Den hemmelige socialdemokrat

Jeg tror ikke et øjeblik på, at bogen er skrevet af et folketingsmedlem. Sproget er simpelthen for professionelt og klichéforladt.

Jeg læste ”Den hemmelige socialdemokrat” med fornøjelse. Den er fuld af velformulerede giftigheder og bekræfter til fulde, at jeg har god grund til at føle lede ved politikere.

Men den er ikke skrevet af et folketingsmedlem. Ganske vist kender jeg ikke alle de socialdemokratiske folketingsmedlemmer, og der kan da sidde en professionel tekstforfatter på de bagerste bænke, men jeg tvivler.

Thomas Bredsdorff skrev den 18. februar i Politiken, at ingen af de mistænkte har det sproglige talent, som forfatteren bag ”Den hemmelige socialdemokrat” udviser, og hæfter sig især ved de raffinerede metaforer. Som fx om Carsten Hansen, “Varmemesteren”:

”Mange kunne levende forestille sig, hvordan ’Varmemesteren’ i den dæmpede belysning i Jazzhouse havde set sit snit til at justere lidt på termostaterne hos en medarbejder af det modsatte køn”.

Bredsdorff har ret.

Han nævner det ikke, men der er også et påfaldende fravær af politikersprog. Det er meget, meget få politikere, der kan sige to sætninger uden mindst én kliché, og sproget i bogen er ikke præget af klichéer.

Fx er ordet ”fremadrettet” ikke brugt en eneste gang, og det er også naturstridigt for en politiker at lægge låg på sine meninger om snart sagt hvad som helst.

Der er dog ikke tvivl om, at forfatteren tænker politisk. Da regeringen letter selskabsskatten og rundbarberer kontanthjælpsmodtagerne på samme tid, forholder forfatteren sig ikke til den politiske substans, nej, det er timingen, der er dårlig.

Det er selvfølgelig muligt, at et eller flere folketingsmedlemmer er kilde til historierne, og at teksten er skrevet af en professionel ghostwriter, der kan sit kram.

Hvem det er, har jeg ingen anelse om, men vedkommende har forkærlighed for at sætte punktum foran ”Men” og ”Og”.

/Eric

14 tanker om "Den hemmelige socialdemokrat"

  1. Jørgen

    Tak for anmeldelsen af den hemmelige s. Egentlig havde jeg heller ikke tænkt at læse den, men jeg får nu alligevel lyst. Mon den kan lånes på biblioteket?

    Svar
  2. Henny Stewart

    Det ville da ellers være en rar tanke, om en af de – nu skal man jo passe på injurielovgivningen – dovreh*veder faktisk havde et talent! Men du har ret, det er sikkert en naiv forventning.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det ville være rart, men ud fra det som står – og ikke står – på papiret, er ghostwriteren det sandsynligste, i og med forlaget holder fast ved, at forfatteren er folketingsmedlem.

      Svar
  3. Anne Folehave

    Jeg har det som Ellen. Jeg gider ikke læse den. Det skulle da lige være nu, hvor du har givet gode anbefalinger. Hvem der har skrevet, ja, der er jo så mange socialdemokrater, tror jeg da. Måske, måske ikke. Politiker leden er enorm her hos mig. Har faktisk over vejet ikke at stemme mere. Meget imod hvad jeg ellers syntes, men lad os nu se.
    Fremadrettet, er så meget brugt i ledelse. Kvalmt ord.

    Svar
    1. Eric

      Hvem kan ikke li’ at få bekræftet sine fordomme? – Og så er den så velformuleret giftig i sin skildring af politikernes magtbegær og rundsavsalbuer.

      Svar
  4. Donald

    I citater skal forfatteren have lov til at bruge udtryk som “bæredygtig” og “fremadrettet”, men jeg tror du har ret – og som du siger, andre har også tænkt dette. Men det er egentlig ikke så vigtigt. S’s reaktion på bogen tyder på at den rammer plet.

    Svar
    1. Eric

      Ordet “bæredygtig” forekommer heller ikke! Og ja, reaktionen tyder på, at bogen rammer plet, og at pilen har modhager.

      Svar
  5. Stegemüller

    Jeg har faktisk lyst til selv at læse “Den hemmelige socialdemokrat”, da jeg trods den herværende politikerlede alligevel er et politisk menneske. Jeg synes, det lyder fantastisk, at flosklen “Fremadrettet” ikke er anvendt, for det bruger alle politikere ellers altid om alting.

    Svar
    1. Eric

      Det er en let, lille sag, men underholdende. Den fås som e-bog, og hvis ordet “fremadrettet” forekommer, er der fejl i min e-bogslæsers søgefunktion. 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *