Rundt omkring i verden slår de hinanden ihjel med ubændig blodtørst, i Ukraine, i Gaza, you name it, men her på terrassen hersker fred.
Hvis galningene i verdens brændpunkter har lært noget af historien, er det at dræbe med større og større teknisk snilde. Civilisationens fernis er tynd som bladguld.
Jeg derimod har for eksempel lært, at bærbare computere og WiFi kunne gøre os til friluftsmennesker. Fra maj til og med september har der nu i nogle år været dømt terrasse i al slags vejr undtaget < 12° C og storm fra øst.
Tot gør os selskab. Han har sin egen stol med hynde, men ligger også gerne på Helle, når hun har lagt benene op og ser komfortabel ud.
Skønt madglad spiser Tot sjældent op, medmindre den står på kalvecuvette eller lignende. Så der er gerne noget til pindsvinet, når han kommer tøffende på sorte ben.
Medmindre Trine har været på besøg, og det er hun efterhånden tit. Trine er en lille, hvid hunkat med sort blis i panden og gråstribet hale. Hun nærmest kryber over græsplænen og er meget frygtsom, selvom hun intet har at frygte på denne terrasse.
Tot kigger bare på, at hun tømmer madskålen. Han er normalt ikke gæstfri og har ingen humanistiske tilbøjeligheder, men frygtens kropssprog fortæller ham sikkert, at Trine er en undskyldning for sig selv. Gør man den mindste bevægelse, stikker hun af.
Vi ved ikke, om hun hedder Trine, men det hedder hun her, ligesom Hugo hedder Tot, fordi Hugo er et fjollet navn til både katte og jungledyr.
Der er pause i håndværkernes huseren, og jeg knokler på for at ændre designet af tusinder af websider (ikke bloggen), så de tilpasser sig alle skærmstørrelser ned til smartphone-bredde. Jeg er glad for søg og erstat-funktionen.
Som forudset har processen lært mig et og andet, så jeg kan starte forfra, og når jeg kunne forudse det, er det selvfølgelig fordi, jeg har lært af historien.
Jeg følger ikke rigtig med i, hvad der sker i brændpunkterne, skønt det kun kræver et par klik med musen. Terrassen er så fredelig, og det er så forudsigeligt og tragisk, når galningene intet har lært, og intet kan stilne deres blodtørst.
Tot kom lige gående med en fugl i munden. For ham er det et instinkt at jage, han kan ikke lade være, han har intet valg. Han lagde fuglen fra sig. Den lå helt stille, men fløj så pludseligt og overraskende.
Det er ikke mange i fx Gaza, der får den chance. Tot mjavede skuffet, men bærer ikke nag til undsluppet bytte.
/Eric
Der er noget i mig som siger at man skal nyde livet når det er muligt, ikke kun for at slappe af etc. men fordi det er meningen med livet. Og når man alligevel ikke kan gøre ret meget for Gaza og Ukraine, så skal man huske det væsentlige: Nuet, familien. Men så alligevel, fik du læst Informations leder om problemerne med fredsforhandlingerne vedr. Gaza? Den analyse foregreb John Kerry’s fredsmæglingsforsøg: Det kan ikke lykkes undtagen en neutral magt kommer ind over.
Jeg har ikke nogen kattebesøg for tiden, men kan godt forestille mig en kat som den, du beskriver, der ikke spiser op. Jeg gætter på at den ikke er overvægtig og holder sig i form! det kunne jeg lære noget af 🙂
Nej, jeg læser næsten intet om konflikten, og når jeg gør, lyder det som er ekko af noget, jeg har læst før. Israel lever på U.S.A.’s nåde (økonomisk, militært), og i mine øjne kan kun U.S.A. stoppe konflikten ved at vride armen om på Israel. Det sker ikke, og uforsonlighedens grøft graves derfor dybere og dybere. Den fyldes ikke op af døde børn, ødelagte liv og raketter, tværtimod.
Tot er en sand atlet, når han en time eller to i døgnet bevæger sig 😉
Jeg har haft en periode, hvor jeg ikke orkede at se tv-aviser, men det er jeg nu begyndt på igen.
Konflikten i Gaza er så frygtelig. De store ofre er børnene. Hvad har de med Hamas at gøre, de er de uskyldige men lette mål. Jeg begriber ikke israelerne, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de kan sætte sig tilrette i campingstole på en bakketop for at se på bombardementerne. Føj siger jeg bare.
Og nedskydningen af flyet over Ukraine. Hvad pokker er det for en verden, vi lever i? Jeg forstår sådan set godt Ellen, der tager skyklapperne på, for vi kan jo ikke gøre noget alligevel.
Jeg har nu sendt penge via Folkekirkens Nødhjælp til Gaza – måske det kan blive til lidt vand og en seng at sove i for en nat eller to?
Når galskaben hersker, bliver fornuftens stemme ikke hørt.
De hujende israelske campister har jeg også set, og jeg må sige, at det fyldte mig med afsky. Jeg vil ikke undskylde dem eller deres opførsel på nogen måde, blot sige, at de er tekstbogseksempler på traumatiserede mennesker, der får skeen i den anden hånd. På den måde kan man sige, at hele Israel er et traumatiseret folk. Det er et sandt mirakel, at ikke alle israelere er sådan, og det ved jeg faktisk er tilfældet. På den anden side skabes der nu (nej, fra 1948, sikkert også før, til nu) også et traumatiseret palæstinensisk folk, der i sin tur kan råbe op, ululere og i det hele taget te sig, som relæet ikke har virket, når en af deres raketter har ramt. Og nej, jeg er ikke en af dem, der påstår, at de er lige gode om det, for et undertrykt folk har altid og uden undtagelse ret, og i ca. 70 år (mindst) er det det palæstinensiske folk, der har været undertrykt og dermed har ret. Man føler sig fristet til at sige, at de tidligere mandatshavere/koloniherrer burde tvinges til at flytte ind og få ryddet op i det l*rt, de efterlod sig efter anden verdenskrig. Men den idé er nok også tosset. Men desværre er jeg ret overbevist om, at Holocaust nedarves over de næste 100 slægtled, hvis de ellers er der til at opleve det.
Ja til det hele, og det står næppe til at ændre. Kun den stærke part kan stoppe en konflikt, og vil den ikke det, eller vil andre (guess who) ikke tvinge dem, har det i sandhed sorte udsigter. Jo længere tid der går, desto sværere bliver det.
Livets gang på en terrasse i Nordjylland.. 🙂
Terrasse terra est, eller hvordan det nu er 😉
Sådan en terrasse har vi også (læste dit svar til Jørgen), men den bliver simpelthen for varm at være på om dagen – men det problem har I stakkels arbejdsramte vel ikke?
(Sorry – kunne ikke dy mig – skulle lige vade i det).
Det er nok ikke i orden iflg. nogle, men jeg lukker simpelthen mentalt af, når man i tvaviserne når til Putin, Ukraine og Gaza. Jeg orker det ikke, og det har naturligvis intet at gøre med, at jeg accepterer det, der foregår, for det er der vel næppe nogen der gør blandt os ‘normale’ mennesker? Men jeg kan intet gøre, så jeg tager skyklapper på.
Vi arbejdsramte har det fint på den nordvendte terrasse i weekenden. Bortset fra kælderen, er terrassen det behageligste sted, når der er varmt som nu.
Nej, det er ikke til at holde ud at høre om død og ødelæggelse hele tiden, når man ikke kan gøre andet end at se efter oprindelseslandet, når man gør sine indkøb.
Ja, det er godt nok voldsomt, når Puk Damsgaard skal rapportere fra et hotel i nærheden af Gaza, iført hjelm, skudsikker vest og anden stormtroppemundering. Så spekulerer man jo over, om de mennesker, der bor i etageejendommene bag hende også har fået udleveret sådan et udstyr.
Men ellers tror jeg ikke på, at Tot er sådan et tidselgemyt, som du udpensler. Han har sikkert set, at fuglen var ved at få hedeslag og derfor givet den nødhjælp. Mund-til-næb metoden.
Og det er tanke- eller afskyvækkende at se israelere på en bakketop klappe og huje, når raketter slår ned i Gaza. Når deres mentale HFI-relæer ikke slår fra, er der noget rivende galt. Og vice versa den anden vej for den sags skyld, selvom fangernes desperation er mere begribelig, og fanger er de jo, under betingelser som gøder det ekstreme og hadet.
Historien, historien – der er intet nyt under solen.
Det skulle da lige være, at Tot, den barmhjertige samaritan, kom med fuglen, for at jeg skulle hjælpe med at få liv i kræet 🙂
Er det en overbygget terrasse, når den bruges så længe? Eller har I bare en passende beklædning på? Er der udekøkken eller kun en grill? Jeg spørger fordi jeg mærker misundelsen.
Dem i brændpukterne bliver ved så længe de orker. Når de ikke orker mere findes vel en løsning. Jeg tror jeg har det som jer, jeg orker ikke længere at investere ret meget energi i konflikter, dertil er livet nu for kort. Men jeg følger gerne med i hvorfor solsorten er så forskrækkeligt ophidset af og til. Måske er det skaden der gør det. Eller HugoTot.
Ca. halvdelen af terrassen er overdækket med plader, som tillader lys at slippe igennem. Mod vest (den fremherskende vindretning) er den lukket, og mod nord er der et 1½ meter højt plankeværk, så vi kan næsten altid sidde i læ, og er der lidt koldt, klæder vi os passende, og en plaid kan også bruges.
Der er kun trækulsgrill. Køkkendøren åbner til terrassen, så udekøkken ville være noget pjat.
Med hensyn til brændpunkter og konflikter er vi på linje, om end jeg frygter, at de nogle steder orker, til modparten er udslettet eller drevet helt på flugt, og når det kommer så vidt, vil de sejrende søge nye fjender, hvis de ikke allerede har fået dem.