Så er jeg den lykkelige indehaver af en elcykel, og når man ikke har prøvet at køre på sådan en før, er det en forrygende oplevelse.

Sådan ser den ikke ud …
Jeg plejer at træde godt til for at komme op i styrefart, så da jeg startede prøveturen, sparkede den momentstyrede motor til, og elcyklen accelererede voldsomt.
Det var i går, og i dag hentede jeg cyklen. Der er nu fastmonteret en cykelkurv bagpå, og styr og sadel er justeret i højden.
Turen op ad bakkerne til hjemmet, som før krævede sammenbidt tråd i 1. gear, køres nu legende let med 20 km/t.
Elcyklen, en Batavus ”Stream,” har motoren (Yamaha) placeret ved kranken, og motoren er momentstyret, så jo hårdere man træder, desto mere assisterer den. Det er bare smart!
Man skal nok vænne sig til en rolig kørestil med jævnt tråd, men momentstyringen betyder, at man kan accelerere meget hurtigt blot ved at træde til. Motorens placering ved kranken giver også et lavere tyngdepunkt.
Styretøjet er lidt ”nervøst,” men det er en vanesag. Det kan måske også spille ind, at jeg har valgt en damecykel eller ”unisex” med lav indstigning. Man skal jo nærmest være akrobat eller spagat-yogi for at bestige en herrecykel med batteri og cykelkurv bagpå.
Der er 3 niveauer for motorassistance, og jeg har slet ikke prøvet det højeste – det midterste (”standard”) synes alt rigeligt til at holde 20 km/t i modvind eller op ad bakke, og under normal kørsel er det laveste komfortabelt.
Sadlen er affjedret og særdeles komfortabel, og forgaflen er også affjedret. Midt på styret er et aftageligt LCD-display på størrelse med en lille mobiltelefon, hvor man kan aflæse hastigheden, hvor meget juice der er tilbage på batteriet m.m.
Jeg fik kørt en ekstra tur i dag, for da jeg kom hjem med den stolte ganger, viste det sig, at jeg havde fået en forkert oplader til batteriet. Der var halvstrid modvind ind til forhandleren, men det gjorde intet. 🙂
Så nu er jeg godt kørende, og inden så længe skal jeg have sadlen justeret ned, så Helle kan prøve en tur. Bakker og modvind, kom bare an!
/Eric
Tillykke med nyerhvervelsen, det er pi… irriterende at puste og pruste i 1. gear op af bakken, og blive overhalet af en tudsegammel kone der sidder mageligt på sin el-cykel og totalt tilbagelænet bare suser forbi mig.. 😉
Tak og nemlig! I formiddags bestilte vi en til Helle. 🙂
Kan være vi kan få dem portland. Så kan vi gamle også følge med
Hehe, men pas på farten!
P.S.
Alle, der kommenterer første gang, skal godkendes – en simpel foranstaltning mod spam.
Tillykke med den nye nærmest selvkørende cykel.
Det er en fin hjælpeanordning, til modvind, bakker, svage ben, eller andre svagheder man evt. måtte have.
Jeg forstår ikke hvorfor mænd generelt vil have en ‘rigtig’ mandecykel, når man ser hvor besværligt det er, for mange, at bestige den eller komme af igen, for den sags skyld.
Tak Pia. Selvkørende er den ikke, men den giver god hjælp.
Det med herrecykler har du ret i. Dog skal det siges, at herrecyklens “overligger” gør stellet mere stabilt – jeg kan mærke forskellen, men sætter større pris på komforten ved lav indstigningshøjde. 🙂
Tillykke med erhvervelsen. JDet må være så fedt, og jeg er slet ikke misundelig. Jeg lyver heller aldrig 😉
Helle har tilsyneladende haft det på samme måde, som jeg havde første gang, jeg prøvede sådan et vidunder. 20 km/t – det kan jeg dårligt nok komme op på ned ad bakke med vinden i ryggen …
Tak, den er super. Helle var en lille smule skeptisk, men da hun også havde prøvet at suse op ad bakkerne, var hun solgt på stedet. 😉
Hvis du nu havde købt en med tag, for- og bagrude, samt døre, så havde du haft en bil! Jeg købte ny, uassisteret cykel sidste år. Desværre tør jeg ikke køre på den. Der er sket noget med min evne til at balancere efter min operation. Man bruger også mavemusklerne meget, når man skal balancere på en cykel, og mine har altså været strimlet op og sat sammen igen med hæfteklammer … I øvrigt tror jeg, at jeg er blevet så ubegavet, at jeg aldrig får taget et kørekort, så hvis jeg skal blive selvkørende igen, må det blve i en Piaggio Ape. Sådan en knallert med førerkabine og lad ville lige passe til mig og mine indkøbsvaner. Og så skal man ikke have kørekort til den. Og den kan ikke køre så hurtigt, at man bliver forskrækket af det.
Det er træls, at balancen er fjernet fra mavefornemmelsen, så du ikke kan opleve en elcykel; men knallerten med førerkabine lyder da ikke så tosset – så behøver man heller ikke regntøj, reflekser og alt det løse. 🙂
Tillykke med nyerhvervelsen. Det lyder som en god ide at køre på sådan en. Jeg må i øvrigt bemærke, at læsningen sendte tankerne tilbage til den eneste knallert jeg har haft. Det var en brugt Velo Solex til 185 kr. Den kørte langsomt og mange cyklister overhalede mig. Første gang jeg kørte på den, havde jeg ikke fundet ud af hvordan man bremsede – og jeg kørte over for rødt. Ak.
Sikke da en historie – ikke vide, hvordan man bremser! Uha!
I øvrigt har Helle lige prøvet en tur. I morgen bestiller vi en til hende. 🙂