I denne uge har REMA 1000 haft portvin på tilbud, og ikke bare portvin, nej: portugisisk portvin!

Portugisisk portvin – beskåret skærmdump fra tilbudsavisen
Det er godt, at man kan få portugisisk portvin og ikke får påduttet eksportvin fra fx Port Said eller Portland, hvis de da ellers laver sådan noget. Portugisisk portvin er klart den bedste.
Kompot, eller måske komport?
Og apropos portvin, er jeg begyndt på min julekompot, som måske kunne kaldes sveskekomport.
Jeg har hakket svesker og rosiner groft og dækket dem med (portugisisk) portvin tilsat en stang kanel og nogle kryddernelliker.
Blandingen får lov til at stå køligt til i morgen, hvor jeg tilsætter appelsinskal og -saft og koger kompotten ind, til den har lind chutneykonsistens. En mere præcis opskrift her.
Da jeg selv har komponeret kompotten, bruger jeg selvfølgelig ikke de fortjente superlativer, men siger blot på jysk, at den går an til and.
Anden skal op af fryseren i morgen, så den kan tø op til onsdag, hvor den bliver (under)tilberedt og parteret. Sådan en rap giver umanerlig meget opvask, og det er rart at få fra hånden dagen før. Med timing undgår man stress.
Tilbage er så bare at smække et buttet bryst på panden og stege det færdigt og skindsprødt, hvorefter det serveres med alt det sædvanlige og så selvfølgelig kompot.
Solen er fremme i dag, så humøret er højt. Må I nyde juledagene.
/Eric