Sicilien, endnu en rejse er slut

Udsigt fra Taormina
Det var en dejlig ferie på Sicilien, i Siracusa og Giardini Naxos, og nu er der erindringsglimt, fotos og et par videoer på hjemmesiden.

Der er oplevelsesferier, og så er der gensynsferier. Sådan er det i hvert fald for os, og rejsen til Sicilien i maj hørte klart til sidste kategori.

Det er fantastisk at drage ud i verden, opleve nye steder og gøre det fremmede til noget kendt. Man indser, at der er andre måder og andre værdier end blot frikadeller.

Men det var trist, hvis det skulle være nyt hver gang; hvis man ikke kunne vende tilbage til det, man kom til at holde af. Gensyn bliver aldrig det samme som den første forelskelse, men gensyn har sin egen sødme.

Man ved, hvad der er godt, og man ved, hvad man skal undgå. Der er måske også de mennesker, man nu kender – glæden ved at møde dem igen, glæden ved at blive genkendt.

Som årene går, udviskes detaljerne. Rejsebeskrivelserne var en måde at fastholde dem på, tegnestifter på erindringens opslagstavle.

Man kunne jo føre dagbog og læse den med lommelygte under dynen, men med internettet kan enhver skrive for et imaginært publikum, og da jeg selv havde fornøjelse af andres beretninger, valgte jeg den facon.

Det giver selvfølgelig nogle begrænsninger, man lægger ikke alt ud i det offentlige rum, men det disciplinerer også, så det ikke bare bliver diffuse strøtanker og noter.

Endnu en rejse er slut, og med siden Sicilien 2014 er der sat endnu en tegnestift i opslagstavlen.

/Eric

6 tanker om "Sicilien, endnu en rejse er slut"

  1. Donald

    Der er jo ikke rigtig noget, som er det samme året efter. Man kan gå og føle på en mursten, jo, det er den samme, der er måske også mindetavler og veje, som ligner sig selv, men planter og vind og vejr skifter, heldigvis somme tider så langsomt, så man kan opleve, at tiden står stille. Men ved nærmere eftertanke står tiden aldrig stille 🙂

    Svar
    1. Eric

      Heldigvis! Det er netop en af fornøjelserne ved gensynsferier – man har en reference, så man kan se, hvad der har ændret sig.

      Svar
  2. Ellen

    Jeg kan sagtens følge dig i det du siger, og selv om vi helst vil ud og opleve noget nyt på de deciderede ferier, så skyldes det måske, at vi får gensynsbehovet dækket ved at have ødegården og ved at tage så tit til England.
    Og så er der forskellige måder at slappe af på … vi synes det sagtens kan være afslappende at opleve nyt – det behøver jo ikke at foregå i et hæsblæsende tempo 🙂

    Svar
    1. Eric

      Man kan sagtens opleve nyt i roligt tempo og slappe af på samme tid. Det afslappende ved gensynsferier er nok så meget en mental tilstand, hvor radaren ikke kører på fuld styrke hele tiden.

      Svar
  3. Jørgen

    Jeg har med fornøjelse læst hele historien om majrejsen til Sicilien. Faktisk holder jeg selv meget af gensynsferier, måske efterhånden mere end af nye steder, så jeg forstår meget let, hvorledes det har været at holde ferien i ro og mag og bare være på stedet og fornemme ens andet hjem. Fristelsen til at tage dertil blev ikke mindre af læsningen, tværtimod. Ikke dermed sagt at det bliver til noget, men sandsynligheden øgedes.

    Svar
    1. Eric

      Gensynsferier er dem, hvor man slapper mest af, men den dag, man ikke har en fristelse eller to i beredskab, er man blevet fattig.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *