk korrekt, og drengen kan jo ikke gøre for det, men det er da alligevel en plage at blive sparket i ryggen i samfulde 3 timer.
Når man rejser med Thomas Cook (Spies m.fl.), kan man mod betaling reservere det sæde, man ønsker; men det er selvfølgelig først til mølle.