Drengen bag mig brøler med hver udånding, sparker uden ophør i ryggen på mit flysæde og klaprer med bordpladen. Han larmer helt ekstremt.
Min skulder får et prik, og jeg vender mig om. ”Han er handicappet”, siger en mand på rækken bagved, på den anden side af flyets midtergang. Det er vel faderen. Drengen er måske hjerneskadet, det er mit gæt. Han er vel en 10 år gammel.
Det står på i tre timer, til han bytter plads med sin bror. Så er det ikke længere mig, han sparker i ryggen. Der bliver ro et øjeblik, da bleen skal skiftes, og to gange falder han til ro et kvarters tid. Han er vel besvimet af udmattelse.
Havde det været et ”normalt” barn, havde jeg sagt noget til knægten eller forældrene – eller måske kabinepersonalet, hvis faderen havde hagekors-tatoveringer. Der må være grænser for, hvad man skal finde sig i.