For nogen synes det vigtigste ved ytringsfriheden at være retten til at håne andre og ikke retten til at tale magthaverne imod uden straf.
Der snakkes utrolig meget om ytringsfrihed for tiden, og det er der selvfølgelig grunde til, men jeg bryder mig ikke om nogle af undertonerne fra ytringsfrihedens selvbestaltede vagtværn.
Grundlovens §77:
“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Grundtanken er vel først og fremmest, at man har ret til – ucensureret – at tale magthaverne imod uden at blive straffet.
Man bliver hverken pisket eller smidt i spjældet, hvis man kritiserer fx regering eller folkekirke, men hvis man kalder Mogens Camre eller nogen anden for en racistisk idiot, kan man blive dømt for injurier.
Men flere og flere i ytringsfrihedens selvbestaltede vagtværn snakker efterhånden om ytringsfriheden som en hæderkronet ret til at fornærme og såre andre.
Hvis man udviser almindelig anstændighed og ikke sårer så mange som muligt blandt en af landets minoriteter, kalder de det selvcensur og får masser af spalteplads til at fortælle, at ytringsfriheden er under pres.
For at sætte sagen på spidsen er det, som om retten til at håne andre forveksles med en pligt til at gøre det, og de, der fornærmer flest, hyldes som ytringsfrihedens helte.
Det er sgu fint at gøre grin med magthaverne, hvis de bliver for selvfede, eller religionen, hvis den bliver for omklamrende, og ytringsfriheden er retten til at gøre det.
Men der er forskel på at sparke opad og nedad, og det er påfaldende, at mange især er optaget af retten til det sidste og fejrer dem, der gør det.
/Eric