Ytringsfrihedens selvbestaltede vagtværn

For nogen synes det vigtigste ved ytringsfriheden at være retten til at håne andre og ikke retten til at tale magthaverne imod uden straf.

Der snakkes utrolig meget om ytringsfrihed for tiden, og det er der selvfølgelig grunde til, men jeg bryder mig ikke om nogle af undertonerne fra ytringsfrihedens selvbestaltede vagtværn.

Grundlovens §77:

“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Grundtanken er vel først og fremmest, at man har ret til – ucensureret – at tale magthaverne imod uden at blive straffet.

Man bliver hverken pisket eller smidt i spjældet, hvis man kritiserer fx regering eller folkekirke, men hvis man kalder Mogens Camre eller nogen anden for en racistisk idiot, kan man blive dømt for injurier.

Men flere og flere i ytringsfrihedens selvbestaltede vagtværn snakker efterhånden om ytringsfriheden som en hæderkronet ret til at fornærme og såre andre.

Hvis man udviser almindelig anstændighed og ikke sårer så mange som muligt blandt en af landets minoriteter, kalder de det selvcensur og får masser af spalteplads til at fortælle, at ytringsfriheden er under pres.

For at sætte sagen på spidsen er det, som om retten til at håne andre forveksles med en pligt til at gøre det, og de, der fornærmer flest, hyldes som ytringsfrihedens helte.

Det er sgu fint at gøre grin med magthaverne, hvis de bliver for selvfede, eller religionen, hvis den bliver for omklamrende, og ytringsfriheden er retten til at gøre det.

Men der er forskel på at sparke opad og nedad, og det er påfaldende, at mange især er optaget af retten til det sidste og fejrer dem, der gør det.

/Eric

6 thoughts on “Ytringsfrihedens selvbestaltede vagtværn

  1. Jørgen

    Det har taget sin tid at kommentere dette indlæg. Jeg måtte jo tænke over det. Om tiden har ændret sig i forhold til 1849 og grundloven. Jeg synes den enkelte må forholde sig til sin ytringsfrihed. Strengt taget kan man ikke vide hvorledes andre reagerer på ens ytringer. Medmindre de på forhånd har bekendtgjort det.
    Og så har man jo muligheden for at lade være med at gøre det der åbenbart er svært generende.
    Jeg har imidlertid også bemærket spørgsmål: “Hvad skal jøderne lade være med?”
    Det er ikke let, dette emne.

    Svar
    1. Eric

      Omtanke er godt 🙂 Nej, vel er emnet ikke let, og alligevel synes jeg, det er let at forstå, at godt naboskab kræver, at man i det mindste lader som om, at der er gensidig respekt. Der skal også være plads til kritik, men en kritik, der håner, er useriøs. Der skal også være plads til satire, men hån er misforstået satire.

      Svar
  2. Ellen

    Vi er så enige – ytringsfrihed er ikke en håneret – hverken for JP, Charlie Hebdo eller andre. Jeg er lidt ligeglad med, om CH “også gjorde grin med andre religioner”. Ingen skal gøre grin med religion, men bare lade hinanden være.
    At så terroristerne, der hærger lige for tiden, i bund og grund også er ligeglade, er en anden snak – de har bare brug for en undskyldning – hvorfor har jeg egentlig ikke forstået … de plejer sjældent at lade sig stoppe af noget som helst.

    Svar
    1. Eric

      Hvad terrorister gør skal aldrig tjene som moralsk og legitimerende målestok for, hvad vi selv gør. I så fald er vi virkelig i sumpen.

      Svar
  3. Stegemüller

    Helt enig.

    De fleste af dem, der påkalder sig Grundlovens § 71 glemmer dette: “dog under ansvar for domstolene.” Man fx ikke sige noget udpræget grimt om MC uden at være i risiko for at blive tiltalt for injurier, og sådan skal det også være.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.