
Anden er stegt og parteret, så brystet bare skal en smut under grillen. Skroget har simret, skyen er skummet, her dufter af jul.
Det er fedt med and, men opvasken er til en side. Det er ikke ét fedt. Det er en pekingand, så den forstår vel lidt mandarin på skindet før tredjebehandlingen.
Fonden er nyttig, men ikke almennyttig, og modsat kapitalfonde er den ikke vokset, men reduceret. Andearoma er dens fundats.
Panna cotta med hakkede mandler står på køl, og hindbær-coulis konserveret med Cointreau passerer en sigte. Snart snitter Helle rødkål, og så vil det dufte af nelliker, kanel og balsamico.
Juletræet i hjørnet har granvokset et sted, og et rødt bånd siger på tre sprog, at det er en gave fra naturen. Tak.
I sofaen ligger en orange kattekugle med halen over næsen. Det er et herrens vejr, men vi skal ingen steder, så lad bare herren beholde det, når han ikke kan holde det.
Hvert hjem sine traditioner, og jeg skal i kælderen og vælge vin. Skal det være Amarone, Brunello eller Vino Nobile di Montepulciano?
Det kan være hip som hap, der er jo and til tre dage. Det er vakkert.
Snart høres Skeer klinge,
og hvert et Sind er mildt og mæt,
og Duftens fede Ringe
omslutter Skaren tæt;
og Pudlen med det laadne Bryst
ser op fra Bordets Tremmer
i lækkersulten Lyst.
Fra ”Juleaften”, Jeppe Aakjær 1902.
/Eric
En lidt sen kommentar, men det ser ud til at menuen gav en god en på opleveren.
Jo tak, menuen var fortrinlig, og vi hygger os med at have god tid til at pusle i køkkenet.
Og en rigtig god juleaften vil jeg ønske, I fik – plus en god og afslappende dag i dag.
Det er jo heldigvis en god arbejdstagerjul i år – tag 12 dage og betal for tre – det er da i orden 🙂
Tak Ellen, det fik vi, og dagen i dag har været en vidunderlig dovnedag – arbejdstagerjulen har fået en krammer. Jeg ser, at det også gik godt øst på, selvom jeg tænkte, at det vel snarere var ungerne, der skulle have fået dit opslagsværk om bl.a. kommaets betydning (“Let’s eat (,) grandma!”). 😉
Hehe, right 🙂
Tak og u2 alle sammen. Det blev Amarone – mindede mest om andearoma 😉
Hvilken vin valgte du.. ?
Glædelig jul hos jer.
Det lyder som en skøn middag. Rigtig glædelig jul til jer og Tot.
Lyder hyggeligt. Lyder også til, at Tot er flyttet ind. I sofaen, juleaften, så er man vist etableret på adressen. Glædelig jul!
Rigtig god jul, Eric. 🙂