Jeg har vist sagt det før, men gentager det gerne: Elcyklen er det bedste, jeg har købt i mange år, og nu har vi rundet de første 1000 km.
Jeg skammer mig ikke det mindste over at være lidt materialistisk, og når det kommer til elcyklen, Batavus, bliver materialismen nærmest frydefuld.
Det forstærker nemlig cykelglæden en del at få hjælp til at drive pedalerne, især når det går op ad bakke og i modvind.
Det blev ganske vist ikke til så mange fornøjelsesture denne sommer, dertil havde vi for travlt med at forberede os på håndværkernes invasion, men det skal nok komme, ligesom der kommer somre med bedre vejr.
I dag var Batavus og jeg på langfart for at besøge min mor. Det er en tur på ca. 16 km hver vej. Det kan gøres kortere, men for cyklister findes der behageligere omveje med mindre biltrafik.
Uvist af hvilken grund (manglende koncentration velsagtens) kom vi til at køre en ekstra omvej på 4 km, fordi jeg drejede forkert af i en rundkørsel på hjemvejen.
Heldigvis er der skilte i Nordjylland, som kan få kragerne til at vende, og efter et par kilometer fik vi at vide, at vi var på vej mod Hobro i stedet for Aalborg.
Så vi vendte om, og da der ikke er trængsel på cykelstien halvvejs ude på bøhlandet, kunne vi køre ugeneret i den (nu) forkerte side, til vi kunne krydse vejen.
Motoren skal ifølge loven slå fra ved 25 km/t. Sig det ikke til nogen, men Batavus slår først fra ved ca. 26. Gennemsnitsfarten for i dag var 22,5 km/t, og det er helt godt med de mange stop ved lysregulerede kryds.
Måske skulle man flytte til Hals? Hals Kommune, der eksisterede til kommunesammenlægningen i 2007, havde ikke ét lysreguleret kryds.
Da jeg parkerede Batavus i garagen og sagde tak for turen, fortalte den, at vi nu har rundet 1020 kilometer, siden vi mødte hinanden sidst i marts.
Vi skulle have mødt hinanden noget før, men sådan er der så meget, og nu ruller det bare for kærligheden.
/Eric
Det var også en af vores mere fornuftige beslutninger, for nu kommer vi, i modsætning til før, nemlig ud at cykle. De kloge siger, at man får 80 % af cykelmotionen, selv om den er med hjælpemotor, så vi har ikke engang dårlig samvittighed – selv få km på elcykel må i øvrigt være bedre end ingen på en almindelig cykel … og så er det bare så fedt at haave fået en meget længere aktionsradius.
Kloge ord om motionen 🙂 Det med større aktionsradius er også centralt. Jeg tager nu ture, jeg aldrig havde orket før.
Det er da meget pænt at have kørt over 1000 km siden marts. Jeg har vist rundet 100 km på min cykel siden 1996. Flovt, men det er vist gået lidt i glemmebogen det med at cykle. Gad gode vide, hvoledes det ville gå hvis en Batavus blev anskaffet. Jeg kan egentlig føle mig en smule fristet, men det blev jeg også i 1996. Faktisk lægger jeg mærke til flere og flere el-cykler.
Nu er du jo glad for og flittig at gå, så hvorfor? Cyklen har været mit transportredskab i mange år, så elcyklen kom helt naturligt, da bakkerne blev stejlere og modvinden hårdere. Det køb fortryder jeg aldrig!
Flot gennemsnit, det holder ikke på min muskeldrevne ganger.. 🙂
Så sandelig heller ikke på min den gamle med rugbrødsmotor! 🙂
Jeg kan godt forstå at nogle foretrækker en elcykel. Personligt holder jeg dog ved min gode ‘gamle’ jernhest, så længe jeg kan komme op på den og komme fremad, også selvom gennemsnitsfarten oftest kun ligger på 14-16 km/t.
Godt I fik vendt cyklerne, så I ikke løb tør for strøm.
Oh, vi sparer skam strøm, når hastigheden når over ~26, og motoren slår fra. Jeg forstår glæden ved den gamle jernhest, men når først, man har prøvet, bliver man hooked 🙂
22½ km./t we sørme da flot, det kunne jeg ikke gøre ved egen kraft. Sådan en cykel er det da værd at se på.
Der skulle selvfølgelig have stået ” er sørme da flot,”
Jeg kunne heller ikke ved egen kraft holde en gennemsnitsfart på > 37 % af min alder. Så skulle det da være på en de luxe racer uden modvind … 🙂