Det sker, at folk kommer direkte igennem til mig og spørger, om cementfabrikken kan bruge dit eller dat – fx hestemøg fra travbanen.
Jeg har gennem årene fået stor erfaring i at vurdere, om et råmateriale eller brændsel kan bruges i Aalborg Portlands cementproduktion.
Normalt er det vores indkøbere, der spørger, hvis en kravspecifikation ikke giver entydigt svar, og hvis folk vil sælge noget, er det da også rigtigst at kontakte indkøbsafdelingen.
Men det hænder, at nogen kommer direkte igennem til mig. Som regel fordi de kender nogen, som kender mig, eller fordi omstillingen misforstår og tror, at det er noget procesrelateret.
Den sjoveste forespørgsel, jeg har fået, var nok dengang en fyr ringede og spurgte, om vi var interesseret i hestemøg fra travbanen – han havde jo læst i avisen, at cementfabrikken brænder det tørrede spildevandsslam fra Aalborg kommune.
Jeg takkede pænt nej til hestepærerne og undlod at bebyrde andre i organisationen med den tunge beslutning, som formelt set ikke var min at træffe.
Typisk er det dog sådan noget som affaldsprodukter fra andre industrier, og hvis vi kan drage nytte af det, og de fx slipper for at betale deponeringsafgift, er det godt for alle parter.
Som regel kan jeg hurtigt se, om det dur rent kemisk. Det gør det ofte – folk er jo ikke helt dumme, men som regel kan vi ikke bruge det, fordi mængden simpelthen er for lille.
Mange synes jo nok, at fx 50 eller 100 tons om året er meget, men som råmateriale eller brændsel på en cementfabrik er det peanuts, og vi vil normalt ikke røre det med en ildtang, fordi det koster alt for meget i håndtering, ekstra lagerplads osv.
Hvis det ikke kan håndteres af det eksisterende maskineri, skal det også være en mængde (og til en pris eller medbetaling), som kan forrente en investering, og det er det meget sjældent. De fleste forespørgsler får derfor et høfligt og begrundet ”Nej tak”.
I dag blev jeg så ringet op (og nu er jeg nødt til at være diskret) af en fyr fra et velrenommeret, dansk firma. Han havde fået mit navn af en anden i branchen og spurgte, om vi var interesseret i et produkt, som vi kan kalde X, til en favorabel pris.
Det lød interessant, men for ikke at spilde tid, spurgte jeg, hvor mange tons vi snakkede om? Jeg forventede de sædvanlige peanuts, men da det numeriske svar kan oversættes til ”mange tusinde om året,” var jeg nær faldet ned af stolen, så overrasket blev jeg.
Kvaliteten lyder til at være okay, så nu er sagen overgivet til indkøbsafdelingen. Så må vi se, om ”favorabel” også er favorabel i vores øjne eller kan forhandles derhen.
Og uden at være indiskret kan jeg godt røbe, at produktet X ikke er hestepærer.
/Eric
Smid lige det g ud og sæt et k i stedet i vakt 😉
Det kunne være spildolie eller fritureolie. Begge dele brænder vældigt fint.
Min nysgerrighed er bestemt også vagt.
Svaret forbliver det samme: I får intet at vide, og I går ikke glip af noget interessant. Det er naturligvis utænkeligt at fortælle om noget, som potentielt er i forhandling, og i øvrigt er det kun firmaets ledelse, der kan sige noget som helst.
Det er sidste gang, jeg gentager det indlysende.
De fleste konsum/human olier går til DAKA hvor det omdannes til “bio”diesel. Jeg har desuden svært ved at forestille mig friture mængden I Danmark kommer op på de mænger det for Portland kan betale sig at røre ved. Som Erik skiver, regnes alt på Portland i tons eller tusinde tons, eller på års basis i millioner af tons.
Spild olie kan desuden bidrage med nogle flygtige stoffer som kun kommunekemis filtre kan håndtere. Ret mig hvis jeg tager fejl 😉
Forårs hilsen
Kasper Neve
Hej Kasper 🙂
En lille præcisering:
Alt undtaget meget flygtige tungmetaller som kviksølv og thallium “fanges” og indkapsles i cementen eller destrueres fuldstændig (fx dioxin), hvis det passerer brændezonen, hvor temperaturen er højest.
Hvis organisk kulstof (som der fx er i kul, fritureolie eller ukrudt) tilsættes før 850°, giver det TOC-emission (Total Organic Carbon), simpelthen fordi det ikke brænder ud ved så “lave” temperaturer.
Derfor skal alt brændbart indføres, hvor temperaturen er > 850°, medmindre mængden er meget, meget lille.
Festligt indlæg med kommentarer. Det er naturligvis gylle, der er tale om, hvis det kan brænde.
Gylle er hverken et egnet råmateriale eller brændsel, da det mestendels er vand, som koster brændsel at fordampe samt effekt til at fjerne vanddampen. Gylle kunne teoretisk være interessant som middel til NOx-reduktion (SNCR – Selective Non Catalytic Reduction v/870 – 980°), men da ammoniakkoncentrationen er så lav, ville udgiften til at fordampe vandet langt overstige omkostningen ved at bruge salmiakspiritus, 24,5 % ammoniakvand, og det øgede brændselsforbrug ville også give øget CO2-udledning.
Portland bruger millioner hvert år på at reducere NOx-emissionen med ammoniakvand for at reducere NOx og NOx-afgiften (som konkurrenterne ikke betaler), men gylle er – desværre – et dårligt alternativ.
Og hvis nogen undrer sig over hvorfor netop 24,5 % ammoniak, er forklaringen, at fra 25 % og op taler vi om en anden fareklasse, som kræver langt skrappere sikkerhedsforanstaltninger.
det kunne nu være sjovt, hvis det var hestepærer.. 🙂 sikke en hyggelig lugt I kunne omgive jer med.
Ja, og vi kunne invitere Aalborgs indbyggere på staldbesøg: “Fyld lommerne og se, hvad Portland kan gøre for din urtehave!”
Det lyder som noget godt, I er ved at få gang i, men du kan ikke være bekendt at pirre vores nysgerrighed så meget, når du ikke må fortælle slutningen 🙂
Jeg kan selvfølgelig læse sidste års grønne regnskab og sammenligne det med det for i år, når det engang kommer. Eller næste år … men alligevel. Stort arbejde 😉
Slutningen kender jeg ikke endnu, det er jo slet ikke sikkert, at prisen er eller bliver favorabel i vores øjne. Det er heller ikke væsentligt, hvad det er. Det væsentlige er, at der for en gangs skyld er tale om så store mængder, at jeg ikke behøvede at give et høfligt og begrundet “Nej tak”. Jeg blev ganske enkelt så overrasket, at indlægget skulle skrives.
Men du er da velkommen til at læse de grønne regnskaber. Så kan du se, hvor artige vi er. 😉
Så vil jeg komme med endnu to vildfarne gæt: Windows 8 maskiner? IPads? Det er bare sådan, hvad mit temperament ville henregne til affald i dag … men ellers er husholdningsaffald jo nok et realistisk gæt. Vi producerer efter sigende op mod et ton i snit pr. næse om året. Og brænde kan og skal det jo alligevel.
Henny, du kan gætte så meget, du vil, du får intet svar. Den slags er per definition fortroligt.
Men jeg kan da godt fortælle dig, at i Danmark har kommunerne retten til at bestemme, hvor husholdningsaffald skal brændes, og i Danmark er der rigtigt mange kommunale forbrændingsanlæg.
Det ved jeg. Vi har allerhulens stort forbrændingsanlæg her i byen, og det leverer både fjernvarme og hvad ved jeg … Men jeg er enig med Ellen: Vi må have løsningen på gåden, på den ene eller den anden måde. 😉
At kalde det en gåde er at blæse det helt ud af proportioner. Det er bare et uskyldigt råmateriale eller brændsel, som vi bruger masser af. Indlægget gik på, at jeg blev meget overrasket over mængden, og længere er den ikke.
Okay, så dropper vi at bruge ordet ‘gåde’, men faktum er, at du har gjort mindst to af dine læsere nysgerrige – uanset om den er lang eller kort 😉
Succes!!! Det er enhver skribents ønske at engagere læserne 🙂
Depleted uranium? Det er ikke godt at vide, hvad I har gang i i den biks. 😉
Høhø. I virksomhedens grønne regnskab kan man læse, hvad der bruges, og det er tilgængeligt på nettet. Metaltræt uran bidrager ikke med noget nyttigt til cementproduktion.