Jeg har vist sagt det før, men gentager det gerne: Elcyklen er det bedste, jeg har købt i mange år, og nu har vi rundet de første 1000 km.
Jeg skammer mig ikke det mindste over at være lidt materialistisk, og når det kommer til elcyklen, Batavus, bliver materialismen nærmest frydefuld.
Det forstærker nemlig cykelglæden en del at få hjælp til at drive pedalerne, især når det går op ad bakke og i modvind.
Det blev ganske vist ikke til så mange fornøjelsesture denne sommer, dertil havde vi for travlt med at forberede os på håndværkernes invasion, men det skal nok komme, ligesom der kommer somre med bedre vejr.
I dag var Batavus og jeg på langfart for at besøge min mor. Det er en tur på ca. 16 km hver vej. Det kan gøres kortere, men for cyklister findes der behageligere omveje med mindre biltrafik.
Uvist af hvilken grund (manglende koncentration velsagtens) kom vi til at køre en ekstra omvej på 4 km, fordi jeg drejede forkert af i en rundkørsel på hjemvejen.
Heldigvis er der skilte i Nordjylland, som kan få kragerne til at vende, og efter et par kilometer fik vi at vide, at vi var på vej mod Hobro i stedet for Aalborg.
Så vi vendte om, og da der ikke er trængsel på cykelstien halvvejs ude på bøhlandet, kunne vi køre ugeneret i den (nu) forkerte side, til vi kunne krydse vejen.
Motoren skal ifølge loven slå fra ved 25 km/t. Sig det ikke til nogen, men Batavus slår først fra ved ca. 26. Gennemsnitsfarten for i dag var 22,5 km/t, og det er helt godt med de mange stop ved lysregulerede kryds.
Måske skulle man flytte til Hals? Hals Kommune, der eksisterede til kommunesammenlægningen i 2007, havde ikke ét lysreguleret kryds.
Da jeg parkerede Batavus i garagen og sagde tak for turen, fortalte den, at vi nu har rundet 1020 kilometer, siden vi mødte hinanden sidst i marts.
Vi skulle have mødt hinanden noget før, men sådan er der så meget, og nu ruller det bare for kærligheden.
/Eric