I morgen stilles der stilladser op, og håndværkere invaderer vores bolig. Der skal nye vinduer i, og huset står på den anden ende.
Vinduerne trænger til udskiftning, og der skal også ny fordør i. Det er ikke alle vinduer, men de vigtigste. Det lyder umiddelbart lige til, men det er det ikke.
Det halve indbo er stuvet sammen eller flyttet, og der er dækket af med plastik og pap, for den slags kan ikke gøres uden svineri i en eller anden grad. Fx vil der uvægerligt ryge noget puds sammen med vinduesrammerne.
De var her fredag med nogle af vinduerne, stilladser og værktøj. Det fylder bare vildt meget, og det bliver værre, når de kommer med det sidste i morgen.
Nå, men til vinter vil vi glæde os over, at vi fik det gjort. Det er super, duper lavenergiruder, så jeg forventer bestemt, at vi kan varme stuen op med et stearinlys og lune vitser.

Ind imellem er der dog blevet tid til at nyde sommeren på terrassen. I går grillede vi lammekrone, og når naboernes elektriske værktøj forstummer, kan jeg høre, at vi har fået en stillits i haven.
Ja, jeg tror, det er stillits. Se den kan jeg ikke, den er lillebitte og gemmer sig nemt, men hvor kan den da synge! Den synger bedre end sin sicilianske fætter på denne video blot med dansk accent. Ikke poetisk som solsorten, men jublende.
Jeg jubler også, når vinduerne er kommet i, og tingene igen er kommet på plads. Vinduerne er fremstillet efter mål og er ikke billige. Til den pris må det bestemt være årgangsvinduer.
/Eric
Nu er det nok prisen på vinduerne, der tegner sig for den største del af udgiften på den regning I får, men husk at udgiften (læs mere hos skat.dk) til arbejdslønnen er fradragsberettiget i år med.
Det er vi opmærksomme på, men pænt af dig at nævne det.
Jeg har netop i går konstateret, at jeg ikke kan udsætte udskiftning af gulvbelægning (som nu er 30 år gammelt tæppe), og det er meget værre. Jeg har ikke haft reolerne tømt i snart 30 år, og nænner ikke at smide tranebøger, romaner af danske forfattere, og faglitteratur som skal på Datahistorisk Museum, men de skal transporteres — ja, jeg er ikke så hurtig som i gamle dage, det er derfor.
Jeg beundrer derfor i meget høj grad at I har kunnet flytte indbo osv. og ønsker jer held og lykke med resten!!!
Potteplanter, borde og stole er ret nemme at flytte – det er sværere at finde plads. Havde det været nødvendigt at flytte reoler og bøger, havde det været en anden og mere omfattende sag.
Håber processen forløber som aftalt – det skulle nødig trække ud så det bliver en del af de varme vitser.
Her har vi været meget glade for at alle vinduer og døre er skiftede. Det kan givet vis mærkes på varmeregningen. Det var dog en langsommelig proces præget af sjuskefejl både ved opmåling og isætning. Men det er glemt nu.
Det håber jeg sandelig også! Der er målt op med laser, så mon ikke præcisionen er OK. Det vil vise sig. Jeg er mere nervøs for, hvor omfattende reparationer der skal til efterfølgende på puds/tapet/vindueskarme. Vi får se.
Hvis varmeregningen alene skulle betale udskiftningen, var der nok bedre investeringsobjekter, men det, der skal til, skal til. Gamle 70’er-discountvinduer holder ikke evigt.
Uhaja, så snart vi kommer forbi standardmålene, begynder det at koste mange penge for døre og vinduer.
Stearinlys og lune vitser, hehe – det ender vel med, at vi ikke engang kan sende dig en varm tanke uden du kommer til at svede 🙂
Varme tanker klares vel med en udluftning, men hede blikke kan være kritiske for den lokale opvarmning. 🙂
Det ligner ikke dig ligefrem at antyde, at du glæder dig til vinter, med mindre selvfølgelig de tidligere utætte vinduer ikke tidligere har tilladt brugen af stearinlys…
Hehe, ganske rigtigt, men det ville være ret pessimistisk ikke at forvente dens komme.