Livet har to faser: før og efter elcyklen. Det er nu ca. 2½ år siden, jeg anskaffede mig Batavus og sagde “pyt!” til bakker og modvind.
Cykelcomputeren siger, at Batavus og jeg har tilbagelagt 4336 km, og det svarer til Aalborg-Rom retur med et par afstikkere undervejs.
Det er såmænd ikke så meget. Jeg har en kollega, der cykler væsentligt længere end jeg for at komme på arbejde, men han er også ung og skal holde sig i form i mange år, før han kan gå på pension.
Alligevel er det tankevækkende, hvor langt jeg har cyklet i mit liv. Det svarer sikkert til en 8-9 ture fra Aalborg til Vladivostok lige nord for Nordkorea.
Ifølge Google Maps er det en sviptur på 11.720 km, og så havde jeg med garanti lært mere russisk end ”da”, ”pravda” og ”nastravia”.
På Batavus holder jeg en gennemsnitsfart på ca. 19 km i timen, så de sidste 2½ år har jeg altså cyklet i 228 timer eller 9½ døgn plus den tid, jeg har holdt for rødt lys.
I gennemsnit er det dog kun et sølle kvarter om dagen, i praksis nærmere en halv time, når jeg er i sadlen, fordi der også er weekends og ferier. Det lyder straks mere overkommeligt end 9½ døgn.
Det er fordelen ved at bo i overkommelig afstand til arbejdspladsen: Cykelturen hver vej tager kun et kvarters tid, og med elcyklen er det blevet ligegyldigt, at vi bor ca. 17 meter over havet. Uden hjælpemotor var det nogle stride bakker.
Jeg kommer dog ikke til Rom endsige Vladivostok på cykel. Jeg turde slet ikke cykle i Rom, hvor trafikken er morderisk, og i Vladivostok er der for koldt for min smag.
Men det er også helt fint at flyve til Rom og så cykle herhjemme. Elcyklerne er det bedste, vi har købt i mange år.
/Eric
Jeg skammer mig ikke det mindste over at være lidt materialistisk, og når det kommer til elcyklen, Batavus, bliver materialismen nærmest frydefuld.